
Skal du vies af Ellen Hillingsø? Eller Glenn Bech? Så skal du læse med her

Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix
Kirkeklokker der ringer, og ris der bliver kastet i lange baner. Det klassiske bryllup er måske det, som mange går og drømmer om, men det kan være, at et museum i en by på Sjælland med en kendis som cermoniminister, er en større drøm hos dig.
Hvis det altså er tilfældet, er det nu, at du har muligheden for at blive gift på kulturfestivalen Golden Days til deres arrangement “Den Store Dag” lørdag d. 13. september 2025. Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Golden Days afholder vielserne i samarbejde med ti af landets museer. De inviterer til årets største "globryllup og kærlighedsfest", hvor de vil skabe rammerne for 50 særlige vielser på lokationer beliggende på Sjælland.
Du kan blandt andet blive viet på den ikonsike lokation Frederiksborg i Hillerød af en lige så ikonisk skuespiller; Ellen Hillingsø.
- “Den Store Dag” samler mennesker på tværs over det smukke og forenende. Noget der måske falder på et tørt sted i en tid, hvor ensomheden vokser, og verden synes mere polariseret for hver dag, der går. Når det kommer til stykket, er størst af alt kærligheden, fortæller skuespilleren i pressemeddelelsen.
Direktør for Golden Days, Svante Lindeburg, fortæller, at vielserne skal gøre det muligt for par at blive viet i et højtideligt, men ikke religiøst rum. Han forklarer, at denne måde at foretage en vielse på, skal være nysgerrig på det moderne menneskes tilgang til vielser:
- Med "Den Store Dag" introducerer vi et nyt kærlighedsritual for dem, der savner det højtidelige, men ikke ønsker det religiøse, og hvor der er plads til alle. Et ritual der åbner et af livets store øjeblikke op og spørger til, hvordan vi som moderne mennesker markerer og foreviger kærligheden til de nærmeste. Danmark har siden 1989 været foregangsland, når det gælder nye typer af vielser. Så hvem ved – måske ritualet kan vise sig at være en blivende form for vielse, på lige fod med fx humanistiske konfirmationer?
Kulturinstitutionerne, hvor du kan blive viet
Botanisk Have (Kaspar Colling Nielsen)
Cisternerne (Louise Alenius)
Copenhagen Contemporary (TBA)
Designmuseum Danmark (Henrik Vibskov)
Frederiksborg (Ellen Hillingsø)
Nikolaj Kunsthal (Noah Umur Kanber)
Ordrupgaard (Glenn Bech)
Rudolph Tegners Museum (Apolonia Sokol)
Sophienholm (Søren Fauli & Line Knutzon)
Vikingeskibsmuseet (TBA)
Så, hvis det nu kribler lidt i fingrene for at blive gift med den person du elsker, kan du ansøge om at blive viet til ‘Den Store Dag’ fra 27. februar og to måneder frem.
