![Psykolog Ditte Brorson](https://imgix.femina.dk/2021-10-12/20210329-110231-4-1920x2818we.jpg?auto=format,compress&fit=crop&fp-x=0.44&fp-y=0.36&ar=125:125)
Nyt studie: På denne dag eskalerer antallet af voldtægter
![drunk](https://imgix.femina.dk/2025-02-12/michael-discenza-MxfcoxycH_Y-unsplash.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=414:548&crop=faces,entropy)
- Det' fredag, jeg har lige fået løn. Men jeg' sikker på, at på mandag er min konto tømt. For vi lever kun for i aften, hvem tænker på i morgen? Ja, for i aften, hvem tænker på i morgen?
Sådan synger rapgruppen Vild Smith på hittet ‘Penge på dig’ fra 2015, og alt tyder på, at der er mange, der kan genkende følelsen af at gå på weekend med en optanket lønkonto - og ikke mindst trangen til at fejre det.
I hvert fald øges aktiviteten i nattelivet omkring udbetalingsdagen. Men med den øgede festaktivitet sidst og først på måneden følger også en række triste tendenser.
Udbetalingsdage leder nemlig til en stigning i antallet af anmeldelser om volds- og seksualforbrydelser på hele 77 procent. Det svarer til 46 ekstra anmeldelser den efterfølgende dag. Det viser et nyt studie fra Rockwool Fonden.
Især antallet af voldtægtssager stiger drastisk med mere end 230 procent. Det svarer til, at en fjerdedel af alle voldtægter i Danmark bliver begået i de tre dage, der kommer efter lønningsdagen. Til sammenligning stiger antallet af grove voldstilfælde med lige over 40 procent.
Penge på lommen
Det er sandsynligvis det øgede forbrug af alkohol og stoffer i de første dage efter udbetalingsdagen, der er årsag til stigningen i kriminalitet, fortæller Mikkel Mertz, der er en af forskerne bag studiet, til Ritzau.
- Når folk får penge på lommen, vil mange gerne ud at feste. Og kombinationen af alkohol, stoffer og mange mennesker i nattelivet er en farlig cocktail, siger han og fortsætter:
Ifølge studiet er det folk fra alle sociale lag og indkomstgrupper, der bidrager til den høje kriminalitet, og ikke kun dem, der med høj sandsynlighed mangler penge mod slutningen af måneden.
Alligevel er der særligt én gruppe, der går mere igen end andre i statistikkerne, og det er kontanthjælpsmodtagerne. De står for næsten en fjerdedel af den samlede udvikling i kriminaliteten efter lønningsdagen.
For at undgå stigningen af kriminalitet og lette det medfølgende øgede pres på politiet og hos sundhedsvæsenet foreslår Mikkel Mertz en noget utraditionel løsning.
- Hvis man har en ambition om at lette presset på politibetjente og sundhedspersonale, så kunne en mulig løsning være at variere, hvornår løn og ydelser bliver udbetalt. Det vil sandsynligvis få færre til at tage den helt store bytur på samme tid, hvilket medfører færre konflikter i nattelivet, der ender med vold og voldtægt, siger han til Ritzau.
I studiet fra Rockwool Fonden er perioderne omkring de 192 udbetalingsdage mellem 2003 og 2018 blevet analyseret. Udviklingen omfatter markante stigninger inden for alvorlig og personfarlig kriminalitet.
![Psykolog Ditte Brorson](https://imgix.femina.dk/2021-10-12/20210329-110231-4-1920x2818we.jpg?auto=format,compress&fit=crop&fp-x=0.44&fp-y=0.36&ar=125:125)