Smid din Kähler-vase og dit Rolex i skraldespanden. Det nye statussymbol er at være lidt kedelig

For nogen ville det at eje en sølvglimtende espressomaskine fra Sage, eller at vaske sine hænder i Aesop eller læse Sylvia Plaths ’Glasklokken’ i offentligheden være eftertragtede statussymboler i den moderne verden. For andre kunne det være et overskæg, et Rolex, mange følgere på Instagram eller Kählers 175-års jubilæumsvase.

Men i virkeligheden er det slet ikke disse små, ydre og lidt obskure tegn på social status, der betyder noget. Nu handler det om at leve et liv, der er lidt… uinteressant. I hvert fald hvis man skal tro Independent.

Den britiske avis undersøgte nemlig for nylig, hvorfor det at være kedelig er blevet det seneste statussymbol blandt yngre. Faktisk lyder det, at det er det ultimative af slagsen for generation Z ”at være hjemme, beskytte sin fred og have tid til sig selv.”

Meget tyder på, at det nok også gælder herhjemme.

For også her er der status i bed rotting – altså det at ligge derhjemme og “rådne” i sin seng. Det er også federe at dyrke sin koreanske hudplejerutine på 22 trin end ufrivilligt at passivryge 22 cigaretter på en brun bodega et sted på Vesterbro – bare fordi det er det, dine venner gør. Det handler om at sige nej tak, aflyse og tage tidligt hjem.

Men det handler også om at vise, hvor meget man hviler i sit eget selskab. Om at virke totalt uanfægtet af andres behov for ydre validering og i stedet sidde derhjemme smurt ind i et eksfolierende lag af creme.

Man ser det særligt på sociale medier, hvor en performativ kedelighed finder sted. Her er det hverdagsagtige og fornuftige i høj kurs. Således er der altså høj social kapital i at fejre nytår i nattøj – og efterfølgende udbasunere det online som et modsvar til præstationskulturen.

Du skal elske at date dig selv, siger vi til hinanden. Du skal dyrke egenomsorgen og turde spise ramen alene. Og du skal elske at dele det med andre. Hvor det for andre måske er en selvfølgelighed forbundet med at gøre ting alene, oplever den yngre generation, at det er frigørende.

Nu praler vi med det uafhængige slow-living liv. Vi sætter grænser, lytter til egne behov og fylder Le Creuset gryder med friske grøntsager på Nara Smith-agtig facon. Selv knuselsker jeg for eksempel pludselig en multifunktionel rengøringssvamp formet som et smilende ansigt, fordi jeg åbenbart kan få et kick af velfungerende rengøringsartikler. Jeg har også været alene i Berlin, da det jo er smart og modigt at gøre.

Corona har utvivlsomt været katalysator for denne kulturændring. Den har gjort det mere acceptabelt at sige fra og dyrke sit eget selskab. Sådan lyder det også fra marketingschef, Joanna Hughston, i Independent; ”siden pandemien er denne type adfærd blive fejret meget mere blandt yngre mennesker i tyverne og de sene teenageår.”

Derudover er der næppe nogen tvivl om, at tendensen er en modreaktion “til de sociale mediers overstimulering og hyperperformative verden,” som en psykoterapeut formulerer det i samme artikel. Men det er også et mere demure modsvar til den dystopiske virkelighed, vi lige nu er vidne til.

Nu er det selvfølgelig ikke, fordi jeg vil bestemme, hvornår noget er kedeligt. Det siger også sig selv, at det er op til den enkelte, hvordan man vil leve sit liv. Men det er alligevel værd at overveje, hvorfor det, der før blev set som trivielt og uinteressant, nu giver social status.

Hvor der før var status i at have en fyldt kalender, er tid nu lig med luksus. Det gælder både socialt og på arbejdspladsen. I 2023 kunne man læse på internettet, at det var eftertragtet at have et ’lazy girl job’ – som en selverklæret anti-girl-boss kaldte det. Pointen var, at grænseløs travlhed ikke nødvendigvis betød succes, men drømmen var et velafbalanceret liv.

Det er sundt at kede sig, siger man. Det avler kreativitet. Og så er det også i kedsomhedens altopslugende intethed, vi endelig finder motivationen til at rydde op i de enlige sokker, gå ned med pap-affaldet eller sortere, hvilke afdankede og halvtomme pestoglas der for længst har overskredet sidste anvendelsesdato. På den måde kan det kedelige blive nyttigt.

Sådan skrev den amerikanske kulturjournalist Kate Lindsay også for nylig i sit nyhedsbrev ‘Embedded’ på Substack.

– Kedsomhed er, når du tager opvasken, løber det ærinde, du har udskudt, svarer på den besked, du for længst har læst. Kedsomhed er, når du medbringer en bog for at læse i metroen eller småsnakker med personen foran dig i kø om, hvor langsomt apoteket er. Kedsomhed er, når du gør de ting, der får dig til at føle, at du har livet under kontrol.

– Ikke at kede dig er grunden til, at du altid har travlt, hvorfor du bliver ved med at “ikke har tid” til at tage en pakke med på posthuset eller arbejde på din roman. Du har tid – du bruger den bare på din telefon. Ved at nægte nogensinde at lade din hjerne hvile, vælger du at se andre menneskers liv gennem en skærm på bekostning af din egen.

Når alt det er sagt, er det selvfølgelig ikke sundt at være ensom. Og der kun status i at være kedelig, hvis det er intentionelt. Det er et stort privilegium at være alene i selvomsorgens hellige navn, og det er netop det, der gør denne form for kedelig adfærd til et statussymbol.

Ifølge tal fra Danmarks statistik fra 2022 oplever unge mellem 16 og 29 år hyppigst ensomhed i forhold til andre aldersgrupper. Faktisk er det kun cirka en tredjedel, der aldrig føler sig ensomme. Det er nedslående læsning, for undersøgelser viser, at varig ensomhed har alvorlige konsekvenser for den enkelte. Både mentalt og fysisk.

Så når jeg nu afslutningvist vil argumentere for, hvorfor det store fokus på kedelighed er en positiv tendens, handler der ikke om at være ufrivilligt alene. I stedet vil jeg hylde at sætte grænser, passe på sig selv og huske, at det nogle gange er bedre at vælge en aften på sofaen end et uoverskueligt socialt arrangement.

Selvom det kan være irriterende at få aflyst en aftale i sidste øjeblik, og at man selvfølgelig risikerer at gå glip af noget, er kedeligheden alligevel at foretrække. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at stoppe med rådne i sengen, når det er det, jeg har mest brug for.