Familieliv
6. februar 2025

Da datteren kom hjem fra skiskolen, fortalte hun en historie, der fik Stine til at bide sig selv i læben

Hvordan lærer man sine døtre at sige fra, når al opdragelse ses i lyset af ens egen generation? Det spørger jurist og influencer Stine Billy om.
Af: Julie Voldby Bruun
Stine Billy

Foto: Privat

- Han synes jo bare, at du er sød.

Da Stine Billys 8-årige datter på skiferien kom hjem fra skiskole og fortalte, hvordan en svensk dreng gentagne gange var blevet ved med at kaste sne ned i hendes flyverdragt, måtte Stine Billy bide sig selv i læben for ikke at lade sætningen slippe ud af sin mund.

Sætningen, som i generationer er blevet brugt til at undskylde drenges til tider voldsomme drillerier overfor det modsatte, klinger nemlig i dag hult i Stine Billys ører.

Alligevel var det den sætning, der dukkede op i hendes hoved.

Fordi hvordan lærer man sine døtre at sætte grænser, når det har taget over fyrre år at lære det selv?

- Det handler jo om, at vi opdrager vores børn i lyset af vores egen opdragelse og opvækst. Vi lærte ikke selv at sige fra i vores barndom, vi fik bare at vide, at vi skulle finde os i det, fortæller Stine Billy og fortsætter.

- Jeg kan selv huske at gå i folkeskole og få en vasker af en dreng, og da jeg så sagde det til en lærer, sagde hun: "pyt skidt, det er bare fordi, han godt kan lide dig." Vi mangler nogle værktøjer til, hvordan vi lærer piger at sige fra, slår hun fast.

Famler i blinde

Når Stine Billy ikke er på arbejde som jurist, hvor hun hjælper voldsramte kvinder, deler hun ud af sit forældreskab på Instagramprofilen Jernmor.dk. Især opslaget om, hvordan hun føler, at hun famler i blinde, når det kommer til at lære sine to døtre at sige fra, var noget, der vækkede genklang hos mange.

- Når vi har givet dem de værktøjer, der nu engang er, som er at sige fra og at sige det til en voksen, hvad gør man så? Skal vi så sige til vores datter, at hun skal skubbe ham eller stikke ham en flad? At hun skal kaste en snebold tilbage i hovedet på ham, eller skrige ham ind i hovedet, indtil han forstår et nej? spørger hun og fortsætter.

- Man kommer lidt til kort, fordi man ikke selv har værktøjer fra sin egen barndom. I stedet har vi ofte fået at vide, at vi skal rette ind, og der er jo også noget samfundsbestemt i forhold til, at som pige og kvinde så skal vi helst ikke skabe for meget dårlig stemning.

Stine Billy oplever, at det stadig som voksen kvinde kan være svært at vide, hvordan man siger fra på en tydelig måde, så man hverken fremstår vred eller hysterisk - sådan som det ellers historisk set har været tilfældet, forklarer hun.

- Jeg kan godt sætte grænser og sige fra første gang, men når det så fortsat ikke bliver accepteret, hvad gør jeg så? Det er de overvejelser, jeg gør mig i forhold til mine døtre, når de kommer og fortæller om et eller andet, der er sket. Fordi det er jo aldrig okay at overskride andre menneskers grænser, uanset hvilket køn og alder man har, siger hun.

- Bare sig nej

Udover at være mor til to døtre på 8 og 10 år, så har Stine Billy også en søn på 8 år, der er tvillingebror til hendes yngste datter. Hun oplever ikke på samme måde, at hendes søn er ude for situationer, hvor der gentagne gange bliver markeret en grænse, og at der så ikke bliver lyttet.

På samme måde er det ikke Stine Billys oplevelse, at hendes mand og børnenes far spekulerer over, hvordan man sætter grænser i lige så høj grad, som hun selv gør. Og det er der en særlig grund til, tror hun.

- Han er to meter høj og kaptajn i forsvaret, og når han siger noget, så hører folk efter. Så derfor er det ikke min fornemmelse, at han på samme måde er i kontakt med, at man godt kan sige fra men så blive overhørt.

- Derfor er det heller ikke en overvejelse for ham, at vores børn godt kan stå i en situation, hvor de siger fra, og der så ikke bliver lyttet. Der er det nemmere for ham at sige: ”så siger du bare nej”.

Øget fokus på grænser

Med til de sidste par års MeToo-debat og samtykkelovgivningen er der generelt kommet mere fokus på at sætte grænser, mener Stine Billy.

For hende handler det da heller ikke kun om at lære sine børn at sige fra på legepladsen eller skiskolen, men i lige så høj grad om også at opdrage dem til at kunne vurdere, hvornår andres grænse nærmer sig.

- Selvom den kønnede opdragelse generelt er et samfundsmæssigt problem, så mener jeg også, at der er rigtig meget, der foregår i hjemmene. Og hjemme hos os er der ikke forskel på mor og far. Der er ikke forskel på, når far siger fra, og når mor siger fra, eller på hvor meget værdi far har, og hvor meget værdi mor har.

Læs mere om:

Læs også