Nu er det slut. Ejeren af Carrie Bradshaws ikoniske ‘Sex and the City’-lejlighed lukker helt af for offentligheden
Foto: Yuki Iwamura/AP/Ritzau Scanpix
Dag ud og dag ind strømmer fans i hobetal til adressen 66 Perry Street på Manhattan i New York.
Det gør de for at få et glimt (og billeder) af Carrie Bradshaws ikoniske såkaldte brownstone ‘Sex and the City’-lejlighed.
Trappetrinene og hoveddøren til lejligheden er kendt fra den populære HBO-serie om New Yorker-veninderne Carrie, Charlotte, Miranda og Samantha, der blev sendt fra 1998 til 2004.
Men nu skal det være slut med den store tilstrømning af fans, siger ejeren af ejendommen.
I forvejen hænger der en tung jernkæde med skilte, der skal holde ivrige fans fra faktisk at gå op ad trappen og kigge ind ad vinduerne. Men det er tilsyneladende ikke nok.
Så nu har ejeren Barbara Lorber, som købte ejendommen tilbage i 1979, fået godkendt at opsætte en stor port foran den berømte trappe, skriver The New York Times.
- Det hus burde ikke have en port. Men det, der var smukt i slutningen af det 19. århundrede, har desværre brug for mere beskyttelse i vores tid. Jeg havde håbet i bogstaveligt talt årtier, at dette ikke ville være nødvendigt, lyder det fra Barbara Lorber.
Tilladelsen til at opføre en stor stål- og støbejernsport blev givet tirsdag i denne uge. Da bygningen er en del af Greenwich Villages historiske distrikt, skal enhver ændring af ejendommens facade godkendes først.
Efter seriens sidste sæson for mere end tyve år siden er der kommet både to film og en spin-off serie til. ‘Sex and the City’-universets popkulturelle status er ikke til at tage fejl af, og særligt fremkomsten af sociale medier har gjort trappetrinene til en regulær turistattraktion.
Så skal du nå at få fingrene i et billede lige dér, hvor Carrie Bradshaw har haft utallige dramatiske konfrontationer med kærester, ekskærester, veninder og naboer, må du hellere skynde dig af sted, inden det er for sent.
(Til gengæld kan du trøste dig med, at en tredje sæson af spin-off serien ‘And Just Like That’ lige på trapperne).