Det startede i de mindste klasser, hvor sundhedsplejersken viste mig et diagram. Nu er den lille stemme dukket op igen

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For fire måneder siden meldte jeg mig ind i et fitnesscenter for 117. gang i mit voksne liv.

I modsætning til alle de forrige fitnessforsøg er det denne gang endelig lykkes mig at vedligeholde et nogenlunde normalt og stabilt forhold til min træning, fordi målet er flere endorfiner og ikke nødvendigvis færre kilo, som det tidligere har været tilfældet.

Men efter at have læst en artikel i Weekendavisen om de nye tider, som Novo Nordisk med slankemedicin som Wegovy og Ozempic varsler, sad jeg tilbage med en nagende følelse i kroppen, som jeg siden har haft svært ved at ryste af mig.

Der er nemlig ikke kun tale om et medicinsk gennembrud af dimensioner, men derimod ”en ny verdensorden, som ingen kan overskue konsekvenserne af”, som der står skrevet i artiklen.

En verdensorden ledt an af Novo Nordisk i parløb med techgiganterne, og som er drevet af befolkningens ønske om at være tynd, eftersom tyndhed signalerer dyden selvbeherskelse.

Pludselig virkede alt det hårde arbejde, jeg har lagt i at ændre mit forhold til min krop og til min træning, ligegyldig.

Jeg blev ikke kun skræmt over, at der er tale om et marked, som banken Barclays estimerer til at være 200 milliarder dollars værd i 2030, og som har potentiale til på sigt at gøre os alle sammen til medicinforbrugere, som kritikeren Arthur Caplan skriver i Scientific American.

Jeg blev i lige så høj grad skræmt af den lille stemme, der dukkede op fra et sted bagerst i mit hoved, som hviskede: “Du kunne jo også bare prøve Wegovy?”

Jeg anfægter ikke brugen af slankemedicin for dem, som den er beregnet til. Tværtimod.

Det er svært at være kritisk over for, at de mange patienter, som tidligere er blevet givet op på af lægevidenskaben, endelig kan få hjælp. Det er jo i og for sig et mirakel.

Men så er der til gengæld alle os andre med sunde og raske kroppe, der måske har lidt svært ved at beherske os, når det kommer til gluten og chokolade, men som i det store hele er normalvægtige. ”The worried well, som Arthur Caplan kalder os.

Det er hér problemet opstår.

Skal vi nu til at give afkald på alle vores principper for at passe ind i et skønhedsideal, som jeg egentlig gik og troede var uddøende?

Efter et par år, hvor kropspositivismen til en vis grad har formået at gøre op med den vægtfikserede tankegang og dikotomiske skildring af ”gode” og ”dårlige” kroppe, frygter jeg at blive sat tilbage til den tid, hvor vi var villige til at gøre alt for at leve op til urealistiske skønhedsidealer produceret af modeindustrien og populærkulturen.

Og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg orker det ikke.

Tag bare fastetrenden, hvis popularitet er eksploderet nogenlunde samtidig med, at slankemedicinen er kommet på markedet. Du skal ikke komme og fortælle mig, at det er tilfældigt.

Nu skal vi alle sammen til at være tynde igen, fordi som kulturskribent Sine C. Gerstenberg skriver i sin kommentar om modeugen: ”Der er ikke flere undskyldninger for at være fed, rund eller normalvægtig. Vi har jo Wegovy!”

Det er min bekymring, at hvis vi ikke får sagt fra og stiller os kritiske overfor de nye medikamenter, så går vi en fremtid i møde præget af sygelige tyndhedsidealer, spiseforstyrrelser, øget stigmatisering af overvægtige, mere tykfobi samt en endnu større ulighed i samfundet, fordi det ikke nødvendigvis er dem, der har mest brug for medicinen, der har råd til at købe den.

Derfor må vi lægge pres på, at myndighederne skærper retningslinjerne for, hvem slankemedicin reelt er til for.

Det er afgørende, at vi ikke lader medicinalindustrien give kropspositivismen dødsstødet.

Der er ingen, der skal kapitalisere på dårligt selvværd - det er afgørende, at vi siger fra over for den indre stemme fremmanet af samme industri, som fortæller os, at vores kroppe ikke er gode nok, som de er.

Det er min tese, at de fleste andre mennesker med en krop, ligesom jeg har nogle komplekser omkring dele af den - eller i hvert fald haft det på et tidspunkt deres liv.

Selv har jeg altid haft et ønske om at tabe mig det, som nogle måske genkender som ”de sidste fem til otte kilo”.

Det er et ønske, jeg kan spore helt tilbage til barndommen. Jeg husker særligt, hvordan jeg som lille pige i en af de mindste klasser blev præsenteret for mit vægtdiagram inde hos sundhedsplejersken.

Diagrammet viste to kurver: Den ene kurve viste, hvor min vægt burde være for en pige med min højde og alder, den anden viste, hvor den rent faktisk var på vej hen. Og kurven over min vægt var på vej i den forkerte retning, slog sundhedsplejersken fast.

Af den grund, og på grund af samfundets misvisende og overfladiske billede på, hvad der udgør en sund krop, har jeg altid følt, at min var forkert.

Med alderen har jeg lært at acceptere min krop, holde af den og være stolt af den, selvom der står obese på min digitale vægt, når jeg træder op på den.

Indrømmet: Det er ikke alle dage, jeg formår at tale pænt til min krop, men det er langt de fleste, og sådan har det ikke altid været. I dag ved jeg nemlig godt, at en overvægtig eller tyk krop ikke nødvendigvis er en usund krop.

På de dage, hvor jeg tager mig selv i at undgå spejle, forsøger jeg at minde mig selv om, hvor sej min krop er på grund af alle de ting, den gør for mig.

Den bærer mig rundt fra sted til sted og op og ned ad trapper. Den kan løbe hurtigt, springe højt, løfte tunge ting og danse til langt ud på natten.

Jeg er taknemmelig for, at jeg har en krop, der kan alt det, og jeg er bevidst om, at det ikke er alle forundt.

Jeg bliver derfor vred over den lille stemme, der i takt med fremkomsten af Wegovy og Ozempic nu er dukket op for at udfordre accepten af min egen krop, som jeg har brugt så mange år på at opbygge, og som jeg langt henad vejen er lykkes med, fordi den kropspositivistiske bølge har ladet mig surfe på dens opfordring til selvkærlighed.

Jeg vil lære at elske min krop, som den er, uden at nogen - hverken medicinalindustrien, populærkulturen eller sundhedsplejersken - fortæller mig, at den er forkert. Den læring er også en del af livet.