Hun spurgte dem, om de ville spise sammen på en lokal restaurant: "Den dag var det kvinderne, der reddede mig"

Sine Plambech befandt sig endnu engang i Benin City i Nigeria for at lave antropologisk feltarbejde. Egentlig havde hun fået at vide, at hun skulle holde sig fra de lokale restauranter og kun gå ind på den ene pizzabar i centrum ved siden af politistationen.

Men Sine følte sig efterhånden sikker i den meget fattige by, så hun spurgte de kvinder, hun var sammen med, om de ikke skulle spise på en lokal kyllinge­restaurant. Så snart hun kom ind på restauranten, så hun fire fyre i hjørnet, der gjorde hende utryg.

– Man kan ikke hele tiden diskutere med sig selv, hvad der er farligt eller ikke farligt. Man må sætte nogle regler op for sig selv: Hvis du har aftalt med dig selv, at nu går du herind og spiser, er det det, du gør. Og i Benin City kan du ofte møde nogle, der gør dig utryg, ikke? Så jeg bemærker dem bare og sætter mig over for at spise med kvinderne, fortæller Sine og fortsætter:

– Vores chauffør har så åbenbart også lagt mærke til de her fyre, og da de går ud af restauranten, følger han efter dem. Han overhører, at de ringer til nogen og siger: ”I skal skynde jer at komme, der er et hvidt menneske her. Der er et arbejde at udføre!”. Det ender med, at kvinderne hiver mig ind i bilen, og vi drøner afsted, for det er ofte sådan, det lyder, når hvide mennesker kidnappes i Nigera. Den dag var det altså kvinderne, der reddede mig.

Kvinderne, Sine taler om, er alle sex­arbejdere i Benin City. Og episoden på restauranten er blot en ud af mange situationer, hvor Sine har sat sig selv på spil for at følge med i sexarbejdernes liv, længsler, håb og drømme. Hun har rejst i deres fodspor, og det har ført hende til både Thailand, Nigeria, Middelhavet – og ikke mindst Thy.

Faktisk var det i Thy, Sines karriere som antropolog og forsker for alvor begyndte.

– Mit første projekt handlede om ægteskabsmigration, men jeg fandt hurtigt ud af, at en del af de her kvinder også havde sexarbejdserfaring – enten fra Thailand eller i Danmark. Når de havde forskellige problemer – blev skilt eller familien manglede penge for eksempel – gik de ind og fik arbejde på massageklinikker forskellige steder, fortæller Sine, der i nu 21 år som antropolog har forsket i sexarbejde og i år udgav bestselleren ”Global sex – hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme”.

Her følger man Sines mangeårige arbejde med en gruppe kvinder, hvis liv man sjældent hører om i detaljen. Samtidig fletter Sine sin egen historie ind i fortællingen om sit forskningsarbejde.

Den jyske opvækst

Sine har fået interessen for kvinders vilkår ind med modermælken. Hendes mor var pædagog – og feminist, kommunist og socialist. Begge Sines forældre kom fra København. De var hippier og flyttede til et kollektiv uden for Viborg, hvor Sine blev født. Siden blev forældrene skilt, moren mødte Sines stedfar, og de flyttede sammen.

– I mit hjem hang der et stort linoleumstryk af Dea Trier Mørch, hvor der stod ”kvinder er den halve verden”, og det påvirkede mig. Samtidig var min stedfar meget aktiv i fagforening, og min biologiske far og stedmor var også socialister og kommunister. Det prægede mig. Og der sker på en eller anden måde det, at når man er interesseret i kvinders vilkår, arbejdsforhold og globale forhold, så ender man ved sexarbejde, siger Sine og fortsætter:

– Jeg har altid været nysgerrig og interesseret i andre mennesker. Derfor fandt jeg en ro i antropologien: Min lyst til at sætte sig i andre menneskers sted kunne bruges til noget!

Selv om Sine understreger, at der er meget langt fra hendes trygge liv i Danmark med mand, børn og en stor lejlighed på Vesterbro og så kvindernes liv som illegale migranter og sexarbejdere, har hun med årene opdaget, at der også er meget ved kvindernes liv, hun kan forstå.

– Jeg forsøger i bogen at sige, at vi som mennesker har nogle ting til fælles. Og det har vi som kvinder også. Vores liv følger hinandens. Kvindernes forældre er måske døde, de er blevet ramt af sygdom, de har fået børn og så videre. Alt det har jeg også selv været igennem, siger Sine, der allerede blev mor første gang som 20-årig.

Hun var kærester med en 12 år ældre mand, og de havde kun været sammen i otte måneder – men de var ikke i tvivl om, at de skulle have barnet.

– Det var ikke ligefrem planlagt, men det var heller ikke sådan, at min daværende mand og jeg ikke ville have ham. Vi var bare virkelig forelskede! Mine forældre skulle have sig en ordentlig whisky, da de hørte det, for jeg var jo kun lige blevet færdig med gymnasiet, fortæller Sine.

– Ingen i min omgangskreds havde børn. Men vi tog på jordomrejse, for dengang kunne man få forældreorlov. Vi rejste jorden rundt med vores lille søn på et år, og det gav mig en lyst til at lære verden endnu bedre at kende.

Siden begyndte Sine at studere antropologi. Hun kunne sidde i timevis på biblioteket og studere, og hun fandt hurtigt ud af, at hun var god til at tale med mennesker.

Da hendes manden fik kræft, troede de egentlig, at de ikke kunne få flere børn. Med ved et mirakel skete det, og Sine blev mor igen, mens hun begyndte at lave feltarbejde ude i verden – og hun tog både børn og mand med.

– Børnene er en del af mit arbejde. Jeg er blevet erfaren i at have en tumling med i en rygsæk, når jeg skal ud til en landsby og tale med kvinderne. Og børnene åbner også noget for mig, for kvinderne ser også mit rod. Jeg kommer ikke kun som sådan en forskertype, der betragter dem. De ser også, når mit barn ikke vil spise eller har sovet dårligt, siger Sine, der dog også er blevet nødt til at træffe svære valg som mor.

Drømmen om New York

Da Sine besluttede sig for at blive forsker, søgte hun en Ph.d. på både Oxford, Cambridge og også i New York.

Egentlig havde hun lovet sin mand, at hun ikke ville søge i New York, for det kunne han ikke overskue med to børn. Men hun gjorde det alligevel og holdt det hemmeligt. Og en dag ringede telefonen.

– Pludselig ringede den her anerkendte professor fra universitetet i New York, og jeg skyndte mig ud på badeværelset, så min mand ikke kunne høre vores samtale. Hun sagde, at jeg var blevet optaget, og det første, jeg kom til at udbryde, var: ”Hvordan skal jeg få passet mine børn?”. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op.

Sine endte med at tage til New York for at lave en Ph.d. Med sig havde hun sin yngste søn, men den ældste på 12 år og manden blev i Danmark. Ægteskabet var slidt, og Sine og hendes mand blev skilt – og sønnen valgte at blive hos sin far i en periode. Senere kom den ældste søn også til New York, og i dag er de meget nære.

– Jeg kan stadig tænke: ”Hvilken mor rejser fra sit barn på den måde?”. Samtidig er jeg vildt glad for det i dag. For det gjorde, at jeg kunne blive forsker på højt niveau og få et liv, jeg var glad for. Jeg har spekuleret meget på, hvorfor jeg turde.

– Min mor havde meget drivkraft, men hun tog aldrig de valg, som jeg gjorde. Hun drømte for eksempel om at flytte tilbage til København, men hun tog også meget hensyn til andre mennesker. Måske kom mit mod af, at jeg tænkte: ”Man skal ikke dø bitter! Man skal sige ja til de muligheder, man får. Og så skal det nok gå”.

På sin vis kan man sige, at Sine gjorde det samme som de kvinder, hun endte med at følge rundt i verden, også har gjort. At rejse i en periode fra sit barn for at flytte sig i livet. I bogen ”Global sex” beskrives en række kvinders rejse rundt i verden, mens de udfører sexarbejde.

– Kvinderne kommer fra det, vi kalder tredjelande. De skal forsørge deres familier og har ikke adgang til at rejse over grænserne. Typisk har de kun gået i fjerde til syvende klasse. Når man ikke har adgang til andre arbejdsområder, ender man med sexarbejde, for her kan man – hvis man er heldig – hurtigt tjene mange penge. Sådan har det altid været, også historisk set, for kvinder.

– Når du ikke har andet at sælge, har du det, din krop kan tilbyde, fortæller Sine, der med sin forskning håber at ændre synet på en gruppe kvinder, hvis valg ofte er omgærdet med stigma og fordomme.

– Jeg oplever, at de her kvinder har meget få valg på en lillebitte hylde. Men alligevel forsøger de at gøre deres liv bare lidt bedre. De overvejer måske, om de skal rykke over på et andet bordel, hvor der er en anden type kunder, de kan tjene flere penge på. Eller hvordan de kan rykke tættere på deres børn og stadig tjene penge. Den slags ting, siger Sine.

At hjælpe hinanden

Sine har nu fået to børn mere med sin anden mand, Janus. Hendes ældste barn er 28 år, og hendes yngste er to år. Ligesom hun kender kvindernes børn, kender de også hendes, for hun har insisteret på at tage børnene med igen og igen.

Sexarbejderne har for eksempel passet dem, mens hun har talt med andre kvinder i andre landsbyer. Og ligesom kvinderne giver til Sine, giver hun også noget til dem – både menneskeligt, men også økonomisk. Hvis en kvinde for eksempel mangler penge til en abort, låner Sine hende dem.

– Der vil altid være en asymmetri mellem mig og kvinderne. Det er der ikke en løsning på. Jeg har valgt en metode, hvor jeg som antropolog og forsker også hjælper de her kvinder økonomisk. Hvis de mangler penge til at få foretaget en abort et ordentligt sted i stedet for hos en kvaksalver, låner jeg dem det. For ellers kan de dø af det.

– Når man arbejder med så udsatte mennesker, kan man ikke bare sige: ”Tak for alt det, I har fortalt mig. Hav det godt”. Det fungerer ikke for mig. Og jeg ved, at når de spørger mig, er det, fordi de ikke har andre at spørge.

Der er et meget stærkt fællesskab mellem Sine og hendes familie – og de kvinder, Sine følger. Det fornemmer man tydeligt i bogen ”Global sex”.

Her deler kvinderne generøst ud af deres liv, og der er også en række billeder fra deres hverdag. Det er en hverdag med afsavn, for de er ofte væk fra deres familier. Samtidig kan sexarbejdet have store fysiske og mentale konsekvenser for kvinderne. Men de gør det alligevel.

– Det voldsomt brutale og samtidig utroligt menneskelige ved de her kvinder, der udfører sexarbejde, er, hvor meget de ofrer for deres familier. Vi kan selvfølgelig godt snakke om, hvordan det er på de her klinikker. Mødet med kunderne, hvilke former for sex de tilbyder.

– Men det overordnede, menneskelige perspektiv er, at de her kvinder bliver nødt til at tage meget store valg for at tage sig af deres familie, fortæller Sine, der dog også indrømmer, at hendes eget valg af liv ikke har været omkostningsfrit.

– Det her liv har nogle gange kostet i mine relationer. Jeg har ikke altid kunnet være til stede på mærkedage i min familie eller for mine veninder. Jeg har ikke et nært netværk af folk, der altid kan regne med mig – selv om jeg prøver så godt jeg kan. Det begynder jeg at blive mere og mere opmærksom på: Hvordan undgår jeg at gå alene rundt i verden?

– Jeg kan godt have følelsen af at være en énkvindehær, og den følelse har de her kvinder også. Jeg hjælper dem, men jeg har samtidig fire børn og et liv herhjemme. Så ja. Nogle gange skal jeg have meget lange arme.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 48/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.