
Cirkelines datter har skizofreni: Det kan være meget grænseoverskridende at tale med folk, der ikke står i samme situation

Foto: Privat
For nogle år siden var Cirkeline Buron ude og spise med nogle venner. De fortalte hver især, hvordan det gik med deres børn. Om skænderier over vasketøj eller om, at deres barn havde det lidt svært på efterskolen. Da de spurgte hende, hvordan det gik med hendes yngste datter, svarede hun, at det havde hun ikke lyst til at fortælle om.
– Kontrasten blev simpelthen for stor. Og selvom jeg tror, at de jo godt kan forestille sig, hvordan det føles, så forstår man jo alting ud fra ens egne oplevelser. Derfor kan jeg også finde mere ro i samtalen, når det er med andre pårørende. De forstår min oplevelse ud fra deres egne, og det giver et fælles udgangspunkt, fortæller Cirkeline.
I mere end 10 år har Cirkelines datter været syg - og Cirkeline har levet som pårørende.
Nu har hun i samarbejde med Bedre Psykiatri i København startet tilbuddet Pårørendevenner. Formålet er at matche pårørende til mennesker, der lever med en psykisk sygdom, for at de kan støtte og spejle sig i hinanden.
For Cirkeline selv tog det dog flere år, før hun så værdien i at snakke med andre pårørende.
Vigtigheden af samtaler med andre pårørende gik for alvor op for hende, da hun snakkede med en bekendt. Af en årsag, hun ikke husker, kom de til at tale om Cirkelines datter, og hun fortalte, hvad de som familie gik igennem.
Det fik den bekendte til at fortælle, at hun gik igennem noget lignende i sin familie, og hvordan hun oplevede at være pårørende.
– Under vores snak tænkte jeg, at her er der en, der virkelig forstår, hvad jeg mener, når jeg siger, at det hele bare er træls. Det kan være meget grænseoverskridende at tale med folk, der ikke selv er pårørende. De forstår ikke, hvad det vil sige at have et barn, der har en psykose, siger Cirkeline Buron og tilføjer:
– Når min datter har haft det virkelig dårligt, og jeg kan blive rasende på hende, er det rart at kunne snakke med nogen, som selv er pårørende. De ved og forstår, at jeg ikke elsker min datter mindre, fordi jeg bliver træt af hende, når hun igen får det dårligere.

Det var netop i en pårørendegruppe, at Cirkeline forstod og accepterede, at hendes datters psykiske tilstand ikke var noget, der ”skulle overstås”. Ikke var et bjerg, de sammen kunne bestige, som hun formulerer det.
Hendes datters psykiske sygdom er derimod et livsvilkår for hele familien.
– Noget af det, som jeg har kæmpet mest med, og som jeg tror, de fleste pårørende kæmper med, er en skam, skyld og sorg over, at ens barn ikke har det godt. Var det min skyld? Gjorde jeg noget forkert? Er der nogle gener i min familie, jeg ikke var bevidst om?
– Og så lever jeg jo også med en sorg over, at min datter har en alvorlig psykisk sygdom, der er meget invaliderende for hende. Hun kan ikke alt det, hun drømmer om i livet, og det er en kæmpe sorg for mig som pårørende.
Engang delte Cirkeline meget åbent omkring sin datters sygdom. Men hun oplevede at blive mødt af en masse velmenende råd fra folk, der ikke vidste, hvad det egentlig drejede sig om. Derfor balancerer hun nu i, hvornår og hvor meget hun fortæller.
– Jeg tror nemlig også, at det er vigtigt, at vi tør give noget af os selv, og fortælle hvad vi går igennem. Det er kun sådan, vi kan nedbryde det tabu, der er omkring psykiske sygdomme. Og jo mere vi kan tale om, hvordan vi navigerer i det og læne os op ad hinanden, jo bedre bliver det for os alle sammen.
Idéen til Pårørendevenner opstod fordi Cirkeline tidligere i sit professionelle virke har været mentor i forskellige mentorordninger.
– Og så fik jeg en tanke om, hvorfor man ikke laver noget lignende for pårørende. Men i stedet for en mentor-menti relation, så er det en ligebyrdig en-til-en-relation, hvor man fordomsfrit kan vende sine tanker.
Den tanke blev udviklet, og nu kan man tilmelde sig Pårørendevenner. Derfra vil teamet bag sætte de pårørende i kontakt med hinanden.
