Amalies kæreste var afhængig af kokain: Ingen forstod, at jeg blev hos ham

Når Kenneth var ude af døren, begyndte Amalies jagt.

Systematisk gennemgik hun hans lommer, computerbordet og badeværelset i jagten på stoffer. Hun talte antallet af sugerør for at tjekke, om kæresten havde brugt dem til at sniffe kokain. Hun tjekkede mobilens opkaldslister på nettet for at finde ud af, om han havde købt narkotika.

– Jeg var så desperat og forsøgte at få kontrol over en ukontrollerbar situation. Jeg ønskede ikke at finde stoffer, alligevel ledte jeg efter dem. Sommetider fandt jeg fyldte poser, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med dem, for jeg havde ikke lyst til at stå imellem Kenneth og kokainen, fortæller 33-årige Amalie Nelving.

Mit livs kærlighed

Hun bor i Aalborg sammen med sine to børn på syv og fire år. Deres far, Kenneth, bor i en lejlighed lidt længere nede ad gaden, og familien ses, når han har overskud.

Kenneth er ude af sit kokainmisbrug, men årene som misbruger har sat spor, og parret er enige om, at denne model fungerer bedst.

– Kenneth er mit livs store kærlighed og et fantastisk menneske, når han ikke er påvirket. I dag kan han være alene med sine børn, hvilket var umuligt, da han var misbruger, siger hun.

Amalie er snart færdig med sin uddannelse som socialrådgiver og bruger sammen med sin medstuderedende og veninde, Cecilie Ibsen, hvis historie vi fortalte i sidste uge, sine erfaringer som pårørende til en misbruger i podcasten ’På Sidelinjen’. Her deler de også deres egne historier og erfaringer.

– Det har givet os så meget at dele vores historier med hinanden, og vi tænkte, at andre måtte have det på samme måde. Det bliver lettere at være pårørende, når man har andre at spejle sig i, siger Amalie.

De to kvinder mødtes på studiet og fandt hurtigt ud af, at de havde meget tilfælles – herunder børn og en kæreste, som var tidligere misbruger.

– Jeg kunne dele de oplevelser med Cecilie, som andre ikke forstod. Det var en lettelse at opleve, at jeg ikke var den eneste, som havde de følelser. Det var ikke mig, som var unormal eller vanvittig, fordi jeg gennemrodede min kærestes ting for at finde stoffer. Jeg reagerede normalt i en unormal situation, siger Amalie.

Væk i flere døgn

Hendes historie begynder i 2016, da hun mødte Kenneth i en computerklub. De blev kærester og gik jævnligt i byen sammen. Efter blot et halvt år blev Amalie gravid, og byturene stoppede for hende, mens Kenneth fortsatte det vilde liv.

Han kunne tage i byen og være væk i flere døgn, uden at hun kunne få fat på ham. En utryg situation for den kommende mor.

– Jeg ledte efter ham, så jeg kunne give ham en powerbank til telefonen. Jeg var virkelig dum, men dengang var det vigtigt for mig, at jeg i det mindste kunne komme i kontakt med ham, siger Amalie.

Hun ryster på hovedet og griner ad sig selv. Hun kalder det en forsvarsmekanisme, for det er nemmere at grine end at græde. Der er nok at græde over i hendes historie, og det blev ikke sidste gang, hun ledte efter Kenneth med en powerbank i hånden og senere i barnevognen.

– Jeg vendte det mod mig selv. Det var mig, som var for krævende, og han reagerede bare på det. Når han kom hjem fra sådan en tur, var han kærlig og sød. Der svarer til at være i et voldeligt forhold, hvor man lever for de 10 minutter, kæresten er sød, konkluderer hun og understreger, at Kenneth ikke var voldelig.

På det tidspunkt var Amalie ikke klar over, at hendes kæreste tog stoffer. Det afslørede han selv, da han fortalte hende, at han havde deltaget i sit første NA-møde, hvor narkotikamisbrugere mødes anonymt for at hjælpe hinanden med at blive eller forblive stoffri.

– Jeg blev forvirret, for jeg anede ikke, at han tog stoffer, men nu faldt brikkerne på plads. Han var blevet bekymret over sit forbrug og ville stoppe, men han syntes ikke, at han passede i NA, så han kom desværre ikke til flere møder og ville ikke rigtig tale om det, siger Amalie.

Hun følte sig alene og håbede, at Kenneth ville ændre sig, når barnet kom, men efter de første 14 dage som forældre, faldt han tilbage i de gamle vaner. Han murede sig inde på kontoret, og Amalie følte, at hun havde et forhold til en lukket dør.

– Han var ramt af en fødselsdepression og flygtede ind i det, han kendte bedst, nemlig stofferne. Han tog kokain og spillede computerspil hele natten, og når jeg så var så uforskammet at sige godmorgen, blev han sur, husker hun.

Mistede veninder

Amalie var åben om sin kærestes misbrug, men hun følte ikke, at hendes veninder kunne forstå eller rumme det.

– Jeg var ensom og havde behov for at dele det med andre. Jeg følte mig forkert, fordi ingen forstod, hvorfor jeg ikke bare gik fra ham, men der er så meget mere i det. Jeg elskede jo min kæreste, og så længe vi var sammen, havde jeg kontrollen. Jeg var bange for, at han ville tage sit eget liv, hvis jeg gik, fortæller Amalie.

Hun mistede hovedparten af sine veninder undervejs og havde selv belastningsreaktioner.

– Ingen af os kendte til stoffer, og de trak sig fra mig. Mine veninder forstod ikke, hvorfor jeg nedbrød mig selv for en mand, og når jeg ikke fulgte deres råd om at gå fra ham, kunne de ikke være i det, forklarer hun.

I stedet forsøgte hun at få hverdagen til at hænge sammen, indtil Kenneth erkendte, at han havde brug for hjælp og blev visiteret til kommunens misbrugscenter.

– Der gik måske 10 dage, så røg han tilbage i misbruget. Jeg gik rundt på æggeskaller, fordi han var så opfarende. Når vores søn græd, gik jeg i panik, fordi Kenneth ikke kunne holde gråden ud og gik, husker hun.

Når Kenneth forsvandt, var han ofte væk i flere dage, og Amalie ringede til politi og sygehuse for at finde ham. Minderne er lidt tågede, fordi hendes liv var så kaotisk og hjernen hele tiden på overarbejde for at navigere rundt i virvaret.

Hun husker dog, at hun engang ringede til hospitalet og blev afvist med en bemærkning om, at han nok bare var til julefrokost og havde det sjovt.

– Jeg var så bange, men også vred over, at han havde sat mig i den situation, samtidig frygtede jeg, at der var sket han noget, siger hun.

I løbet af det næste år gik Kenneth flere gange i behandling, men faldt i igen. På et tidspunkt forsøgte han at tage en overdosis som et forsøg på selvmord.

– Ikke en eneste gang overvejede jeg at forlade ham. Kenneth tog ikke stoffer for at genere mig, men for at medicinere sig selv, men det gik ud over mig. Jeg så, hvordan han kæmpede, og jeg håbede, at det ville lykkedes ham at stoppe, fortæller hun.

Fik et barn mere

Kenneth blev afvænnet efter at have været i døgnbehandling og flyttede for sig selv.

– Jeg havde svært ved at slippe kontrollen og gennemsøgte lejligheden for stoffer, når jeg besøgte ham, og han gik på toilettet, men jeg fandt ikke noget, fortæller Amalie.

Kenneth holdt sig fra stofferne i et år, og Amalie valgte at få et barn mere med ham, da hun gerne ville give deres søn en søskende. Kenneth gjorde hende det klart, at hun ville blive alene med børnene, hvilket hun accepterede. Amalie fik en datter i 2020, og modellen med at være delefamilie fungerede, indtil coronaen ramte landet, og Kenneth fik endnu et tilbagefald.

– Han havde lovet at fortælle mig det, hvis han fik tilbagefald, men det gjorde han ikke. Jeg havde mistanken og tog ham på fersk gerning. Han sad i lejligheden og var helt væk på stoffer. Jeg forstod det ikke, for han var kommet så langt. fortæller Amalie.

Selv om hun havde lovet sig selv og andre, at det var slut, hvis Kenneth faldt i igen, blev hun. Det næste halve år var han tilbage i sit gamle mønster.

– Jeg sagde det ikke til nogen, for det var for pinligt. Jeg kunne ikke finde ud af at give ham et ultimatum, for jeg var ikke klar til at tage konsekvenserne. Jeg havde ikke lyst til at undvære ham, for jeg elskede ham så højt, erkender hun.

Stoffri i fire år

Kenneth gik igen i døgnbehandling, og det blev den sidste gang. Han har i dag været stoffri i fire år og har været gennem en stor personlig udvikling.

– Kenneth har været god til at forklare mig, hvad han har været igennem. Men jeg skulle også genopbygge min tillid til ham, og i dag stoler jeg 100 procent på ham, fortæller Amalie og tilføjer med et smil:

– Det har været lange otte år, men vi er det bedste sted nu.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media.