Jeg scroller min ungdom væk på TikTok og længes efter en tid, hvor jeg ikke engang var født

Dette er en kommentar. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig lærte jeg et nyt ord at kende. Anemoia, hedder det. Og det betyder at være nostalgisk efter en tid eller et sted, man aldrig har kendt.

Det er et meget smukt ord, synes jeg. Og så rammer det en følelse, jeg selv har gået med længe.

Første gang, jeg stødte på ordet, var på Substack, hvor den britiske skribent Freya India rørende skrev om ”en tid vi aldrig kendte”. Om hvordan verden har forandret sig – og hvad vi måske har mistet undervejs.

Freya India er, som jeg selv, en del af generation Z. Og så sætter hun ord på noget, jeg tror, mange af os kan genkende, når hun skriver om længslen efter det analoge. Om vinyler, vintage og VHS-bånd.

– Min første tanke var at prøve at udtrykke en følelse. Angsten i en telefonbaseret verden. Ensomheden, ja, men også sorgen. Tabet. Følelsen af at ville være fri fra den eneste verden, vi nogensinde har kendt, skrev hun.

Og det rørte noget i mig.

At scrolle sin ungdom væk

Følelsen af anemoia kommer snigende, når jeg med min iPhone i hånden suges ned i et hul af ubesvarede Messenger-beskeder og memes, der kræver min opmærksomhed. Den kommer, når min mobil konfronterer mig med en daglig skærmtid på 3 timer og 42 minutter og når jeg drømmer om forventningens glæde ved flow-TV. Selvom jeg elsker internettets forunderlige verden, føles det lidt som om, at jeg på TikTok scroller min ungdom væk.

At jeg går glip af noget, der måske slet ikke findes længere.

Det er selvfølgelig en utopisk venskabsdrøm, men ’Friends’, er alligevel en form for seriel sutteklud for mig. Noget jeg kan holde om og holde fast i, når verden udenfor virker alt for uoverskuelig. Men serien er også et vindue ind til en verden, jeg aldrig har kendt. En verden, hvor venskabet kun blev delt med hinanden. Ikke med Meta.

Nogen ville nok sige, at jeg bare kunne lægge telefonen væk. Og netop det ser jeg faktisk mange gøre i øjeblikket. Vi sletter Instagram, lader bogens sider knitre mellem fingerspidserne og tager billeder af hinanden på et digitalkamera.

Men min dopaminfixede hjerne vil have mere. Den vil have skærm.

Jeg fik min første iPhone, da jeg var omkring 13 år gammel. Og selvom jeg stadig kan huske at spille Snake på min mors gamle Nokia 3310, har mit ungdomsliv altid været præget af digitale venskaber.

Venskaber blev målt i lange streaks på Snapchat – at skrive til så mange som muligt hver eneste dag. I desperation efter at holde de små flammer i live fik jeg venner til at ’passe’ dem, hvis jeg var et sted uden data. På Facebook blev det et statussymbol at få flest ‘stort tillykke søde Kathimus’-opslag på sin fødselsdag – helst akkompagneret af store collager og hjemmeklippede videoer. Venskabet skulle være synligt. På Instagram kunne man, som Freya India skriver, “bruge hinanden som rekvisitter til at se populære ud”.

Det lyder selvfølgelig en smule hårdt, for venskaber er langt mere end en performance online, men der er også sandhed i det.

Vi er – som India også påpeger – en generation, der aldrig har følt friheden til at vokse op klodset; til at være unge og dumme og lave dumme fejl uden frygt for, at det blev lagt på nettet. Eller friheden til at være utilgængelig, til at koble af i et stykke tid uden pres.

Verden var bedre engang

Nu er vi selvfølgelig ikke den første generation, der oplever udfordringer og kriser, som definerer os. Der er da også masser af eksempler på, hvordan verden er er blevet et bedre sted at være.

For nylig så jeg de rørende videoer af homoseksuelle par, der for første gang nogensinde havde muligheden for at blive gift i Thailand. I EU har sol- og vindenergi overhalet fossile brændstoffer, og vi lever længere og bedre verden over.

Verden er også blevet et langt mere bekvemt sted at være, for med teknologiens udvikling følger jo visse goder – såsom Wolt og rulletrapper, for alle os, der er privilegerede nok til at gå op i sådan nogle ting.

Så når jeg nu skriver om den anemoia, der ofte rammer mig, handler det hverken om at sprede dommedagsstemning eller være alt for alting-var-bedre-engang-agtig. Det handler om at vokse op i en uforudsigelig verden, der kan få mig til at længes efter tiden, før jeg blev født.

Eller i hvert fald ideen om den.

Demokratiet havde sejret, sagde man i 1989. Historien havde nået sin afslutning, og truslen om atombomben var afblæst. Danmark vandt EM i 1992, og jeg fornemmer en generel form for tjuhej-hvor-det-går-energi dengang i halvfemserne. Den kunne jeg godt bruge lidt mere af.

For nu kalder vi åbenbart Trump for Europas Voldemort. Internettet flyder med misinformation, katastrofefølelse, og generelt trives pessimismen takket være verdens tilstand.

Det kan en gang imellem godt føles som om, verden er ved at brænde ned.

Det er en nedslående erkendelse, og måske er det derfor, jeg længes tilbage til en tid som halvfemserne, der står som en så enkel og optimistisk periode i mit hoved. Måske er det derfor, jeg sørger over tabet af en ungdom, der føltes mere ubekymret. Derfor skuer jeg opgivende ud mod verden og kigger ned i min telefon.

Heldigvis er der stadig meget, der kan nå at ændre sig. Og vi kan sagtens nå at tage optimismen og venskabet med ind i den digitale tidsalder, hvis bare vi gør os umage med hinanden. Værdsætter hinanden.

Det virker måske rimeligt naivt, sådan at længes efter noget, der egentligt er forbi. Måske virker vi også fjollede med alt vores internetkultur og ’firkantede øjne’.

Men vær søde ved os alligevel. Det er nemt at rynke på næsen og løfte pegefingeren overfor alle os i ’den ængstelige generation’, men vi forsøger bare at navigere i den verden, der er blevet efterladt til os.