Popkultur
13. december 2024

'Matadors' Ulla Henningsen blev en del af en spektakulær romance

Ligesom Skjold Hansens datter gafler Kristen i Korsbæk, faldt Ulla Henningsen for Anne Linnet og vice versa.
Af: Kristian Ruhe Thorsen
Ulla Henningsen

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Denne artikel blev første gang bragt i 2017.

Den unge Iben Skjold Hansen giver i 'Matador' alt, hvad charmen kan trække, for at få bankdirektør Kristen Skjerns opmærksomhed – og det lykkes.

På samme måde blev Ulla Henningsen, den talentfulde skuespiller bag sagførerdatteren i DR’s evige seriehit, i en periode bejlet til at Anne Linnet.

Anne Linnet var så fascineret af Ulla Henningsen, at 80’er-ikonet skrev sangen ”Smuk og dejlig” om lige netop Ulla. Hun havde brændt sig fast i Linnets bevidsthed.

Romancen fik lov at udvikle sig i en periode.

Dog skabte det raseri i Linnethjemmet – for hendes mand, Holger Laumann, var bestemt ikke glad for at have en fremmed kvinde i sin seng, mens han var ude af hjemmet.

Anne Linnet har selv forklaret om dramaet i sin bog ”Testamentet” fra 2012.

"Han koger af raseri, tager sengetøjet af dobbeltsengen og kaster det ud over gelænderet på balkonen, madrassen ryger samme vej, og jeg står og spekulerer på, hvornår han holder op. Han har fået uanede kræfter, for nu bakser han med selve sengen, som er stor og tung, han pruster af raseri som et vildt dyr," skriver Linnet om det tidspunkt, hvor ægtemanden opdager, at ”hende den rædselsfulde sæk fra Århus Teater” har været på natligt besøg.

Senere i livet har Ulla Henningsen opsøgt drama i hverdagen, selv om hun nu er fasttømret med jazzmusikeren Uffe Markussen og har været det i mere end 20 år.

I 2015 blandede den i dag 73-årige skuespiller sig i miljøaktivisme.

Sammen med en gruppe fra Greenpeace lænkede hun sig fast til et boretårn i Nordjylland for at forhindre boring efter skifergas.

Det nåede dog aldrig til, at politiet måtte fjerne skuespilleren. Efter nogle timer låste hun sig selv fri og tog hjem.

"Jeg fik pludselig nok, så jeg måtte kapitulere og tage hjem og tage et varmt bad. Det er trættende at stå i stiv kuling, og jeg skal spille på teateret i aften, så det er begrænset, hvor mange kræfter jeg har," forklarede Ulla Henningsen til Ekstra Bladet efter aktionen.

Denne artikel blev først bragt hos SE og HØR, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også