Jeg skulle springe 216 meter ud fra en bro. Men alt jeg kunne tænke på, var tallet der stod på min hånd

For otte år siden stod jeg på en 216 meter høj bro i Sydafrika og var få minutter fra mit livs største adrenalinsus. At springe bungyjump kan for mange være forbundet med frygten for at dø. At noget går galt, at elastikken springer.

Men da jeg stod dér på afsatsen og skulle til at springe, var det noget andet, der optog mine tanker.

Nemlig tallet 74, der stod skrevet med stor, fed sprittusch på min håndryg: min vægt.

Jeg var på en grupperejse med tyve andre piger, og mange af os skulle springe. Men først skulle vi på skift stille os op på en vægt, hvorefter den mandlige guide skrev vores vægt på håndryggen. Og der stod vi så og lod som om, at vi ikke var i fuld gang med at sammenligne os med hinanden. Mit tal var et af de højeste.

På Copenhagen Fashion Week, der netop er løbet af stablen, blev det én gang for alvor slået fast, at thin is in, og at kropsdiversitet er yt.

Det erkender Cecilie Thorsmark, der er administrerende direktør i modeugen.

- Det var tydeligt denne modeuge, at kropsdiversiteten på catwalken har taget et skridt tilbage, og det er virkelig ærgerligt. I flere år så vi ellers en positiv udvikling med en gradvist større variation af kropstyper sæson efter sæson, og jeg er overbevist om, at det hænger sammen med den globale Wegovy-bølge, siger hun til TV 2.

De sidste modeller var netop trådt af catwalken, da Novo Nordisk offentliggjorde deres historiske rekordomsætning for året 2024. Omsætningen lød på 290 milliarder kroner, og efter skat landede overskuddet på svimlende 101 milliarder kroner. Det skyldes især deres fedmemedicin.

Fortællingen om, at mit liv ville blive bedre, hvis bare jeg var tyndere, har fulgt mig stort set hele mit liv. Så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg som voksen drømt om at veje under 70 kilo. Det har altid været mit gyldne tal.

Min vægt har fået skylden for alt. Lige fra hvorfor jeg aldrig har haft succes i mit kærlighedsliv, til hvorfor jeg tilbage i 2012 ikke løb med titlen som ’Sommerens Sødeste’ i Ringkøbing-Skjern Kommune. En konkurrence som min storesøster havde indstillet mig til i det lokale dagblad, fordi man kunne vinde en charterferie.

Siden jeg var teenager, ja endda barn, har jeg været besat af, om jeg ser tyk ud, hver gang der bliver taget et billede af mig.

Har jeg dobbelthage? Er min overarm på størrelse med en rullesteg, og kan man se på min mave, at jeg lige har spist en fuldfed flødeskumskage?

Det er måske ikke så underligt med tanke på, at jeg voksede op i slutningen af halvfemserne og i nullerne, hvor alle helst skulle ligne fotomodellen Kate Moss, og hvor filmkarakterer som Bridget Jones blev framet til at være plus size på trods af, at hun i filmen vejer 136 pounds. Det svarer til 61,6 kilo.

Jeg brugte også mange eftermiddage i mine formative år med min mor på vægten i et baglokale i det lokale bowlingcenter.

Her kom hun jævnligt, fordi hun var med i Vægtvogterne; et amerikansk koncept hvis pointsystem havde stor succes i Danmark fra 2000 og nogle år frem. Hver gang man havde tabt sig, fik man et lille klistermærke i sin vægttabsbog.

Der var voksne mennesker i alle aldre og tøjstørrelser, men de havde alle sammen det til fælles, at de ikke kunne lide deres egen krop.

I de samme år havde tv-programmer som ’Livet er fedt’, ’Du er hvad du spiser’, ’En kur, der dur’ og ’Min fede familie’ skyhøje seertal. Hver uge så omkring en million danskere eksempelvis med i førstnævnte serie, hvor en række medvirkende blev fulgt under deres ophold på livsstilshøjskolen Ubberup Højskole – der i øvrigt netop har indstillet driften på grund af for få tilmeldinger.

I begrundelsen for lukningen skriver skolen blandt andet på Facebook:

- Medicinske løsninger fra Novo Nordisk har ændret markedet for livsstilsændringer markant. Disse udviklinger har blandt andre skabt en hård konkurrence, som vi tydeligt har mærket.

Jeg har aldrig været på livsstilshøjskole, men jeg har forsøgt stort set alt andet for at nå min idealvægt. Alt lige fra at tælle kalorier (alle der har prøvet det ved, at når du først har gjort det én gang, er der ingen vej tilbage. Dit forhold til mad vil for evigt være fucked) til forgæves at sulte mig selv og træne som en besat.

Der var faktisk en meget kort periode, hvor min vægt lå under det gyldne tal, 70. Den dag, jeg blev student, vejede jeg omkring 68,5 kilo. Jeg husker at kigge på billedet af mig selv med huen på og tænke, at jeg så tyk ud. Mit gyldne tal dalede bare til 65.

Når jeg tænker på alt det, vi har været igennem – min krop og jeg – gør det mig ked af det, at vi ikke er nået længere. Jeg accepterer den – holder endda meget af den, men jeg elsker den ikke ubetinget. Det har populærkulturen lært mig, at jeg ikke skal. Den lever nemlig ikke op til kropsidealet og har egentlig aldrig gjort det. Thin har altid været in, hvem er det, vi prøver at narre?

Men hvad der gør mig endnu mere ked af det er, at det ser ud til, at vi videregiver vores eget internaliserede dårlige selvværd.

En undersøgelse lavet for Sex & Samfunds i forbindelse med den årlige undervisningskampagne Uge Sex, viser nemlig, at ”ni ud af ti af pigerne og halvdelen af drengene det sidste halve år har foretaget mindst én handling for at kontrollere egen fremtoning på grund af negative tanker om egen krop.”

Det kan eksempelvis være at gå i løst tøj, dække huden med makeup eller sulte sig selv. Det skriver Sex og Samfund i en pressemeddelelse.

Det fremgår også af resultaterne, at to ud af tre af pigerne og en ud af tre af drengene det sidste halve år har undgået at deltage i mindst én social aktivitet på grund af negative tanker om egen krop.

I mange tilfælde var nullerne ”en anden tid”.

Desværre bare ikke, når det kommer til kroppe. Bowlinghallens baglokale er bare byttet ud med lægens venteværelse.

Det giver mig lyst til at spørge ud i plenum, hvad det virkelig er for et kropsideal, vi ønsker at give videre til de næste generationer?

Er det positive kropsideal virkelig en utopi?