Julie var altid "det sidste valg" og ensomheden var enorm. Men en SMS fra hendes mor blev livsændrende

Julies hjerte sidder helt op i halsen. Det er længe siden, hun har været så nervøs. Hun har brugt lang tid foran spejlet, udvalgt tøj, sat hår og lagt makeup.

Inden hun træder ud ad døren, sætter hun sine høretelefoner i ørerne og vælger den musik på playlisten, der får hende i det bedste humør.

Hun låser døren og skynder sig ud på gaden, inden hun fortryder. Langsomt bevæger hun sig ud i vinterkulden.

Det er mørkt, støvregnen falder. Hun tænker, at det er typisk; nu bliver hendes hår ødelagt af regnen. Da hun efter en lille gåtur tager i dørhåndtaget til bygningen i Horsens bymidte, er det med bankede hjerte.

Inde bag dørhåndtaget sidder det fællesskab, hun hele livet har længtes så hårdt efter, men også et fællesskab, hun ville ønske, hun aldrig havde haft brug for.

Så længe Julie kan huske, har hun følt sig ensom. Det har været en dyb følelse, som har lagret sig i hendes krop helt fra begyndelsen af hendes skoletid.

Hun husker tydeligt første gang, den ramte hende. Det var i 4. klasse, midt i klasseværelset på vej ud til frikvarter.

– En pige fra min klasse tog mig til siden og fortalte, at min veninde kun gad være sammen med mig, når de andre piger ikke ville være sammen med hende. Jeg var min venindes sidste valg, husker Julie Haahr Jensen, der i dag er 23 år.

Da Julie kom hjem fra skole den eftermiddag, sagde hun intet til sine forældre.

Hun var for flov til at indrømme, at hendes eneste veninde ikke gad være sammen med hende.

Næste morgen, da hun gik ind i klasseværelset, bemærkede hun, at noget i hende var forandret.

– Jeg havde fået en mistro, både over for min veninde og for de andre piger i klassen. Var der overhovedet nogen, der havde lyst til at være sammen med mig, undtagen som sidste valg?

Julie trak sig fra de andre i klassen. I stedet begyndte hun at læse bøger og drømme sig væk.

– Jeg læste alle former for fantasybøger. Det var fantastisk at kunne gemme sig væk i en verden, der var så anderledes fra den virkelig virkelige og glemme min egen virkelighed.

Skolerne skuffede

Julies skoletid var præget af, at hun følte sig uden for fællesskabet. Hun skiftede skole fire gange, hver gang med et fornyet håb. Men hver gang blev hun skuffet.

– Det var altid en populær pigegruppe og en mindre populær pigegruppe i klassen, og jeg var ikke en del af nogen af dem.

For Julies mor har datterens ensomhed været svær at være vidne til.

– Som mor er man jo magtesløs. Man kan jo ikke tvinge andre børn til at være med ens datter eller spørge dem, hvorfor de ikke gider være sammen med hende. Det har givet mange søvnløse nætter, fortæller Laila Jensen.

I niende klasse begyndte Julie på efterskole. Hun havde brug for at komme væk og håbede, at efterskolen kunne give hende det fællesskab, hun længtes efter.

– Efterskolen blev et af de bedste år i mit liv. Jeg følte mig som en del af fællesskabet og fik tætte venner.

Især nytårsaften blev speciel for Julie.

– Jeg var inviteret til fest hos en fra efterskolen sammen med fire andre. Det var den vildeste følelse. For første gang var jeg særligt udvalgt. Ikke som sidste valg, men inviteret, fordi de gerne ville fejre nytår med lige præcis mig.

Tre hårde år

Da Julie begyndte i gymnasiet, håbede hun på at få de bedste år i sit liv. Men allerede i 1.g gik det op for hende, at gymnasietiden ville blive en gentagelse af oplevelserne i folkeskoletiden

I midten af 2.g blev Julies hverdag forandret, da corona-pandemien betød, at alle eleverne blev sendt hjem og modtog undervisning online. I begyndelsen var det en lettelse for Julie, men efter en tid satte ensomheden sine præg.

– Jeg talte ikke med nogen, ud over min familie. Heldigvis kunne jeg gå ture med vores hund og få lidt luft.

Julie begyndte at få symptomer på stress og depression. Hun kunne ikke overskue noget.

– Jeg kunne ikke sove, selv om jeg var træt hele tiden. Jeg eksisterede bare på mit værelse og især i min seng.

Da Julie i 3.g kom tilbage på gymnasiet, var klassefællesskabet i opbrud.

Corona havde sat sit præg og nu handlede det bare om at gennemføre. Tre uger inden Julie blev student, var hun tæt på at droppe ud.

Hun følte sig ensom, fravalgt og deprimeret. Tiden var ikke kun hård for Julie, men også for hendes mor.

– Om aftenen begyndte Julie at gå ture alene, inden hun skulle i seng, i et forsøg på at få ro i nervesystemet. Jeg blev nervøs for, om hun ville komme hjem igen. Hun havde det så svært, at det var en reel frygt hos mig. Hvis hun var væk i mere end et kvarter, gik jeg uroligt rundt derhjemme og ventede, husker Laila.

At Julie havde det svært, betød også, at Julies far overlod sin plads i dobbeltsengen, så Laila for en stund kunne sove sammen med sin datter.

– Jeg lå og holdt hende i hånden og lyttede til hendes vejrtrækning, indtil jeg var sikker på, at hun faldt i søvn, siger Laila.

Da Julie efter den sidste eksamen fik studenterhuen på hovedet, var det kulminationen på de tre hårdeste år i hendes liv.

Julie var ikke inviteret til mange studentergilder, og der kom få fra klassen til hendes eget studentergilde. Ikke længe efter pakkede Julie sin studenterhue og blå bog væk.

Det var en tid, der skulle glemmes.

Fornyet håb

Efter gymnasiet tog Julie to sabbatår, hvor hun blandt andet var på en grupperejse.

– Det var en virkelig en fed og sjov oplevelse. Jeg mødte en masse søde mennesker, som jeg havde det dejligt med, indtil vi kom hjem, og kontakten ophørte.

Sidste sommer flyttede Julie til Horsens for at studere til diplomingeniør i byggeteknik. Hun kendte ingen i byen, og mange af dem, hun var kommet i klasse med, kendte hinanden i forvejen. Den velkendte følelse kom igen snigende.

– Især om eftermiddagen, hvor jeg kom hjem efter en dag på studiet og ikke havde aftaler.

En dag fik Julie en sms fra sin mor med et link til den frivillige organisation Husrum, der hjælper unge med at bryde ensomheden.

Organisationen har en afdeling i Horsens, tæt på Julies lejlighed. Alligevel var Julie i tvivl.

– Jeg spekulerede på, om jeg virkelig var så ensom, at jeg havde brug for en organisation til at hjælpe mig. Det føltes overvældende og samtidig skamfuldt, at jeg ikke selv kunne skabe et fællesskab.

Efter moden overvejelse tog hun dog kontakt til Husrum.

– Jeg var nervøs, men det hjalp lidt at vide, at vi alle var der af samme grund. Vi følte os alle ensomme.

Fra Julie tog i dørhåndtaget første gang, gik der ikke lang tid, før hun følte sig til rette. Det var rart at møde andre i samme situation.

I dag har Julie fået opbygget troen på, at andre gerne vil være sammen med hende. Hun har fået tætte venner, og kalenderen er fyldt med hyggelige aftaler.

– Jeg har sommetider ondt i kinderne af at smile. Det er fantastisk, at jeg ikke bare overlever, men at jeg faktisk lever livet og er glad hver dag.

Når Julie tænker tilbage på sin opvækst, bliver hun varm om hjertet, når hun tænker på forældrenes store støtte.

– Jeg er ikke i tvivl om, at jeg var kommet dybere ned i det sorte hul, hvis ikke det havde været for mine skønne forældre. Jeg er dem evigt taknemlig.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.