Min mand og jeg lever parallelle liv – hvordan finder vi tilbage?

Spørgsmål:

Jeg har været lykkeligt gift i 20 år og har tre børn med min mand. Men vi lever helt ude af sync: når jeg er vågen sover han, når jeg vil spise er han mæt og når jeg har lyst har han ikke og omvendt.

Jeg har forklaret, at jeg ikke har det godt med det her, jeg har forsøgt at leve i mit parallelspor og jeg har foreslået terapi. Det ser han dog ikke som et problem. Hvordan får du din anden halvdel til at forstå værdien af ​​tid sammen?

/Alene i tosomheden

Psykolog Anna Bennich svarer: "Det vil ikke være muligt at klare opgaven alene"

Tak for dit brev! Det du siger lyder ret ensomt i dualiteten og jeg kan forstå følelsen af ​​at leve to ret parallelle liv. Det er selvfølgelig almindeligt i kærlighedsforhold, at der er mange forskelle, som vi skal forholde os til.

Nogle forskelle kan vi udjævne for at komme tættere på hinanden, andre må vi måske acceptere. Det bliver sværere, når forskellene stråler i forskellige retninger, og i stedet risikerer at blive til uforeneligheder.

For eksempel bliver det med tiden et ret stort sammenstød at ville spise og sove på helt forskellige tidspunkter. Det er ofte de øjeblikke, der markerer vores fælles hverdag, den tid vi har mulighed for at mødes for en stund midt i alle gøremålene.

Du ser ud til at have gjort nogle ting for at håndtere forskellene. Du har forsøgt at acceptere situationen og leve i parallelle spor, men det har ikke fungeret godt for dig. Du har beskrevet for din mand, at du ikke har det godt, du har endda foreslået terapi, men har fået at vide, at det ikke er et problem for ham.

Jeg synes, det svar er et problem i sig selv. Måske et af ​​de større, du har, for mulighederne for problemløsning bliver forsvindende små. I jeres fælles kærlighedsforhold er der ingen mulighed for at køre parallelle spor. Det kan ikke klares på samme måde som at spise morgenmad på forskellige tidspunkter. Selve forholdet skal indeholde en gensidighed, et fælles ansvar, når noget gnider.

Du skriver stadig, at du er "lykkeligt gift", så der er vel på nogle måder kærlighed og nærhed? Det er godt at have en base at stå på, når det blæser. Men der skal også være en fælles interesse i at finde løsninger. At han afviser din udstrakte hånd, dit ønske om større fællesskab, føles ikke så forsigtigt.

Så hvis du oplever et problem, er det dit problem. Jeg håber, han vil forstå det. Ellers er der risiko for, at du en dag får nok. Hvor ville det være en skam, hvis han først opfatter, at du har et problem, når det også påvirker ham. Og som han nok først vil gøre noget ved, når risikoen er stor for, at det er for sent.

Jeg vil råde dig til at afsætte ordentlig tid med ham og seriøst tage fat på problemet. Vis ham måske dit brev her, og formidl tydeligt din følelse af ensomhed parallelt og din bekymring for, at dette er en reel trussel mod dit forhold. Beskriv, hvordan du prøvede andre måder end at involvere ham, men uden held. Sig, at du har brug for ham til at finde en vej frem. At øge sammenhængen i hverdagen er fuldt ud muligt, men det vil ikke være muligt at udføre det arbejde alene.

Denne artikel blev først bragt hos Måbra. Dette er en redigeret og oversat version.