Det tog tyve år og en robotstøvsuger, før Jane fik overbevist sin kæreste om at droppe det

Når man træder ind i Jane Ibsen Pipers rækkehus uden for København, ligner det ved første øjekast et helt almindeligt hjem i december.

Men hvis man tager et kig rundt på julepynten, begynder små forskelle at vise sig. Her er ingen nisse-invadering, blinkende lyskæder eller nyindkøbte julekugler.

Arvet eller hjemmelavet julepynt, som husets to drenge har stået for, har faste pladser i rækkehuset. Det er dekoreret - på samme måde som sidste år.

- Der er ikke meget, men det er nok til, at det bliver anti-hverdag. Det vigtigste er jo, at december bliver anderledes end normalt, siger Jane og fortæller om palme-planten Herbert, der også får lov at mærke, at julen nærmer sig.

Herbert er familiens “juletræ”, der med børnenes hjemmelavede julehjerter vogter over et par indpakkede gaver.

Mængden af julegaver er som vanligt få, og meget bevidst har ingen af dem Jane Ibsen Pipers navn på.

- Jeg gider virkelig ikke have ting, jeg ikke har brug for. Jeg magter det ikke, så jeg vil helst være fri for gaver.

Men det er ikke bare sådan lige at sige nej tak til en af julens store traditioner. Faktisk har det taget Jane tyve år og en robotstøvsuger at overbevise sin kæreste Michael om, at gaver ikke er en nødvendighed.

Men den del vender vi tilbage til.

Det hele begyndte i en treværelses lejlighed på Østerbro, hvor Jane og hendes kæreste Michael boede godt med plads til både separat stue og spisestue. Der var styr på tingene. Lige indtil to børn og alle de børneting og -sager, der følger med, langsomt overtog lejligheden.

- Der var ting alle vegne. I lag under sengen, oven på skabene, i skufferne. Det var overvældende, og jeg følte et fysisk pres over at sidde midt i alle de ting.

Vendepunktet kom, da hun åbnede den famøse “rodeskuffe” i køkkenet - den, som de fleste af os kender. Skuffen, der næsten ikke kan åbnes, fordi den er proppet med alt fra gamle elastikker til ubrugelige dimser. I rodeskuffen fandt Jane hele fire kartoffelskrællere. Fire.

- Det var virkelig en aha-oplevelse. Jeg har jo ikke brug for fire, hvorfor har jeg fire?

Fra køkkenskuffen fortsatte hun gennem lejlighedens rum og fik ryddet ud i de mange lag af overflod, der ubemærket og lidt efter lidt havde slugt hvert et ledigt hjørne i den treværelses lejlighed.

- Så nåede jeg til mit klædeskab. Selvom jeg fik ryddet ud og båret til genbrug, så blev der ved med at være mere. Et Narnia-skab. Og så gik det op for mig, at det var fordi, jeg fortsatte med at shoppe.

Derfor indførte hun købestop. Først for ét år, men det har siden udviklet sig til en decideret livsstil.

- Det handler om at tage stilling til den måde, man lever sit liv på. Behold det, der gør dig glad og som er vigtigt for dig, og skil dig af med det, der ikke betyder noget.

Jane Ibsen Piper har levet efter princippet om minimalisme og købestop i 10 år, og hun deler nu ud af sine erfaringer og tanker på sin blog, Instagramprofil og i sin podcast. Det hele handler om at finde ud af, hvornår man har nået sit “nok” og dermed mindske sit forbrug og undgå en overflod af ting.

Købestop kan dog være svært at overholde midt i hjerternes fest, hvor julehygge og traditioner ofte indebærer flere køb end normalt. Af samme grund kører Jane lige nu konceptet “kram julen” på sine kanaler.

- Jul er jo meget mere end forbrug - det er kærlighed og tid sammen. Det er som om, det er blevet et forbrugs-hysteri, men det var jo aldrig meningen. Det er en tid, hvor vi samles, og det vil jeg ikke af med, men forbrugsræset er stukket af, fortæller Jane, der har haft juleaftener, hvor det tog 2-3 timer bare at pakke gaver op.

Af samme grund synes hun, at man bør kigge på, om voksen-gaver er en nødvendighed og om niveauet af gaver til børn kan skrues ned.

Men selv inde for rækkehusets fire vægge, har det taget tid at blive enige om, at voksen-gaver godt kan sløjfes.

Hendes partner Michael har nemlig længe set gaver som en måde at vise kærlighed på, så derfor skulle der selvfølgelig også være gaver med begge deres navne på under palme-planten Hebert.

- Det tog mig tyve år at overtale ham, griner Jane, og til spørgsmålet om, hvad der gjorde det endelig udfald, falder svaret prompte.

En robotstøvsuger.

Det år, hvor de blev enige om at give hinanden en huslig hjælper, og hvor gaverne havde nået et praktisk niveau mere end en kærlighedserklæring, begyndte Janes mange års overtalelse endelig at give mening for Michael.

Siden har de i stedet brugt pengene på oplevelser - en overnatning, en middag eller noget, de kan gøre sammen.

- Vi har fået normaliseret, at kærlighed kan gives på alle mulige andre måder. Jeg vil hellere have tid. Den tid, vi brugte på at købe gaver til hinanden, kan vi i stedet bruge på at spise en frokost sammen.

Fordi Jane lever, som hun gør og bor småt, har hun også haft samtaler med den resterende familie om, at kærlighed ikke behøver at komme i kæmpe plastik-former med papir og bånd omkring.

- Nogle synes, det er rart at slippe for at købe så mange gaver, andre synes, det kan være svært. Hvis vi holder jul med andre, som pakker mange gaver op, så synes nogle, at det er underligt, at jeg sidder uden gaver. Men jeg er virkelig ligeglad.

- Der er mange måder at opfylde sociale normer på, men det at jeg skal dikteres til at finde på noget at ønske mig og købe ting til folk, de ikke har brug for, har jeg svært ved. Det er så ulogisk for mig.

Janes købestop gælder dog ikke for gaver til andre. Hun vil ikke have, at andre skal forholde sig til, at hun har nogle konkrete holdninger.

- For mig er relationerne det vigtigste i alt det her. Jeg skal ikke vinde en magtkamp, så andre sidder og er kede af det juleaften. Men det er fint at have samtalen om, hvad julen er til for.

Hun giver derfor primært gaver til de andre børn i familien, som får det, de ønsker sig. Nogle gange giver det mening at give noget brugt, men det er ikke alle steder, det er det rette at komme med, og her kommer relationen igen før alt andet.

Under Herberts palmeblade ligger der selvfølgelig også gaver til Jane og Michaels to drenge. Men det er moderate mængder og altid noget, de mangler; gear til deres aktive liv eller f.eks. en brugt PC.

Med en alder på 12 og 14 år er de ved at være for gamle til legetøj, fortæller Jane, men mange af deres tidligere ting har altid været købt brugt.

Og skal man trodse alle opfordringer og alligevel driste sig til at give en gave til Jane, så er brugt og hjemmelavet kodeordene. Hun vil nemlig helst ikke have ting, medmindre det har en historie.

- Jeg har tidligere fået hjemmelavet honning fra min venindes bifarm og et hjemmelavet keramikkrus, og det har meget mere værdi, fortæller Jane, der til fødselsdage altid efterspørger hjemmelavet syltetøj, en allerede læst bog med personlige noter, stiklinger fra planter eller bærbuske.

- Alle kan gå i BR og købe noget plastik, eller gå i Imerco og købe en vase. Det er bare ting, det betyder ikke noget.

Jane har brugt måneder på at rydde op og rydde ud, og derfor orker hun ikke at få mere ind, hun ikke har brug for. Så når man i al kærlighed kommer med en vase, når hun i forvejen har to, så skal hun til at skille sig af med en af dem.

- Når man køber stort set alt brugt, som jeg gør, så får man det også til 80 procent af prisen, og så kan det også føles skørt, at nogle går ud og køber det til fuld pris.

Derfor har julepynten også længe været den samme i rækkehuset lidt uden for København, hvor Jane, hendes kæreste og deres to børn holder til. Der bliver ikke købt nyt, bare fordi årets trend ændrer sig.

Til andre, der overvejer en mere minimalistisk og bæredygtig jul, har Jane et enkelt råd.

- Hvis der er noget, man gerne vil genforhandle, så gør det før den 23. december. Tag snakken allerede nu. Men det er også vigtigt at respektere andres følelser. Hvis der er nogen i familien, der virkelig elsker at give gaver, så prøv at finde en balance. Det vigtigste er relationerne, ikke tingene.

For Jane handler julen nemlig ikke om, hvad der ligger eller ikke ligger under træet, men hvem der sidder rundt om det.