Følelsen af ensomhed rammer ofte Heidi. Men så stiller hun sig selv ét spørgsmål og får det bedre

For nylig kunne hun mærke den komme snigende igen. Følelsen af at være ensom. Det er en gammel bekendt i 47-årige Heidi Meyer Vallentins liv, selv om den har ændret sig i sit udtryk, fra hun var barn og ung til nu.

– Da jeg var mindre, handlede den om, at jeg følte mig anderledes, alene og ikke helt kunne få, hvad de andre børn havde. Jeg har nok også en høj sensitivitet og en bevidsthed, der skiller sig lidt ud, fortæller Heidi, der bruger disse evner i sit virke som terapeut og jordemoder i dag.

Men som barn forstyrrede hendes høje intuition samspillet med andre børn, da hun observerede de utalte dynamikker og reaktioner og havde svært ved at lukke det ude.

Hun er opvokset i Sorø og Hareskoven med sin mor, stedfar og deres to døtre, der var ni og syv år yngre end Heidi. Hun var populær nok i skolen og har heller ikke siden i sit liv haft problemer med det sociale. Hun bor med sin mand, Peter, deres fælles datter og hans søn og har desuden børn fra tidligere.

I en årrække levede Peter og Heidi hver for sig, men hele den sammenbragte familie bor nu sammen i Kartoffelrækkerne i København, hvorfra hun driver sin jordemoderklinik. Dejlige veninder har hun også. Så hvad handler hendes ensomhedsfølelse om som voksen?

– Jeg tror, den er nedarvet fra min mor, der har haft en meget dysfunktionel opvækst med omsorgssvigt, misbrug, vold og blev sendt på børnehjem. Hun er en stærk mønsterbryder, men indeni har hun en kæmpe følelse af at være valgt fra, derfor har hun beskuet verden med tvivl og mistro og haft følelsen af at være uønsket.

– Det har gjort hende sårbar, og med sårbarheden kom forsvaret, som var et umodent forsvar fra et svigtet barn, som nemt slår over i én reaktion – nemlig at ”afstøde før jeg selv bliver afstødt”. Så jeg og mine søstre har ofte oplevet, at “vi også bare kunne skride, hvis vi alligevel ikke kunne lide hende”, fortæller Heidi, der erkender, at hun i mange år ikke kunne elske sin mor, men i dag gør det.

De har haft mange ærlige samtaler om barndommen, der ikke altid var nem.

– Jeg ved, at jeg ikke selv var uønsket, så når følelsen af at være ensom og uønsket dukker op hos mig, er jeg blevet meget opmærksom på, at den ikke alene er MIN følelse, men noget nedarvet, ja, måske noget epigenetisk, men derfor skal jeg stadig forholde mig til den.

Hav selvomsorg

Heidi har nogle strategier, når hun kan mærke, følelsen er ved at ramme, som den gjorde for nylig.

– Følelsen af ensomhed havde et budskab til mig denne gang. At jeg havde arbejdet for hårdt for længe, og at jeg havde været noget for alle andre, men ikke været noget og nok for mig selv. En dag lavede jeg mig en kop te og lagde mig på sengen med chokolade og en varmepude på maven og var der bare for mig. Jeg har også blokeret lidt i min kalender, så der er tid til venindeaftaler, og vi er flyttet sammen, det har også skabt noget overskud.

Det at vise sig selv kærlighed og omsorg hjælper Heidi med at skubbe følelsen af ensomhed på afstand.

– Jeg arbejder med teknikken Meyermind fra Meyermetoden som er nervesystemsregulering igennem fokus, vejrtrækning og afspænding både som jordemoder og til at regulere mig selv. Når jeg er dér, kan jeg mærke mig selv tydeligt og ikke al det, der er støj fra genetik eller omgivelser. Nogle gange kan ensomhed nemlig også forveksles med andre behov, så jeg skal først lige sørge for, at de er opfyldt, og det kan være alt fra sult, tørst, ro og hvile, siger Heidi.

– Det at lave et lækkert måltid mad til mig selv er en selvkærlig handling, hvor ensomhedsfølelsen faktisk kan forsvinde, for jeg har jo mig selv, og inde i os selv er vi aldrig ensomme; her er stride strømme af kærlighed.

– Jeg tror, at mange ensomme har manglende selvomsorg og er ensomme dybt i deres sjæl, fordi de ikke engang er der for dem selv – det skal starte der, lyder det fra Heidi, der understreger, at det her handler om den følelse af ensomhed, mange mennesker har, selv om de er omkring mennesker. Der er også den helt reelle ensomhed, hvor man ikke har nogen at række ud til.

Heidi er ikke bange for at sige højt, at hun kan blive ramt af ensomhedsfølelsen. Men også at hun har lært at stille sig selv spørgsmålet: Om hun nu også er ensom? Det handler ifølge hende om, at en tanke skal blive til en følelse, før den kan blive til en reaktion i nervesystemet.

– Er der noget, jeg kan gøre, før den følelse bliver forankret i mig? For hvis den får fat, sætter sig fast i en rille og bliver negativ, så er det, at jeg mærker smerte, og at den kan lave et negativt filter over noget, jeg ellers er tilfreds med. Det kan være, jeg pludselig føler, mine veninder ikke inviterer eller ringer nok, men så er det vigtigt at huske, at min ensomhedsfølelse kommer indefra, og at jeg selv skal tage ansvar for min egen fortolkning. Den handler ikke om mine veninder, der sikkert bare har travlt i deres liv, siger Heidi, der også pointerer, at det er vigtigt – og hjælpsomt – at sige det højt.

– Da jeg for nylig blev ramt af følelsen, satte jeg ord på over for en veninde, og så sagde hun: ”Det skal vi da gøre noget ved”. Jeg har lært at lade være med at trække mig, når følelsen kommer, men i stedet byde mig til, fortælle ærligt hvis jeg føler mig udenfor og gøre opmærksom på mit ønske om fællesskab og venskab. Jeg har også lært, at følelsen ikke er farlig, men måske har et vigtigt budskab til mig.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 3/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.