Mette Frederiksen fortæller: Derfor fik jeg ny frisure
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mange danskere bed mærke i, da Mette Frederiksen i løbet af i år dukkede op i Folketingssalen med en ny frisure.
I et stort interview med Euroman fortæller statsministeren om op- og nedture i løbet af de seneste år på statsministerposten, og her kommer hun altså også ind på, hvorfor hun pludseligt fik nyt look.
Og selvom mange har spekuleret i, hvad der lå bag, at Mette Frederiksen fik ny frisure, så maner hun i interviewet til besindighed.
"Historien er faktisk ikke anderledes end, at jeg har det, der hedder skandinavisk hår. Leverpostejsfarvet og tyndt. Under corona tabte jeg rigtigt meget af det. Og så kan man faktisk ikke have det nede, for der er ikke noget at have nede," forklarer statsministeren til Euroman om sin nye frisure.
Statsminister Mette Frederiksen fortæller videre, at selvom mange har spekuleret i, om hendes nye look var et led i et forsøg på at rebrande sig selv overfor vælgerne, så var det på ingen måder tilfældet.
For selvom hun fortæller, at hun har særlige rådgivere og embedsfolk til at rådgive hende, så går grænsen ved hendes frisure, lader hun forstå i interviewet med Euroman.
Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.