
Hvorfor kan vi aldrig lide en kendis, der siger undskyld?

Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix
– Går ud fra, I er kommet hertil på grund af en sag, som netop nu behandles i medierne”, skriver Sisse Sejr i et opslag på sin Instagram profil.
Hun har helt ret. Vi flokkes alle i skrivende stund mod Sisse Sejrs Instagram, fordi der er noget, vi gerne vil have. En undskyldning.
Denne uge kom det frem, at Sisse Sejr er sigtet for stalking og identitetstyveri. Hun skulle ifølge sigtelsen have misbrugt offerets oplysninger i 81 tilfælde mellem juli og august sidste år. Det er selvsamme sag, hun undskylder med sit opslag på Instagram – blandt andet med ordene:
– Det handler om bordbestillinger i en andens navn, da denne har en hobby med madanmeldelser, derudover nogle nyhedsbreve, bestilling af terapiopkald og skadedyrsanmeldelse. Jeg stod ikke alene om det, men det var klart pga. mig det skete.
Sisse Sejr er langt fra den eneste kendis, som har undskyldt offentligt. Sidste år var det tidligere litteraturanmelder på Berlingske Katherine Diez, der kvitterede ikke med én, men to offentlige undskyldninger for at have plagieret. For nylig var det den svenske influencer Matilda Djerf, der undskyldte for at behandle sine ansatte dårligt. Og så er der hele subkategorien af politikere og anklagede #MeToo-krænkere.
Stort set samtlige undskyldninger fik skældud. De indeholdt ikke nok empati. De adresserede ikke brøden tydeligt nok. De brugte måske ikke engang ordet ‘undskyld’.
Der er gået inflation i offentlige undskyldninger i en sådan grad, at lister over “årets offentlige undskyldninger” er blevet en fast gimmick hos flere medier. Og ligeledes gøres vi – offentligheden – til anmeldere. For det os, der undskyldes til.
Sisse Sejrs undskyldning består i hvert fald ikke prøven, siger retoriker Mette Højen, der kalder undskyldningen for et “forsvar”.
– Det er ikke en undskyldning, Sisse Sejr leverer. Der er flere forsvarsargumenter – at hendes ‘hjerne var sat ud af spil’ er et forsvar for hendes moral og integritet. At der var ‘sygdom i familien’ er et forsvar, der omhandler ydre omstændigher, fortæller hun.
Det istemmes af kommentarfelterne på sociale medier, hvor den blandt andet kaldes for en “ikke-undskyldning”.
Men hvad er det egentlig, vi vil have, når kendisser fucker op?

En usynlig kontrakt
Mette Højen kalder den offentlige undskyldning for et relativt nyt fænomen. Det skyldes den kontrakt mellem offentlige personer og følgere, som sociale medier har faciliteret, fortæller hun.
– Der findes en slags usynlig kontrakt mellem offentlige personer og deres følgere. Vi følger dem, lytter til dem og giver dem vores tid og dermed også penge. Omvendt forventer vi også en åbenhed fra dem. Den åbenhed gælder i tykt og tyndt, i medgang og modgang. Vi har en følelse af, at de skylder os noget.
Følelsen af, at kendisser skylder os noget, bliver særligt tydelig, når de gør noget forkert. Det går ikke blot udover deres likeability, men også deres troværdighed, da kendisser også fungerer som rollemodeller, forklarer Mette Højen.
– Vi forventer, at rollemodeller – ligesom Kongehuset – har moralen i orden. Der er noget troværdighed forbundet med moral. Derfor forventer vi åbenhed, når den krænkes. Hvis der er ridser i lakken, hvorfor skal jeg så tro på dig?, spørger hun og fastslår, at troværdighed er altafgørende for en online tilstedeværelse.

Jeg oplevede, at der var et A- og et B-hold på ungdomsuddannelserne. Det bliver kun værre med den nye reform
En rigtig undskyldning
Her kommer undskyldningen ind i billedet. Det er en måde at imødekomme offentligheds forventning om åbenhed, og man kan sågar gøre det via sin egen sociale medieprofil. Alligevel er det, som om kendisser sjældent laver en undskyldning, som offentligheden finder tilfredsstillende.
Det, forklarer kommunikationsekspert i sociale medier Troels Johannesen, skyldes ofte to konkrete årsager.
– Det er vigtigt, at man adresserer den brøde, der er sket og går direkte til sagens kerne. Og at man kommer med en rigtig undskyldning og ikke en pseudo-undskyldning. Hvis ikke målgruppen synes, at man siger ordentligt undskyld, går det udover ens troværdighed, siger han.
Men hvis opskriften er så simpel, hvorfor er der så så mange kendisser, der undskylder på en utilfredsstillende måde?
– Når man er genstand for en shitstorm, har man lyst til at nuancere fortællingen og kan blive frustreret over, hvordan et narrativ spinder ud af kontrol. En shitstorm kan ofte fremstå meget ensidig. Og det kan være svært at adressere det, folk gerne vil høre, når man selv synes, at man er blevet dårligt behandlet. Derfor laver man en kriserespons, forklarer han.

Da gynækologen fjernede min spiral, sagde han noget, der forbavsede mig
Begge eksperter har svært ved at komme i tanke om en offentlig person, der har formået at lave en god undskyldning. Mette Højen forklarer dog, at offentligheden ikke nødvendigvis ved, hvad de præcis vil have fra den, der undskylder – og dermed bliver det svært at vurdere, hvornår nok er nok.
– Det, vi gerne vil have fra en undskyldning, er erkendelse og løftet om en god adfærd fremover. Som mennesker har vi hang til sladder, og derfor har vi nok også et naturligt ønske om, at vedkommende fortæller os om al dramaet, der hændte, siger hun og fortsætter:
– Men her er den usynlige kontrakt mellem kendis og offentlighed også lidt uklar. Vi føler, de skylder os noget, men det kan være svært at definere, hvad det præcist er. Derfor er det svært at sige, hvornår vi synes, en offentlig undskyldning er ‘nok’ i sig selv, fortæller hun.
Hun forudser, at tendensen kun kommer til at tiltage i kraft, og at vi vil se flere offentlige undskyldninger i fremtiden. For, som hun siger:
– Internettet husker alt.
femina har rakt ud til Sisse Sejr, der ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.
