Danske stjerner står i kø i den nye Netflix-film 'Mango'
Foto: Netflix
Imens 2024 ikke bød på mange danske Netflix-titler, ser 2025 anderledes lovende ud.
Allerede 26. februar er der premiere på Ditte Hansen og Louise Mieritz' Netflix-film 'Sult', og senere i år kommer serierne 'Reservatet' og 'Legenden'.
Og så er der 'Mango' - Mehdi og Milad Avaz' seneste Netflix-projekt, der emmer af sol og sommer. Og ikke mindst af store navne på rollelisten.
Således kan vi glæde os til at se Josephine Park, Paprika Steen, Dar Salim og Josephine Højbjerg i skøn forening i den nye film, der følger den ambitiøse hotelmanager, Lærke (Josephine Park), som får sit livs chance, da hendes chef sender hende til Malaga i Spanien for at bygge et stort nyt hotel midt på en mangoplantage.
Plantagen er imidlertid ejet af Alex (Dar Salim) – en tidligere advokat – som nægter at sælge sin jord på grund af en tragisk fortid, han ikke kan slippe.
Med sig på turen har Lærke datteren Agnes (Josephine Højbjerg), som for en gangs skyld skal på ferie med sin travle mor – tror hun. Da spirende følelser opstår mellem Alex og Lærke, tvinges de begge ud i et valg, der påvirker både karriereambitionerne og familien.
Se billederne fra den stjernespækkede film her:
Josephine Park som Lærke og Josephine Højbjerg som Agnes i 'Mango'
Foto: Netflix
Dar Salim som Alex i 'Mango'
Foto: Netflix
Paprika Steen som Joan i 'Mango'
Foto: Netflix
Josephine Højbjerg som Agnes og Sara Jimenez som Paula i 'Mango'
Foto: Netflix
Mango bliver instrueret af Mehdi Avaz efter manuskript af Milad Schwartz Avaz. Foruden Josephine Park, Paprika Steen, Dar Salim og Josephine Højbjerg medvirker også Sara Jiménez, Anders W. Berthelsen, Sebastian Jessen, Lise Baastrup og Ninton Sánchez.
Den præcise premieredato på 'Mango' er endnu ikke bekræftet, men Netflix har meddelt, at det bliver på et tidspunkt i løbet af 2025.