Kærlighed og sex
23. december 2024

Jeg har været single i København i seks år. Her er min guide til 50 røde flag, du ikke må ignorere

Hvis han for eksempel har taget shorts på til jeres date, er han ligeglad med dig og dine følelser, skriver Nina Pratt i en klumme.
Af: Nina Pratt
Tegning: Nina Pratt

Illustration: Nina Pratt

Tyre er sære dyr. Sådan: Lad dog være med at løbe rundt i cirkler efter et eller andet dødssygt, rødt flag med 120 km/t. Det er jo bare fjollet.

Men ak, here I am, en aggressiv ko, der jagter red flags, som var de billige andele ved Sortedam Dossering. Og jeg er ikke alene. De seneste par år har internettet haft travlt med at hejse røde flag over alverdens nederen opførsel.

Et rødt flag bruges som metafor for problematisk adfærd i romantiske relationer. Mens udtrykket oprindeligt knyttede sig til mere alvorlige advarselslamper såsom voldelig, kontrollerende og manipulerende adfærd, så har begrebet siden udvidet sig til også at inkludere mindre ting. Alt fra en forkert holdning, udsagn, påklædning eller hobby kan nu kvalificeres som et rødt flag.

Det er faktisk ikke til at finde hoved og hale i, hvad der efterhånden er et rødt flag. Og når man har været single i seks år på den københavnske datingscene, ved man ét og andet.

Derfor får du her et overblik over 50 rødglødende flag, du skal have øje for.

Inden daten
Vi starter ved begyndelsen. Nogle røde flag er allerede synlige i dating-appen.

  • Vedkommendes dating-app profil har et billede af sig selv, der holder en fisk i fleece trøje

Vi må håbe, at det faldende antal fisk i havet i det mindste har haft en positiv indvirkning på denne trend.

  • Interesser inkluderer ”at rejse” og ”drikke god vin” og ”spise god mad”

Fedt! Mine interesser inkluderer vejrtrækning og just sitting (på japansk kaldet ’shikantaza’).

  • Skriver, at de er wine-aholic

Der findes et andet ord for denne interesse: alkoholisme.

  • ”Skal der ananas på pizza, ja eller nej?”

Får dig til at overveje, om du skal slette alle datingapps og smide din smartphone i havet.

  • Har et citat, der handler om overlevelse à la ’what doesn’t kill you makes you stronger’ i bio’en.

Har til formål at så tanker som ”wow, hvilke traumer har han gennemlevet?” hos dig, men indgyder i virkeligheden en trang til at sove.

  • Har skrevet, at de taler ’flydende sarkasme’.

Kender du reglen om, at hvis en restaurant kalder sin mad for ’gourmet’, så er det ikke gourmet? Samme princip gælder her.

https://imgix.femina.dk/2024-12-17/63A552E0-A946-4A3E-A71C-525D7EBBC982.png
  • Du genkender vedkommende fra folkeskolen

Får dig til at føle, at du er til øjenundersøgelse.

  • Har udelukkende spejlselfies på sin profil

Ugh. Det betyder, at du allerede har swipet dig igennem alle de gode, og nu er der kun bundfaldet tilbage. Så er det tid til at slette appen og smutte ned i den nærmeste Jem og Fix og se hjælpeløs ud, mens du venter på, at nogen kommer og mansplainer værktøj for dig. Personligt har jeg haft held med at score i Stark på Amagerbrogade.

  • Vedkommende sender ”;)” i stedet for ”:)”

Wow, makker. Du har ikke engang mødt mig, og du sender mig allerede smiley-ækivalenten af nudes. Så upassende.

  • Beder dig om at gætte, hvor mange lande de har boet i

Hvorfor stoppe der, når der nu er så mange andre sjove lege derude. Såsom at gætte, hvad man typisk får til morgenmad i Kazakhstan.

https://imgix.femina.dk/2024-12-17/812B6FE5-D698-4AAE-BDD9-FDA010509604.png

Førstehåndsindtrykket

Yay, du skal på date! Mens du står foran baren, hører du nogen råbe dit navn. Du vender dig om for at opdage, at vedkommende er iklædt:

  • Mullet

Typen, der hopper med på enhver trend, uanset hvor rædsom den er. Når det bliver in at have tonsur og mankini på næste år, er ham her den første, der falder i fælden. Det orker du ikke i længden.

  • Shorts

Hvis han har taget shorts på til jeres date, er han ligeglad med dig og dine følelser. Og sit udseende, tilsyneladende.

  • Medlemskort til Søpavillionen

Husk at brug prævention, for der er med god sandsynlighed galoperende klamydia i den her finance bro. Dog er han nok ved muffen, så hvad er lidt kønssygdom målt op imod en gratis Four Meal Drive på Sticks?

  • Gammelt festivalarmbånd

Vær på vagt: Den her makker kommer til at hive en guitar frem.

  • Barbour-jakke

Kommer nok til at ghoste dig, men har i det mindste rige forældre.

  • Læder wallet som iPhone case

Han er for gammel til dig, søde.

  • Krænkerbrillen

Bare dårlige vibes.

  • Charmeklud

Det er umuligt at kigge væk, når der er en charmeklud iblandt os.

Samtalen

Alright – det første møde er overstået, og I smalltalker lidt, inden I bestiller. Det går nogenlunde, indtil der falder udsagn som:

  • ”Alder er bare et tal.”

Et udtryk, der sædvanligvis bruges af næsten 30-årige mænd, der skal forklare sine kolleger, hvorfor deres kæreste er 15 år. Hvis du endelig gerne vil lægges an på af voksne mænd ved navn Mike, så kan du jo bare downloade Tinder, når du besøger dine forældre i provinsen.

  • ”Jeg er CEO... i enkeltmandsfirma”.

Du kan godt høre dig selv sige det, ikke? ”Mor, han er ikke arbejdsløs, han er CEO i enkeltmandsfirma”. I samme nabolag finder vi jobtitler som ’podcastvært’, ’ mikro-influencer’, ’rapper’ og ’krypto-investor’. Det bliver et nej tak herfra. (Min redaktør påpeger, at undertegnede er CEO i enkeltmandsfirma, men undertegnede er freelancer, så det er noget helt, helt andet.)

  • ”Jeg bor hos mine forældre”

Medmindre vedkommende går under navnet ”Prins Christian”, er denne en definitiv no-go.

  • ”Hvad er dit stjernetegn?”

I samme kategori finder vi spørgsmål som ”hvilken personlighedstype er du?”, hvilket du heller ikke orker. Folk, der har desperat brug for at blive sat i en kasse, har ingen personlighed. Hilsen en skorpion, der er ’intens individualist’ (type 4 i Enneagrammet).

  • ”Det er sjovt at date”

Enten er vedkommende afsindigt lækker eller galoperende psykopat.

  • ”Jeg følger ikke med i nyhederne”

Dét øjeblik, denne sætning ytres, transformerer vedkommende om til den der dude med horn, pels og bar kasse, der stormede The Capitol i Washington.

  • ”Jeg har fundet Gud”

Denne person har været alvorligt ude at skide. Der var nok stoffer og knive involveret og masser af sex med tvivlsomt samtykke.

  • ”Jeg er skilsmissebarn”

Spoiler: 80 procent af dating er at lade, som om du er chokeret over denne afsløring.

  • ”Man må jo ikke sige noget længere”

Den orker du ikke at tage, den her.

  • ”Top-top skatten”

Se ovenstående.

  • ”Jeg er blevet indkaldt til HR-møde”.

En tikkende #Metoo bombe. Løb.

  • ”Blinkende lygter er en fed film”

Vedkommende har en voldsom trang til at understrege, at de er en hvid, hetero cis-mand.

https://imgix.femina.dk/2024-12-17/CAAF15FE-AFDA-4DA7-A265-682A05C0A9ED.png

Når I sidder ved bordet

Tid til at få noget indenbords. Men så…

  • Bestiller vand

Det bliver en lang aften.

  • ”Jeg faster”

Det kan betyde tre ting:

  • Vedkommende er blevet suget ind i Emil Thorups spindelvæv af body age besættelse. Det betyder intet sukker eller alkohol og en Gollum-agtig værnelse om de precious 40+ daglige kosttilskudstabletter.
  • De er ludfattige, men har rebranded fattigdom som ’periodisk faste’. Kloge, forfærdelige mennesker.
  • De fejrer ramadan. Ikke et rødt flag i sig selv, men godt at vide, så du kan arrangere en date, der kræver mindst mulig energi som en udendørslur i H.C. Ørstedsparken eller en busrundtur med 5C.

”Kan du ikke lide østers?”

Din mor kommer til at hade ham her.

Sutter på fingre

LØB.

Bestiller nachos

Madækvivalenten af shorts.

Kan ikke lide tomater

For besværligt.

Spørger, om noget er fermenteret

Et forsøg på at få gratis kulturel kapital.

Interesser og vaner

Det er tid til at lære hinanden at kende, så du spørger, hvad vedkommende laver i deres fritid. Det går fint. Indtil de siger:

Vinterbadning

Find dit kors og hvidløgshalskæde frem med det vons. Denne isvampyr vil gøre alt for at konvertere dig.

Løvens Hule

Taler dit øre af om hans gode idé til en app. Men hvis han betaler for din 65 kroner dyre IPA, så kan du da godt smide et troværdigt ”ej, hvor spændende”.

Bruger Internet Explorer

Reaktionær tangerende til det provokerende – men har potentiale til at blive BFF med din far.

Deler løberesultater på Instagram

Uf, en mellemleder. Proceed at your own risk.

Hader alt, der er populært

Find vedkommende stå og klage over DJ’en til næste fest.

Drikker energidrik dagligt

Med i købet får du en gamerstol, sorte frottélagner, døde husplanter, støvbeklædte overflader og sure underbukser.

Airfryer

Voksne mænd elsker at fortælle om de nye maskiner, de har fået. Det er rædsomt for os andre.

Står i kø til Louis Vuitton butikken på Strøget

Spørg dig selv: Har du virkelig lyst til at være en af dem, der står i kø til Louis Vuitton butikken på Strøget?

Står op kl. 06 om morgenen for at træne

En Ole Henriksen’sk energi, der ikke er til at tolerere før klokken 13 som minimum.

Efter daten

Tid til at runde aftenen af. I rejser jer begge, da…

Vedkommende tilbyder at betale, men er 9 minutter og 37 sekunder om at finde dankort.

Du har aldrig haft et så brændende ønske om at dø.

Vedkommende siger, at du ”godt nok kan tale meget”.

Det kan godt være, at der ikke er mange fisk tilbage i havet, men ved du, hvad der ellers er meget af i havet? Skrald.

Går efter et kys, selv om viben slet ikke er der

Jeiner.

Vedkommende skynder sig væk fra dig, efter I har sagt farvel

Enten er han just not that into you, eller også har han diarré.

Læs mere om:

Læs også