Liv
13. december 2024

Da jeg vågnede næste morgen, var skammen sort og buldrende. Men jeg er færdig med at undskylde

Kvinder skammer sig mere over at drikke sig fulde end mænd. Men måske skulle vi tillade os selv at slippe hæmningerne en smule for en stund, skriver Johanne Bille i en kommentar.
Af: Johanne Bille
johanne

Foto: Emma Line Sejersen

Johanne Bille er forfatter og redaktør. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det var egentlig ikke planen, at det skulle blive en festlig aften.

Jeg skulle på arbejde næste dag (undskyld chef, hvis du læser det her!), men det ene tog det andet:

Min veninde kom med en flaske rom og kakao ud på eftermiddagen – klip til, at jeg sad på et af mine favoritværtshuse og havde fået lidt for mange fadøl indenbords med en god gruppe venner.

Jeg var godt selv bevidst om, at jeg var blevet fuld. Jeg snøvlede, grinede lidt for meget og var sikkert ikke det mest sammenhængende menneske.

Jeg hyggede mig, men jeg forstod også, at det kun ville blive værre efter flere øl. Så hvad gjorde jeg? Jeg gik hjem. Endda med afslutningsreplikken: Jeg er blevet for fuld.

Næste morgen vågnede jeg med en snert af tømmermænd, men det var ikke ulideligt. Slet ikke faktisk.

Hvad der derimod var ulideligt, var mine moralske tømmermænd. Jeg gennemspillede alle samtaler, men huskede kun det sidste af aftenen i glimt.

Skammen var sort og buldrende; jeg havde ganske enkelt svært ved at holde den ud.

Den sad som en uro i maven, en lyst til at gemme mig, nej, faktisk var det værre end det. Jeg havde en følelse af at have begået mit livs største fejltagelse, der ville ødelægge mit liv og aldrig kunne gøres om. Fejltagelsen? Den var sådan set bare, at jeg havde drukket mig fuld.

Den følelse er jeg ikke ene om.

Moralske tømmermænd findes også hos mænd, selvfølgelig, men noget tyder på, at især kvinder skammer sig over at have været fulde.

Internettet bugner af foraer, hvor anonyme kvinder deler deres dagen derpå-skam, afarter af ovenstående beretning går igen og igen, og faktisk viser et studie, at hele 17 procent flere kvinder skammer sig over at have været fulde end mænd gør. Det er en forskel, der er til at tage og føle på – og jeg forstår det godt.

Siden, jeg begyndte at drikke alkohol, har det med at blive fuld været skamfuldt, ydmygende og utrygt for mig. Jeg husker, hvordan drengene i min gymnasieklasse tog billeder af mig i brandert, hvor jeg kyssede med én, jeg var forelsket i.

Næste dag hang billederne over alt på gymnasiet, og der blev peget fingre.

Se hvor stiv, hun er, blev der sagt, og jeg måtte gå hjem fra skole, sidde på en bænk og vente, fordi jeg var for skamfuld til at gå hjem til mine forældre og fortælle det. At drengen, jeg havde kysset med, havde været mindst ligeså fuld som mig, blev ikke nævnt med et ord.

Jo ældre jeg blev, jo flere gange oplevede jeg rynkede bryn efter en (sjælden) brandert.

Der blev grinet af mændene, når de havde været for fulde, men når jeg og mine veninder blev det, skulle den have én over nakken med bebrejdelser, skyld og mishag. Da jeg blev voldtaget, hørte jeg igen og igen spørgsmålet (kun stillet af mænd): Var du ikke også ret fuld?

Og netop en afart af den sætning blev da også sagt til mig dagen efter min brandert.

En af mine venner kommenterede min fuldskab.

Det havde været pinligt, måtte jeg forstå. Jeg var jo ikke en teenager mere. Mens jeg kiggede ind i hans øjne, forstod jeg, at jeg åbenbart havde gjort det ubehageligt for ham med min fuldskab. Faktisk ulideligt. Det var uacceptabelt; det var tydeligt i hans mimik.

Hvad min ven ikke forstod, var, at han med så få ord bekræftede mange års skam i mig. Det sorte indeni mig blev endnu mørkere.

Jeg havde haft ret i min selvlede, i min skyld, i at jeg havde begået mit livs største fejl.

Skammen var altoverskyggende, og jeg reagerede med tårer og stilhed. Han forstod det ikke. Det forstår jeg til gengæld godt, at han ikke gjorde.

Jeg tror i hvert fald ikke, at han på samme måde som os kvinder har oplevet, hvordan ethvert kontroltab – hvor minimalt det end må være – udskammes.

Bagefter vores samtale ringede jeg til en veninde, der havde været der samme aften. Har jeg været ubehagelig, spurgte jeg. Har jeg været pinlig?

Hun grinede. Nej da, sagde hun, du havde fået lidt rigeligt – men du var sådan set bare i godt humør ligesom os andre.

Den her beretning tager udgangspunkt i min ven, men det er ikke ham, jeg vil pege fingre ad.

Jeg vil derimod gerne pege fingeren mod en samfundsnorm, som jeg er sikker på, var på færde, da min ven så min fuldskab og kommenterede den, som han gjorde.

Faktisk tror jeg, ordene fra ham lige så godt kunne være kommet fra en anden – han er ikke et unikt eksempel, simpelthen.

I århundreder er kvinder blevet udskammet for at være for kontante, for meget i kontakt med naturen, for højtråbende, for farverige, for vrede, for insisterende - og for fulde.

De er blevet brændt på bål og sat i tugthus, det sker heldigvis ikke længere, men stigmaet om, at kvinder, der ikke reagerer lydigt og underdanigt, ikke tager vare på den gode stemning, er forkerte, trives i bedste velgående mellem linjerne. Det trives i hvert fald i mig.

Den fulde, farverige og højtråbende kvinde er farlig, må man forstå.

Og jeg tror, det billede på den fulde kvinde handler om, at her er tale om en kvinde, der gør noget for sin egen skyld. Det gælder i hvert fald for mig: Jeg drak mig fuld den aften, fordi jeg havde lyst.

Jeg havde lyst til for en gangs skyld – bare en enkel aften – at slippe nogle af de hæmninger, der kontrollerer mig hver dag.

Som Ann Dowsett Johnston, der har skrevet bogen ”Drink: The Intimate Relationship Between Women And Alcohol”, siger i denne artikel, drikker kvinder på grund af stress, udmattelse eller angst, hvorimod mænd drikker, fordi det er sjovt.

Og jeg var stresset den aften.

Helt utrolig stresset faktisk.

Ikke over arbejdsopgaver som sådan, men jeg havde sådan lyst til at glemme den lille stemme indeni i mig, der hele tiden siger, at jeg skal minimere mig selv, passe på, være kontrolleret, have styr på ting.

Min fuldskab var en gave, jeg gav til mig selv. Vær skamfri, sagde jeg til mig selv, da jeg tog imod endnu en fadøl. Tænk at have en aften uden skam?

Skammen vendte tifold tilbage dagen derpå, og det skyldtes ikke kun min vens kommentar.

Det skyldtes også noget indeni mig selv – ansvaret er delt. Men den her gang, modsat andre gange hvor jeg er blevet udskammet for at være for fuld, sagde jeg ikke undskyld.

Det er jeg simpelthen færdig med. Vi kan grine af, at jeg har været fuld.

Vi kan kramme hinanden og sige ”hold da op, den fik én på hatten i går”.

Men undskylde for, at jeg har haft en god aften med en promille i blodet uden at skade andre? Det kommer jeg simpelthen ikke til at undskylde for igen.

Det buldrende sorte kommer sikkert stadig til at findes indeni mig igen efter en tur i byen, men jeg tror, det bliver lysere, jo mere jeg anerkender, at jeg gerne må være fylde noget. Med eller uden et par fadøl indenbords.

Så kære kvinde, der måske er kommet til at drikke sig lidt for fuld til en julefrokost – eller på en helt almindelig hverdag. Hvis det sker ofte, skal du selvfølgelig tænke over dit alkoholmønster, det er klart, for alkoholisme i større eller mindre grad er en farlig størrelse.

Og hvis du har gjort uret mod andre i din fuldskab, skal du selvfølgelig også undskylde for det. Men hvis ingen af delene er tilfældet?

Så tillad dig selv at nyde, at du har sluppet hæmningerne for en stund. Så vil jeg prøve at gøre det samme.

Læs mere om:

Læs også