Pusle Helmuth om tiden som barneskuespiller: "Det, jeg kunne, kunne jeg på grund af ADHD’en"

Pusle Helmuth har ADHD. Det siger hun i hvert fald.

I en ny bog ”Kvinder & ADHD” fortæller hun og ni andre kendte kvinder om at leve med en anderledes hjerne. Mere tempo, flere indtryk, meget kaos. Pusle er aldrig blevet udredt af en psykiater, alligevel er hun ikke – efter 62 år – i tvivl om, at hun har ADHD, og det er hendes nærmeste heller ikke.

– Min kæreste, Thomas, griner bare, når vi taler om det: ”Det har du!”. Det er alle mulige små ting, lige fra måden jeg spiser på – jeg spiser hurtigt og meget – til at være utålmodig og have hovedet fuld af ideer. Jeg kommer til at afbryde andre, når de taler, uden at ville det, og jeg har konstant gang i nye projekter.

– Jeg siger bare ja til at være med i Masterchef uden først at finde ud af, hvad det går ud på. Jeg flytter rundt på møblerne derhjemme i ét væk. Thomas ved godt, hvad klokken har slået, når jeg begynder at tale om at skære benene af vores spisebord og lave det om til sofabord, så kan han lige så godt gå i gang med det samme. Han er tolerant. Min eksmand var ved at blive vanvittig af det, siger Pusle Helmuth.

En af de svære ting ved ADHD er følelsen af at være for meget. For andre og for sig selv. Men for Pusle har det ekstra gear mest været en fordel, især da hun var skuespiller som barn.

– Det, jeg kunne, kunne jeg på grund af ADHD’en, er jeg sikker på. Der var særligt en scene i ”Min søsters børn”, hvor Dirch Passer og jeg skulle synge duet, samtidig med at der skete en masse andet. Jeg skulle spille læge, og vi skulle mime. Det var sådan scene, der typisk skal skydes om masser af gange. Filmfolkene troede, at det ville tage en halv dag, men den sad i kassen i første hug!

– I dag kan jeg se, at mit talent som barneskuespiller også handlede om, at jeg med min ADHD havde alle antenner ude på én gang.

Kom på kant med andre

Knap så sjovt var det, når de andre kaldte hende Stræberen i skolen, fordi hun sad oppe foran og ville have det hele med. Pusle Helmuth har gennem livet slået sig en del på relationer og andre mennesker på grund af sin ADHD.

– Jeg kom simpelt hen op at skændes med veninderne. Det hed sig, at det var fordi, jeg blev holdt så meget hjemme hos min mor, når jeg indspillede film, og at jeg ikke var så vant til at lege med andre børn. Men det var ikke kun det.

– Jeg gad ikke at lege med dukker, og jeg syntes generelt, at det var 10 gange sjovere at være sammen med drengene og bygge sæbekassebiler med dem. Da jeg blev ældre, gik jeg også efter mandejobs såsom bartender og den slags, hvor der er en særlig jargon, som er let at navigere i for én som mig.

– Apropos jobs … en anden ting ved min ADHD er, at jeg har skiftet job mindst 20-30 gange, næsten som andre skifter bil eller bytter ud i deres garderobe. Hvis jeg ikke kunne lide lugten i bageriet, lagde jeg mig syg eller blev væk. Igen … jeg tænkte ikke over konsekvenserne, hverken for mig selv eller for arbejdspladsen.

– Jeg forholdt mig ikke til, at der var et efterspil, men reagerede spontant. I langt de fleste tilfælde slap jeg også godt fra det, siger Pusle, der som 18-årig og siden op igennem 20’erne begyndte at bokse med sin udiagnosticerede diagnose.

Flyttede på hotel og brugte penge

– Da jeg var 18, indså jeg, at jeg nok ikke kom til at stå i Hollywood med en Oscar-statue i hånden, sådan som min mor havde sagt, at jeg ville. På det tidspunkt havde jeg ikke lavet film, siden jeg var 10 år.

Min mor og jeg levede af mine penge i mange år, og vi manglede aldrig noget, men pengene slap jo op, siger Pusle, der flyttede hjemmefra i en noget anden stil end sine jævnaldrende med små kollegieværelser og stramme SU-budgetter.

– Jeg gik i gymnasiet, da jeg flyttede hjemmefra og ind på hotel Eremitagen i Lyngby Storcenter. Endnu et eksempel på, at efter livet som barnestjerne har man altså nogle vaner. Jeg havde lært af min mor at bruge kontokort. Jeg havde kort til Magasin og alle de andre. Det var de farlige kort, hvor du betaler af hver måned, men jeg havde ingen idé om, hvor høje renterne var på dem.

– Pludselig sidder du i saksen og tager et nemt kviklån for lige at betale kontokortene, og så kører det … Jeg satte mig i en forfærdelig gæld, og når jeg var ked af det, gik jeg ud og købte et par sko til. I flere år lå jeg søvnløs om natten, indtil der var én, der sagde: ”Lad være med det, det hjælper dig ikke”.

Pusle ser sit overforbrug og sin skosamling som en form for selvmedicinering. Men hun er glad for, at hun trods alt valgte at dulme sin diagnose på den måde.

– Mange falder i med alkohol, spil eller stoffer, og jeg har prøvet det hele, men jeg blev ikke hooked. Det kan jeg takke min angst for, den reddede mig, siger Pusle, der ud over sin ADHD også har døjet med angst og OCD.

– Som 10-årig udviklede jeg et ritual, der gik ud på, at jeg skulle rede min mors seng hver aften. Hun troede, at jeg gjorde det for at være sød, og det var det selvfølgelig også. Men det handlede også om, at jeg var bange for, at hun skulle dø. Hun sov inde i stuen i en stor dobbeltseng med plystæppe og tonsvis af puder. Jeg redte sengen af egen fri vilje, og det foregik ved, at jeg minutiøst fjernede hvert eneste lillebitte hvide fnug på tæppet og puderne. Det skulle jeg, ellers ville der ske min mor noget ondt.

– Siden har jeg fundet ud af, at det er meget almindeligt: At man ikke bare har ADHD, men også andre diagnoser. Nogle gange kan de gøre tingene værre, andre gange hjælper de faktisk. OCD handler jo om at dæmpe angsten og få kontrol, så man har en følelse af at være okay.

Hjælp fra det alternative

Pusle Helmuth var 32 år, før hun fortalte det med tæppet og de hvide fnug til et andet menneske. I de livsperioder, hvor det har været for hårdt at være hende, har hun rakt ud. Også i den alternative verden.

– Min mor var til astrologi, så jeg er vokset op med, at det var helt normalt. På et tidspunkt tog jeg også fat i en astrolog og fik ham til at lægge et fremtidshoroskop. Det var en periode, hvor det ikke gik godt, så det var mest for at høre: ”Hvornår går alt det her går over igen?”. Det hjalp mig, siger Pusle, der også har klaret de svære ting ved at gå til psykolog og ved at dyrke sine spirituelle interesser.

Hun har fået ændret sit rigtige navn fra Louise Charlotte Helmuth til Louisa Nene Helmuth hos en numerolog. Hun kalder sig dog stadigvæk mest Pusle.

For mange med ADHD er kroppen og psyken så meget på overarbejde, at de næsten ikke kan undgå at få stress før eller siden.

For Pusle skete det for to år siden – hun lagde sig for første gang i sit liv og sygemeldte sig fra sit job som lægesekretær. I dag har hun igen fast arbejde på Hvidovre Hospital og er stolt over, at hun kun har haft tre sygedage, siden hun fik jobbet. Det skyldes en superempatisk leder. Ud over vagterne på akutmodtagelsen lever hun af at holde foredrag om sit liv.

– Jeg kombinerer det bedste fra to verdener, synes jeg. Skadestuen er det perfekte sted at være, når man har lidt krudt i røven, og om aftenen står jeg på den røde løber til en premiere eller er ude at tale for folk. Foredraget består af anekdoter fra mit liv, om livet som barnestjerne, om min far og min mor, der helt sikkert også havde noget at kæmpe med på den psykologiske konto begge to. Min mor havde angst, og min far havde også et eller andet. Som én af mine skuespiller-venner sagde: ”Pusle, det hedder ikke ADHD, det hedder et kunstner-gen”.

Har lært at leve med det

Er din ADHD blevet mindre med årene?

– Nej, jeg har lært at leve med den. Som yngre vidste jeg ikke, hvorfor jeg havde det sådan. Nogle siger: ”Jamen, hvad skal man bruge de bogstaver til, man er, som jo man er?” Men det handler om at have forståelse for sig selv og vide, at ”det er ikke, fordi jeg er et dårligt menneske, at jeg gør sådan. Det er noget oppe i mit hoved”.

– Det havde været godt for mig at blive diagnosticeret. Godt for min økonomi og for min uddannelse. Jeg havde ikke behøvet at vente, til jeg var over 40 med at blive lægesekretær.

– Jeg er sikker på, at der sidder rigtig mange på min alder og yngre, som tænker: ”Er der noget galt med mig. Hvorfor dur jeg ikke?”. Der er ikke nødvendigvis noget galt. Måske har du bare lidt ADHD, og heldigvis er det i dag ved at være legalt at have det, siger Pusle Helmuth, der gerne vil tale mere om diagnoser i sine foredrag, ikke mindst for at nuancere fortællingen om dem.

– Det er ikke kun dårligt. Jeg er for eksempel lykkelig for det drive, den nysgerrighed og den foretagsomhed, jeg har. Men det er hårdt arbejde, fordi alle indtryk er så overvældende.

– I dag ved jeg godt, hvorfor jeg er så træt, når jeg kommer hjem fra arbejde, at jeg er nødt til at lægge mig en time og sove: Jeg bruger så mange ressourcer på at være på arbejde – jeg har ikke overskud til andet, jeg får ikke engang tid til at træne. Det handler også at have en masse følelser, der skal falde på plads. Jeg så et meget sigende post et sted på nettet, hvor der stod: ”Dem med ADD/ADHD bliver ikke sure, de bliver rasende. De bliver ikke kede af det, de bliver totalt knust. De bliver ikke glade, de flyver til månen!”.

Det passer meget godt på Pusle.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 2/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.