Skal vi virkelig arbejde på parforholdet fredag aften over en flaske orangevin? Det ved jeg simpelthen ikke, om jeg orker

Dette er en kommentar. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er vokset op i en familie, hvor det er et sejrsmærke at slide for tingene. Det skal helst gøre lidt ondt, før det gør godt. Og det gælder så sandelig også i parforholdet. Man skal virkelig ville det, plejer min forældre at sige.

Man skal arbejde for det. Det den samme logik, man finder i tendensartikler, parterapisbøger og i de mange reality-tv-programmer, såsom ’Gift ved første blik’, der er dedikeret til udforskningen af parforholdet som konstellation.

Og jeg er godt med på, at det lykkelige parforhold ikke bare opstår. Det kræver dedikation, svære samtaler, nænsomhed, selvopofrelse og ikke mindst tid. Og det er der i sig selv noget vildt smukt i.

Men når ordet arbejde kommer ind i ligningen, stiller jeg mig simpelthen på bagbenene. For de fleste af os går altså allerede ret meget på arbejde imellem 08-16. Skal vi virkelig også være på arbejde derhjemme i vores egetræssnedkerkøkken fredag aften over en flaske orangevin, en dåse dyre sardiner og friske artiskokker fra Torvehallerne?

Det ved jeg simpelthen ikke, om jeg orker.

At leve sammen hver for sig

Som en der tidligere har fejlet i parforholdet, er jeg ret nysgerrig på, hvordan andre får det til at fungere. Når jeg spørger de par jeg kender, som virker allergladest i deres forhold, er svaret oftest det samme: Vi giver hinanden plads og vi skændes ikke over praktikaliteter.

Og hvordan gør man så det? En løsning som rundt regnet 5 procent af den danske befolkning sværger til, er det der kaldes COLA-forholdet; et fænomen der for alvor blev populariseret for en håndfuld år siden, og som der er skrevet et væld af artikler om bl.a. i dette medie.

Forkortelsen står for Couples Living Apart og betegner den praksis blandt andre it-parret Mia Farrow og Woody Allen allerede kultiverede tilbage i 80’erne: Det monogame, ikke-samlevende parforhold. I de mange artikler, der kom ud om fænomenet i Danmark tilbage i slut 10’erne og start 20’erne, blev det beskrevet som en måde at befri parforholdet for hverdagstræthed og uendelige småskænderier.

I en artikel bragt i Jyllands-Posten i 2019 under titlen ’Er Cola fremtidens parforhold?’ beskrev parforholdsterapeut Esther Perel appellen ved det ikke-samlevende ægteskabelige parforhold sådan her: ”Når man savner og har tid for sig selv i en periode, kommer længslen og fantasien igen i spil. Genforeningen er fyldt med spænding og positiv forventning – og på denne måde bevares gnisten.” Helt klart. Jeg er med.

Problemet er bare, at COLA-forholdet måske ikke altid er løsningen. For spændingen og den positive forventning kan hurtigt tippe over i ængstelighed og stress, hvis der ikke er helt klare linjer de to parter imellem. Og at give plads drejer sig jo ikke udelukkende om at holde sig fysisk på afstand af en person, men også om at lade ens udkårne have deres egen tid, som de ikke skal redegøre for, og som man ikke bekymrer sig om. Når jeg spørger mine venner, om de kunne forestille sig at leve i et COLA-forhold, er svaret 99 procent af gangene ’nej’. Også for dem, der ofte er mildt sagt trætte af at bo sammen med deres kæreste.

Det er alle de usagte forventninger og dermed potentielle skuffelser, de ville æde mig op, sagde min veninde forleden dag, imens vi sad på en trappesten på Gammel Kongevej og drak vores alt for dyre americano.

Hvornår skal vi ses næste gang? Hvem sover vi hjemme hos i aften? Skal jeg insistere på, at han hjælper mig med at male min stue greige (gud forbyde det!), eller er det for meget ovre på mit domæne? Hvad kan jeg tillade mig at forvente, når nu vi ikke bor sammen?

Og ja hun har en pointe. For selvom COLA-forholdet måske redder os fra, at romantik og forelskelse drukner i opvasken, så redder det os ikke fra konstant at skulle forventningsafstemme og dermed potentielt også blive skuffede eller skuffe den anden.

Så hvad er løsningen på det trætte parforhold, hvis det at bo hver for sig ikke nødvendigvis redder os? Måske skal vi hente inspiration fra en anden relationel arena. Ny børnepsykologiskforskning viser, at der ikke er én rigtig deleordning, men snarere at barnets velfærd er bestemt af to faktorer: Faste rutiner og et godt samarbejde forældrene imellem. Hvad sker der mon, hvis vi overfører den logik til parforholdet?

7/7-ordningen

Lad mig eksemplificere fra mit eget liv. Jeg datede for nylig en mand der, ligesom jeg selv, har et barn i en deleordning. Jeg vil ikke sige, at vores relativt begrænsede samvær gjorde mig lykkelig, for jeg drømte også om at ringe til ham lørdag aften, når jeg havde drukket øl og røget sådan cirka en million cigaretter på Bobi-bar med mine venner, og spørge hæst og kælent: Skal jeg ikke lige komme forbi? Men jeg vidste, at han lå og sov med et lille barn ved siden af, så den gik ligesom ikke.

Så i stedet blev jeg ude. Jeg snakkede igennem med mine venner, tog på Kebabistan på vej hjem og vågnede op med kun mine tømmermænd og et glas TREO som selskab.

Men ud over tømmermændsensomheden, som faktisk kan være ret hyggelig, skete der også noget andet, som jeg virkelig satte pris på: Jeg mistede ikke mig selv i datingen. Ingen venindeaftaler blev aflyst, ingen arbejdsdeadlines blev rykket, jeg holdt intet åbent i min kalender med forhåbningen om, at han ville skrive og invitere mig ud på rejecocktail og bøf bearnaise. Jeg vidste, hvornår vi ville ses næste gang, jeg vidste, hvad jeg kunne forvente.

Kort sagt, vores dating var systematiseret. Vi kunne ses én hverdagsaften i lige uger, én weekendaften i ulige. Det var det.

Var det romantisk at tale om skilsmissekalendere og aflyse dates, fordi min søn havde smittet mig med hånd-mund-og fodsyge? Nej. Især ikke den sidste del. Men det var simpelt.

Al stress eller angst for, hvornår vi skulle ses igen, var taget helt ud af ligningen. Den eneste legitime årsag til at aflyse var noget med sygdom eller vores børn, som jo selvsagt trumfer alt.

Og i de relativt lange mellemrum, hvor vi ikke sås, kunne jeg jo så nå tænke på ham, måske endda savne ham en smule og se frem til næste gang, vi skulle ses. Det var det modsatte af arbejde, det var ren fornøjelse. Og ja, måske var det også lidt en virkelighedsflugt. Men er alle forelskelser ikke det?

Ps. til alle potentielle fremtidige dates: I kan lige vove at læse denne klumme som et carte blanche til at etablere et situationsship med mig. Jeg vil gerne gå på parforholdsarbejde! Jeg vil bare gerne starte i en deltidsstilling og så se, hvordan det går.