Da veninden så hende, virkede hun glad. Men for Tine var det, der fulgte skamfuldt

Vi kan alle have svært ved at huske et ansigt en gang imellem, men er man ansigtsblind, kan det være så ekstremt, at man ikke kan genkende sig selv i spejlet, sine børn eller sin partner.

Det kan også være nære venner, som man ikke kan huske, at man har set før, når man møder dem tilfældigt på gaden.

Det har Tine Filges oplevet mange gange. Hun kan blandt andet fortælle, om dengang hun skulle til en undersøgelse på det hospital, hvor hendes veninde arbejdede som sygeplejerske.

Tine stødte tilfældigt på veninden i indgangspartiet. Men Tine kunne slet ikke genkende hende.

– Hun virkede glad for at se mig, så jeg tænkte, at jeg burde vide, hvem hun var. Jeg blev skamfuld, for det var så pinligt, at jeg ikke kunne genkende hende. Mens hun talte, kunne jeg mærke, at hendes stemme og toneleje virkede bekendt. I tankerne gennemgik jeg alle muligheder for, hvem hun kunne være. Jeg kom til at virke forvirret, og hun kunne mærke, at noget var galt. På det tidspunkt vidste jeg ikke selv, at jeg var ansigtsblind, så jeg troede, at det skyldtes, at jeg var glemsom og distræt. Først da min veninde fortalte, at hun for nylig var holdt op med at gå med briller, gik det op for mig, at det var min veninde. Jeg var så flov, fortæller Tine Filges.

Store mørketal

Ansigtsblindhed er en nyere diagnose med det latinske navn congenital prosopagnosia.

Ansigtsblindhed har altid eksistereret, men først inden for de seneste 15 år er man begyndt at forske i lidelsen, så der er fortsat meget, forskerne ikke ved.

Christian Gerlach er ansat som professor MSO i kognitiv neurovidenskab ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet (SDU), hvor han forsker i visuel objektgenkendelse og ansigtsblindhed.

– Man regner med, at to procent af befolkningen har diagnosen, men fordi mange ikke ved, at det er en diagnose at have ekstra svært ved at genkende ansigter, må det antages, at langt flere er ansigtsblinde uden at være klar over det. De tror måske, at de ikke kan huske ansigter, fordi de har en dårlig hukommelse. Eller de er måske overbeviste om, at andre har lige så svært ved at genkende ansigter, siger Christian Gerlach, der mener, at ansigtsblindhed er et større problem i dag end tidligere.

– I dag har vi mange flere mennesker, som kommer og går i vores liv. Vi flytter mere end tidligere, hvor vi kunne bo i den samme lille by et helt liv. Og vi skifter hyppigere arbejde. Vi bliver desuden bombarderet med ansigter i medierne og på de sociale medier. Når der er så mange ansigter, man skal huske, bliver det sværere at være ramt af ansigtsblindhed, siger Christian Gerlach.

Ser andre kendetegn

Når man er ansigtsblind, kan man godt aflæse ansigtsudtryk og sindsstemning, men man har problemer med at afgøre, hvem ansigtet tilhører.

– Det er et stort arbejde for hjernen at genkende et ansigt. Selv om vi ser forskellige ud, så ligner vi mennesker også hinanden, fordi vi alle sammen har to øjne, en næse og en mund. Som ansigtsblind lærer man sig at kompensere ved at lægge mærke til, hvilken frisure, hårfarve eller tøj andre har på, så man kan genkende dem på disse ting i stedet. Men det er ikke altid, den strategi fungerer, for skifter en person frisure, hårfarve eller tøj, kan man ikke genkende vedkommende. Derfor er mange ansigtsblinde nødt til at genkende andre på deres stemmer, kropsbevægelser eller særlige kendetegn som for eksempel et ar eller en tatovering, siger Christian Gerlach og peger på, at det kan have store konsekvenser for det sociale liv at være ansigtsblind.

– Man kan miste lysten til at færdes i det offentlige rum, fordi man er bange for at møde en, man ikke kan genkende. Hvis man kommer til at gå forbi vedkommende uden at hilse, frygter man at blive opfattet som underlig og arrogant. Nogle mennesker med ansigtsblindhed kommer til at leve et mere isoleret liv, fordi de er flove over ikke at kunne genkende andre.

At man kan være bange for at blive opfattet som underlig, fordi man ikke kan genkende andre, kender Tine Filges til:

– Man forventes at kunne genkende folk med det samme, når man møder dem. Det kan jeg ikke. Så når jeg står over for en og kigger lidt for længe på vedkommende uden at ane, hvad jeg skal stille op, kan den anden med det samme mærke det. Vi tilpasser desuden vores måde at hilse på hinanden, alt efter hvem vi møder. Det gælder både privat og i arbejdssammenhæng. Derfor kan det føles meget skamfuldt, når man ikke ved, hvordan man skal tilpasse sin hilsen.

En udviklingsforstyrrelse

Gennem de seneste år har Christian Gerlach arbejdet på et forskningsprojekt, der har undersøgt hjernen for at finde årsagerne til ansigtsblindhed.

– Vi er nu færdige med nogle studier, hvor resultaterne overraskede os. Vi havde en formodning om, at ansigtsblindhed ville vise sig i højre side af hjernen, fordi ansigtsblindhed, som skyldes hjerneskade, plejer at skyldes skade her. Når ansigtsblindhed ikke skyldes en hjerneskade, men er udviklingsbetinget, er forstyrrelsen i venstre hjernehalvdel, siger Christian Gerlach.

Han mener, at en forklaring på denne opdagelse kan være, at udviklingen af evnen til at genkende ansigter afhænger af venstre hjernehalvdel.

– Hjernen er ikke færdigudviklet ved fødslen. Studier af nyfødte viser, at de begynder at se efter ansigter på andre, allerede når de er en time gamle. Udviklingen af ansigtsgenkendelse foregår især i venstre hjernehalvdel. Så det tyder på, at ansigtsblindhed er en udviklingsforstyrrelse. Først når vi er i begyndelsen af 20’erne, er vores evne til at genkende ansigter fuldt udviklet. Studier tyder også på, at denne evne er arvelig. Så hvis du har en forælder, der oplever ansigtsblindhed, er der 50 procents risiko for, at du også selv gør det.

Er jeg mon ansigtsblind?

– Når diagnosen skal stilles, bruger vi tests, hvor man får vist kendte ansigter fra medierne blandet med ukendte ansigter. Så skal man tage stilling til, om man har set dem før. Ansigterne er uden hår og briller eller andre særlige kendetegn, så man kun ser ansigterne med øjne, næse og mund. På den måde kommer man ikke til at kompensere og i stedet genkende et menneske på hår eller briller, siger Christian Gerlach og fortsætter:

– Hvis man er ansigtsblind, har man langt sværere ved at genkende ansigter end andre mennesker og ikke bare svært ved det en gang imellem. Mange er glade for endelig at få en diagnose, for så giver deres udfordringer bedre mening for dem. Især tv bliver fremhævet som problematisk hos de mennesker, hvor vi konstaterer ansigtsblindhed. De er mindre interesserede i at se film sammen med familien, fordi familien synes, at det er anstrengende, at de ikke kan følge med i en film, når de for eksempel tror, at det er en ny person, hver gang personen har skiftet tøj fra en scene til en anden.

Tine Filges kan genkende udfordringen med at se film og serier.

– Jeg kan se en hel sæson af en serie med den samme skuespiller, og når jeg så ser ham i en anden film, aner jeg ikke, at jeg har set ham før. Før jeg var klar over, at jeg er ansigtsblind, kunne jeg blive flov og tavs, når min mand sagde, at det var den samme skuespiller.

Tine Filges oplever, at det har gjort en stor forskel at finde ud af, at hun lider af ansigtsblindhed.

– Før diagnosen holdt jeg problemet skjult for selv de nærmeste. Jeg troede, at der var noget galt med mig, hvad det med ansigter angik. Ikke at kunne noget, jeg burde kunne, fordi andre kan det, gav mig en følelse af at mangle noget. Jeg har følt mig dum. Da jeg fik diagnosen, holdt jeg op med at føle mig dum – jeg har bare et lille handicap, som jeg må lære at leve med, siger Tine Filges, der ved et tilfælde opdagede, at der var noget, der heder ansigtsblindhed.

– Jeg hørte en podcast om lidelsen, og så lod jeg mig teste. Jeg blev så lettet over at finde ud af, at det ikke er mig, der er underlig, men at det rent faktisk er en diagnose. I dag fortæller jeg folk, at jeg er ansigtsblind, hvis der opstår mærkelige situationer, og det hjælper mig. Jeg er ikke længere flov over ikke at kunne genkende ansigter.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 50/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.