Mode
11. februar 2025

Denne 20 år gamle taske scorer 10/10 på nostalgibarometeret

… og den er hottere nu end nogensinde før.
Af: Rose Maria Behavý
louis vuitton takashi murakami

Foto: Mb Pictures/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Måske havde du den selv. Måske drømte du om den. Men du har helt sikkert ikke glemt den.

I 00’erne var den smarteste taske, du kunne smide over armen, en hvid canvas-sag med multifarvede LV-logoer strøet ud over taskens overflade.

Vi taler naturligvis om Louis Vuittons samarbejde med kunstneren Takashi Murakami, der i 2003 redefinerede Louis Vuittons aktualitetsstatus og sendte det stolte, traditionsrige (og måske indtil da lettere konservative?) franske modehus direkte ind på det allerhøjeste trendbarometer.

Taskerne, særligt de velkendte Louis Vuitton-modeller som ‘Speedy’ og ‘Pochette’, blev uundgåeligt arm-candy hos tidens ‘it-girls’ som dengang talte Paris Hilton, Nicole Richi, Jessica Simpson, Ashley Tisdale og Rihanna. Alle havde (mindst) én Louis Vuitton x Takashi Murakami-kreation at pifte deres stonewashed bootcut flare jeans, lange party-toppe og pangfarvede Juicy Couture zip-down velour-hoodies op med. Det var et syn for Guder.

‘Monogram Multicolore’-kollektionen kom i stand under daværende Louis Vuitton-chefdesigner, Marc Jacobs, og blev definerende for modehusets identitet. Ikke nok med at kollektionen blev vanvittigt populær, da den blev lanceret, så scorer den selv i dag - trods sit meget samtidsbetonede udtryk - vanvittigt højt på attråværdighedsskalaen, og originale eksemplarer fra dengang i 00’erne går som varmt brød på luksus vintage-sites.

Men ikke nok med det, så var samarbejdet mellem Murakami og Vuitton også et af det første eksempler på, at et luksusmodehus fusionerede sit udtryk med moderne samtidskunst.

Siden samarbejdet med Murakami og ‘Monogram Multicolore’-kollektionen og den efterfølgende ‘Cherry Blossom’-kollektion (også fra 2003) har Louis Vuitton således samarbejdet med kunstnere som Jeff Koons, Yayoi Kusama, Stephen Sprouse og Supreme - alle eksempler på modpoler i æstetisk udtryk, der forenes i overraskende harmoni. Som når rapmusikere bruger klassisk musik i deres musikalske værker. I terorien virker det som noget rod, men i praksis er det fantastisk.

Louis Vuittons modige debutsamarbejde med Murakami fra 2003 kan på mange måde også tilskrives æren for de mange øvrige brandsamarbejder, vi har set siden da - det bedste eksempel er nok H&Ms årlige designer-kollektioner, hvor det svenske highstreet-brand har indgået aftaler med feterede designere, modehuse og couture-skabere og skabt kollektioner, som har demokratiseret den dyre ende af modeskalaen.

Men det er en anden snak, for det handlede jo faktisk om Takashi Murakami og hans ‘Monogram Multicolore’-kollektion for Louis Vuitton.

Kollektionen og taskerne, der i dag har +20 år på bagen er nemlig næsten mere aktuelle nu, end de var for 20 år siden. Og det siger ikke så lidt, når man har den kendis-endorsement, som taskerne fik dengang i mente.

Det er ikke længere en overraskelse, at alt, der lugter lidt af Y2K og 00’erne er fabelagtigt populært lige nu, og den hype har Louis Vuitton udnyttet, og lancerer nu en jubilæumskollektion baseret på den 20 år gamle ‘Monogram Multicolore’-kollektion.

Første del af kollektionen, der i alt består af to installationer, blev sendt på gaden ved årsskiftet 2025 og indeholder både motiver fra ‘Monogram Multicolore’ og ‘Cherry Blossom’. Her er blandt andet modeller som ‘Speedy’-tasken samt bælter, punge, sko og kufferter.

Kampagnemodellen for kollektionen er Zendaya, og der er allerede gisninger om, at den nye lancering af de ikoniske tasker vil få prisen på de originale og 20 år gamle modeller til at gå gennem taget.

Så har du et originalt eksemplar derhjemme, så skal du enten holde rigtig godt fast, eller gøre dig klar til at sælge med avance. For Gen Z kommer til at stå i kø for at købe den.

Og mens vi venter på diverse re-sell sider til at gå amok i multifarvede LV-logoer, så kan vi ligeså godt tage en tur ned af mindernes vej og huske, hvorfor netop denne taske er så vanvittig hot.

Der er ingen tvivl. Den scorer 10/10 på nostalgibarometeret.

Læs mere om:

Læs også