Marie skulle springe i elastik 16 meter over jorden, men elastikken holdt ikke. Derfra skulle hun have hjælp til alt

Det er svært at forestille sig, at 32-årige Marie Frederiksen for få år siden næsten ikke kunne slæbe sig op i lejligheden på anden sal, når man ser hende i dag.

Hun suser frem og tilbage mellem køkken og det runde spisebord i stuen med kaffe og vand og sender med et stort smil kæresten på indkøb til aftenens gæster.

– Jeg var 28 år, da det skete, ung, stærk, fuld af mod på livet. I næste sekund kunne jeg ingenting – var baby-Marie med ble og rød numse igen, fuldstændig afhængig af andres hjælp, fortæller hun.

– Jeg var ved bevidsthed hele tiden og husker alt fra ulykken, men siden var jeg i perioder nødt til at zoome ud af min krop og se den udefra for at udholde alt det forfærdelige og smerterne, forklarer hun.

Marie voksede op i Slagelse og var en pige med go i – til jul og fødselsdage ønskede hun sig oplevelser i stedet for gaver. Marie havde før prøvet at klatre, derfor lå det lige for, da en veninde gav hende et besøg i en klatrepark til hendes 28-års fødselsdag.

Veninden tog selv med, da gavekortet skulle indløses lørdag den 7. november 2020.

– Min veninde filmede mig, da jeg skulle tage et elastikspring 16 meter over jorden. Meningen var, at jeg skulle falde frit et par meter, og så skulle elastikken bremse mit fald. Det gjorde den bare ikke.

Marie landede på en hård skovbund og kunne ikke trække vejret.

– Jeg husker en strålende smerte i venstre baglår og tænkte, ’det her kan jeg ikke leve med’.

– Jeg lå og så op på en masse hoveder over mig. En sød dame lagde et tæppe over mig.

Marie ryster på hovedet ad sig selv.

– Da ambulancen kom, lavede jeg sjov med redderne. De begyndte at klippe mit tøj op, og da de kom til mine bukser, jokede jeg og sagde, at det da var heldigt, at jeg lige havde barberet ben.

Udviklede angst

Marie havde brækket fod, bækken, ribben, ryg, brystben. Hun blev kørt til akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus.

– Jeg husker, at det var så sterilt og så igen alle de hoveder, der stirrede på mig.

Fra Slagelse gik turen videre til Odense, hvor hun blev indlagt på intensivafdelingen. Her begyndte den første af en lang række operationer.

– Ulykken er år nul for mig. Fra en velfungerende kvinde med fast job, lejlighed og kæreste gik jeg til at blive barn igen. Jeg havde bleudslæt, skulle have hjælp til at drikke med sugerør – alt skulle jeg have hjælp til.

Marie var ikke kun fysisk ramt af ulykken.

– Jeg fik angst. Alle andre føltes så store og høje, når jeg lå i sengen, og de kom og så ned på mig. Og senere da jeg kom op at sidde i en kørestol, mens andre gik omkring mig.

– Jeg gik i panik og tudede, hver gang der skulle ske noget nyt. Jeg var så bange for alt – falder skruerne i min krop ud? Kommer jeg til at gå igen?

Maries drøm var at komme til at gå igen. Hun kastede lange blikke efter alle andre, der gik rundt og slet ikke tænkte på, hvor fantastisk det var, at de kunne gå.

– Jeg er tit blevet mødt med bemærkninger som ’er du ikke taknemmelig for, at du er i live?’ Men inde i mig var alt sort, jeg var så bange og havde kun fokus på at hele. Alt det eksistentielle kom først senere.

Ulykken skete under corona, hvilket forstærkede Maries følelse af angst og isolation.

– Man måtte kun have én besøgende på stuen. Det var tilladt at have flere besøgende udenfor, men da jeg i det første lange stykke tid slet ikke kunne bevæge mig, kunne det ikke rigtigt lade sig gøre.

Hendes mor var testet positiv med corona, da ulykken skete og måtte derfor ikke besøge sin datter i den første tid. Senere var Marie selv nærkontakt til en smittet og var lang tid i isolation, hvor hun kun fik besøg af hospitalsansatte iført en form for rumdragter.

– Jeg kan huske første gang, jeg kom udenfor efter ulykken. Jeg sad i kørestol, og min far kørte en tur med mig. Det var koldt, men kulden i mine kinder var en gave på det tidspunkt – det var noget andet end hospitalsluften.

Dårlig samvittighed

Maries første mål var at komme hjem til jul halvanden måned efter.

– Igennem hele forløbet har jeg fået enorm støtte af mine nærmeste. Jeg kunne ikke have klaret mig uden dem! Min daværende kæreste tog orlov fra sit arbejde og flyttede på hotel i Odense de første uger for at kunne være hos mig hver dag.

– Min stue lignede en blomsterbutik, og mine veninder gav mig en pakkekalender, da vi nåede december. Min mor købte lækre cremer til mig, så jeg kunne dufte dejligt. Hun hentede også pålæg fra slagteren, så jeg kunne smage andet end hospitalsmad.

Da den 24. december nærmede sig, var Marie blevet udskrevet fra hospitalet til et rehabiliteringscenter som heldigvis tillod, at hun kom hjem på et kort besøg.

– Min mor og en veninde fandt en handicapbus, så jeg kunne blive kørt hjem til min mor.

Marie havde også brug for hjælpemidler.

– Min mor skaffede en toiletstol fra Hjælpemiddelcentralen, men det var ydmygende, når hun skulle hjælpe mig hen i stolen og bagefter tømme den. Jeg var blevet som et barn igen og havde dårlig samvittighed over at være en byrde for dem.

– Der har været mange ofre for min ulykke. Det har også været en traumatisk oplevelse for mit netværk. Min familie og venner gjorde, hvad de følte var rigtigt, men jeg var ikke altid parat til at tage imod den hjælp, siger hun tankefuldt.

Veninden, der gav hende besøget i klatreparken, har også været påvirket af ulykken.

– Jeg har aldrig bebrejdet hende ulykken, da det jo på ingen måde var hendes skyld. Men jeg kan ikke fjerne hendes følelse af skyld. Heldigvis er vi stadig veninder i dag og tættere end nogensinde.

Efter måneder på hospitaler og rehabiliteringshjem var Marie blevet så vant til institutionslivet, at hun frygtede at komme hjem.

– Jeg var bange for alt nyt. Bange for at gå, for at falde. Min daværende kæreste foreslog, at vi kunne tage op i lejligheden på et kort besøg, bare for at jeg lige kunne se, hvordan det var. Det tog oceaner af tid at komme op ad trappen med to krykker, men da jeg endelig nåede op på anden sal, følte jeg en egen ro og udskrev mig selv.

Christian Juul Tønnesen smiler til Marie fra sofaen. Han er kommet tilbage med indkøb til aftenens middag og har sat sig for at lytte med på hendes fortælling.

De to kender hinanden fra folkeskolen i Slagelse. Christian er fem år ældre og var en af de store drenge, som Marie og veninderne betragtede i smug.

– Jeg havde hørt om Maries ulykke fra fælles bekendte, da vi mødte hinanden igen for 2½ år siden og blev kærester. Men jeg har jo ikke været en del af forløbet den gang, siger han.

Marie og hendes daværende kæreste gik fra hinanden et år efter ulykken.

– Det var ikke pga. ulykken, det skulle bare ikke være os mere. Jeg er ham evigt taknemmelig for alt det, han gjorde for mig, forklarer Marie.

Hun var single i et år, hvor hun bl.a. arbejdede med den mentale del af helingsprocessen.

– Heldigvis var jeg godt forsikret. Det betød, at jeg fra begyndelsen fik masser af hjælp fra psykologer, fortæller Marie.

I forløbet har hun bl.a. gået til traumeterapi og fået konstateret ptsd. Hun går stadig til psykolog, men har i dag en følelse af behandlingstræthed.

– Jeg er nået til et punkt, hvor jeg er træt af at ’dyrke mig selv’. Ulykken sendte mig på en måde tilbage til baby-stadiet. Så lærte jeg at gå igen og blev som et barn, nu er jeg i teenagefasen, hvor jeg vil tage kontrollen over mit liv tilbage.

Christian er en stærk støtte i den proces.

– Christian behandler mig ikke som en patient. Han ser mig, som den jeg er i dag. Han behandler mig som alle andre og pakker mig ikke ind i bobleplast.

Marie har stadig smerter, men har lært at ’æde sig selv’. Hun siger det sjældent højt, når hun har ondt. Hun ønsker ikke mere ’ulykkesomsorg’. Smerterne deler hun med professionelle, ikke med sine nærmeste.

– Jeg har været en byrde nok for mine nærmeste, nu kan jeg godt selv igen, siger hun med fast stemme og blik.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.