Se, lyt & oplev
2. december 2024

I ‘Tidsrejsen 2’ sker der ting, man ikke så i en julekalender for 35 år siden. Og resultatet er særdeles vellykket for både store og små

Anden sæson af den populære julekalender har alt det, man forventer af et moderne juleeventyr plus en masse referencer til 80’ernes sci-fi klassikere – what’s not to like?
Af: Lars Knudsen
Tidsrejsen

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins / DR

Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers af handlingsforløbet i afsnit 1-7.

Med 'Tidsrejsen' lavede DR en julekalender uden hverken nisser eller julemagi, og det viste sig at være rigtig god idé. For i modsætning til tiden for 30-40 år siden er det måske blevet lidt for barnligt for nutidens pre-teenagere at se på drillenisser og høre magiske trylleformularer.

Men det handlede stadig om julen, næstekærlighed og om vigtigheden af at have en familie at fejre højtider med. Men det var ikke noget, hovedkarakteren Sofie kunne tage for givet. Eftersom hendes forældre lige var blevet skilt, ønskede hun bare, at de kunne finde sammen igen, så de kunne få en hyggelig juleaften.

Et normalt ønske for en ikke helt almindelig pige. I samarbejde med sin farfar byggede hun nemlig en gyro, der kunne bøje tid og sted. Resten af historien kender man.

Nu er anden sæson af den populære julekalender tilbage, og det er herligt at kunne sige til alle fans, at den har været ventetiden værd.

Den tager sit udgangspunkt 10. december 2010, hvor en mystisk mand gør sin entre på Hotel Dragør, der, som man sikkert har gættet, ligger i samme by, som første sæson fandt sted, nemlig hyggelige Dragør.

Og er der en by, der er oplagt til at skabe den julehygge, man forbinder med en klassisk julekalender, så er det Dragør. Lys, markeder og pletvis sne pryder gaderne, så de, der forventer en julekalender som i gamle dage delvist får behovet opfyldt.

Tidsrejsen 2

'Tidsrejsen 2' får fem ud af seks hjerter

Streamingtjeneste: DRTV

Premieredato: 1. december 2024

Genre: Julekalender

Skaber: Poul Berg

Medvirkende: Lise Baastrup, Bibiane Ivalo Kreutzman, Kurt Ravn, Morten Suurballe, Frederik Thoft, Sigurd Holmen, Le Dous

Land: Danmark

Spilletid: 24 afsnit af cirka 25 minutter (Anmeldelsen er baseret på de første syv afsnit)

På hotellet arbejder Emma (Lise Baastrup) som receptionist. Hun skal, ligesom den (tids)rejsende holde jul alene. Det ender i en flirt, der resulterer i, at Emma bliver gravid. Noget, man bestemt ikke overværede i en julekalender for 35 år siden.

1. december 2024 møder vi den snart 14-årige Romeo (Frederik Thoft), der meget insisterende - og meget belejligt i forhold til historien - stiller sin mor utallige spørgsmål om den dag på hotellet for 14 år siden.

Samme vigtige budskab

Men det er måske ikke så underligt endda, at det lige er op til jul, Romeos interesse for sin far (ja, det havde du nok gættet) blusser op. For ganske i tråd med første sæson, følger vi en dreng med et meget beskedent juleønske, de fleste på hans alder kan sætte sig ind i: Han vil fejre jul med begge sine forældre.

Men det samme vigtige budskab betyder ikke, at her er tale om den samme historie. For det er ikke bare lykkedes seriens skaber Poul Berg at følge godt op den ekstremt vellykkede forgænger. Han har også formået at give historien en ny dybde og et lag, der giver en fornemmelse af en helt anden serie.

Romeo arbejder på et skoleprojekt, der handler om at rejse i tiden, og under sin fremlæggelse påpeger han, at byens ulykkesstatistik er blandt de laveste i landet, og at det skyldes den tidligere hovedperson Sofie, der arbejder som vikar på skolen.

Romeo er overbevist om, at Sofie bruger sin gyro til at standse tiden, og på den måde redder hun blandt andet en ung lokal kvinde fra at blive kørt ned af en bil.

Og at bruge Sofies fortid på den måde forklarer, hvorfor hun ikke har stoppet sine tidsrejser og skilt sig af med gyroen, som hun lovede sin nu afdøde farfar. Hun føler sig forpligtet til at redde de mennesker, hun kan. På den ret elegante måde er Tidsrejsen 2 blevet en superhelte-fortælling.

Men Romeo vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at komme til at holde jul med sin far. Så han afpresser Sofie til at hjælpe ham med at rejse tilbage i tiden, og truer med at afsløre hende, hvis hun nægter.

Det kan virke som voldsomme midler at tage i brug for at møde sin ukendte far. Men det er fortællingens hovedpræmis, og man køber den og fornemmer, hvad der er på spil for Romeo.

Venskab på tværs af samfundslag

I mellemtiden har Emma og hendes mor problemer med den rige rejsekonge, Asger, der vil gøre alt for at få fingre i det attraktive hotel, som hans far engang tabte til farmoren i et spil poker. Men han er overbevist om, at der var snyd med i spillet og vil bevise det.

Romeos nye ven, Holly (Lærke Krabbe De Waal), der viser sig at være Asgers datter, er forståeligt nok en smule skeptisk, da Romeo fortæller hende om hans (tids)rejseplaner tilbage til 1994.

Men da Holly finder ud af, at hun ikke skal arve faderens virksomhed, som hun brændende ønsker sig, bliver hun alligevel nysgerrig på Romeos planer. For hun vil selv rejse tilbage i tiden for at påvirke sin afdøde farfar, så hun arver i nutiden.

Og selvom deres forældre ikke er det mindste begejstrede for, at deres børn hænger ud med hinanden, knytter de to et stærkt venskab, der vokser i takt med udførslen af deres fælles mission. Dermed tilføjes der endnu et vigtigt og relaterbart julebudskab om, at ægte venskab ikke er baseret på forældres rigdom eller mangel derpå.

Sci-fi-elementen samler familien

Nu har både Romeo og Holly en stærk motivation for at rejse tilbage i tiden, og så skal jeg ellers lige love for, at der bliver skruet helt op for stereotypen om, hvordan det var at leve i 90’erne.

Den står på Tuborg Squaaash-reklamer, håndbold-kvinder, Thomas Helmig, Me & My og aerobic-videoer med Charlotte Bircow. Og er man af den rette generation, er det svært ikke at trække på smilebåndet over gensynet med alt det genkendelige fra dengang.

Men Romeo og Holly er i større vanskeligheder, end de aner. I 2054 bliver en agent nemlig sendt tilbage til netop 1994 for at rydde Romeo af vejen. For i bedste Terminator-stil viser det sig, at den tidsrejsende fra begyndelsen var sendt for at udrydde Emma.

Det var en kendt sag efter at have set første sæson, at Tidsrejsen var stærkt inspireret af klassikere som Blade Runner og Tilbage til Fremtiden. Og nu også James Camerons ikoniske 80’er-klassiker.

Og selvom her er tale om en julekalender, der primært henvender sig til unge teenagere, der med garanti vil lade sig rive med, så er de mange referencer med til at gøre Tidsrejsen 2 til en oplevelse for hele familien – som en vaskeægte julekalender.

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også