Se, lyt & oplev
17. december 2024

”Fuld balalajka igen”: ’Paradise Hotel’ vender endelig tilbage til sit gamle format

Viaplay kaster håndklædet i ringen og giver nu seerne præcis det, de gerne vil have.
Af: Kathrine Bækgaard Gade
paradise hotel 2025

Foto: Viaplay

Nytårsdag har det med at være en ubehagelig affære, men nu har Viaplay rystet Paradise-posen og disker op med den måske bedste tømmermændskur: ’Paradise Hotel’, som vi kender og elsker det.

Wokeheden er smidt væk og reality-hittet er vendt tilbage til rødderne, når der første januar ligger hele tre afsnit klar af den kommende sæson 21. Det fortalte Viaplays chefredaktør Flemming Fjeldgaard til Ekstra Bladet allerede tilbage i i sommer.

”Vi har færdiggjort optagelserne i Mexico til sæson 21 i går, og der er fuld balalajka igen. Det bliver 100 procent ligesom det gamle ‘Paradise Hotel,” lød det dengang.

”Ambitionen er maksimalt comeback til det format, vi vist alle kender fra før, vi begyndte at ændre i alting i 2019.”

Når programmerne denne gang ruller over skærmen, markerer det endegyldigt afslutningen på Viaplays fumlende forsøg på en mere nutidig udgave.

Men nu bliver alt præcis, som det plejer.

Det er netop blevet bekræftet, at sæsonen bliver den sidste med en dobbelt værtsrolle. Dermed skal Rikke Gøransson fortsætte uden Olivia Salo, og så er vi igen fuldstændig tilbage til det gamle format, når sæson 22 skal i kassen.

Udover Rikke Gøranssons vært-renæssance betyder ændringen, at parrene igen skal dannes mellem mænd og kvinder, Årets Paradise-personlighed sløjfes til fordel for de klassiske kåringer som Mr. og Mrs. Paradise – og så gør de våde varer også comeback i sæson 21.

“Vi ved godt, at vi har sagt det et par gange, men nu er det altså alvor: ‘Paradise Hotel’ er tilbage i sin oprindelige form på Viaplay og TV3, når kalenderen siger 1. januar – og dér er for alvor lagt op til en sæson helt uden hæmninger, når tårerne, taktikken og trekanterne får frit løb på hotellet,” skriver Viaplay om den nye sæson.

Blandt gæsterne gemmer sig desuden en række gamle kendinge. Blandt andet Daniel ‘Lone Wolf’, som ifølge Se og Hør er tilbage for at boome sin forretning som bodegaejer og pornoskuespiller, og Christel Trubka, som medvirkede for første gang tilbage i 2015.

Den seneste tid har Viaplay desuden genudgivet de gamle sæsoner er ‘Paradise Hotel’.

Læs mere om:

Læs også