Tv-vært jubler: 'Kødpølsen' er solgt
Foto: Thomas Laursen
Kødpølsen?
Ja, hvis du ikke ligefrem er velbevandret i Lene Beier-land, så er det måske ikke helt klart, hvad kødpølsen egentlig er. Og hvordan man sælger en kødpølse.
Men ifølge den 47-årige tv-vært er "Kødpølsen" altså nu solgt.
Sådan lyder meldingen i en række stories på Instagram, som "Beier på Alpehotellet"-stjernen har delt. Mere mening giver det, når man ved, at der i dette tilfælde er tale om Beier-familiens villa i Kastrup, der altså går under det kække kælenavn.
- Der kommer til at ske rigtig mange ting her på min profil i den her uge, og det er blandt andet, fordi "Kødpølsen" er blevet solgt, siger hun.
Lene Beier afslører ikke, hvor meget hun og manden Anders har fået for Kastrup-huset, der i september blev sat til salg for 6.950.000 mio. kr. Beier stod til en lille økonomisk gevinst på 200.000 kr., hvis huset gik til den pris. De gav nemlig selv 6.695.000 kr. for villaen.
Det har da også hele tiden været meningen, at familien ikke skulle bo ret længe i huset i Kastrup. Det har Lene Beier tidligere fortalt til SE og HØR:
- Det er vores midlertidige hus, hvor vi skal bo de næste par måneder. Vi flytter ind og sætter det i stand her hen over sommeren, og så flytter vi igen. Det er bare for ikke at leje noget. Det er endnu et boligprojekt. Anders er også i gang med at sætte en lejlighed i stand og sælge den, fortalte Lene Beier.
Foto: TV 2
Familien havde blot brug for et sted at være i mellemtiden, efter de havde solgt deres forrige hus i Dragør, og inden de overtog hotellet i Østrig, forklarede tv-værten desuden.
I december åbnede Hotel Edelweiss for de første gæster, og dengang kunne TV 2-værten fortælle, at hun "farede rundt" for at nå de sidste detaljer inden åbningen.
Siden de overtog hotellet i september, har de haft travlt med at sætte deres præg på hotellet med maling, nyt tapet, hovedrengøring, udskiftning af hovedpuder, glas og mange andre detaljer, som skal give hotellet ekstra meget dansk hygge.
Foto: Jesper Sunesen
Seerne kan således glæde sig til at se "Beier på Alpehotellet", der vises den 30. januar på TV 2 Play og den 6. februar på TV 2 Fri.
Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.