Weichien Chan står bag en af de mest populære strikkeprofiler: - Jeg vil tro, at jeg strikker cirka 20 timer om ugen

– Det er sweatervejr året rundt, og det giver mig den perfekte undskyldning for at strikke.

Sådan siger Weichien Chan. Hun bor i Iqaluit – en lille by på Baffin Island i det arktiske øhav. Iqaluit betyder ’stedet med mange fisk’ og ligger under polarcirklen.

Her varer vinteren mere end halvt år. Fra den første sne falder i september, og hen over nytåret, hvor Ishavet fryser til, og solen er fremme i få timer hver dag.

Weichien Chan døjer med det manglende lys i vintermånederne, men her hjælper strikningen. For straks hun kommer fra arbejde, tænder hun op i brændeovnen, og mens ilden knitrer og luner den kolde stue, sætter hun sig til rette i et hyggeligt hjørne med strikketøjet.

At det er sweatervejr året rundt i Iqaluit er sandt – men også en selvopfunden god undskyldning for at bruge tid på at strikke, forklarer Weichien Chan i strikkebogen ’Strik fra den arktiske skærgård’, som udkom i efteråret. Her deler hun opskrifter på sweatre, sokker, huer og vanter i de afdæmpede farver, hun er omgivet af med tundraens rå natur. Bogen kalder hun en ode til Arktis – et smukt sted, som de færreste får chancen for at besøge – og den tager tråden op fra hendes populære Instagramkonto The Petit Knitter, hvor hun i en årrække har delt sine strikkeprojekter med et stort fællesskab.

Hun kalder det tilfredsstillende at strikke sit eget tøj, maske for maske. Kalder det er meningsfyldt og meditativt at skabe noget med sine egne hænder i en verden, der har fokus på effektivitet.

Nye forsyninger – om et år

Weichien Chan køber aldrig spontant nyt garn, fordi hun tilfældigvis kommer forbi en butik og forelsker sig i en farve eller en struktur. For den slags findes ikke, der hvor hun bor.

Alle forsyninger fragtes til byen. Tre gange om året med skib, når Ishavet er sejlbart. Resten kommer med fragtfly, når vejret tillader det. Der er to timers flyvetur til Nuuk og tre og en halv time til nærmeste storby i Canada. Og misser man sommerens forsyningsskibe, kan der gå mindst et år, før varerne kan leveres. At bo så afsides har lært Weichien Chan meget om tålmodighed, forklarer hun.

– At bo i en ”fly-in community” betyder, at jeg ikke har den luksus at kunne gå ind i en butik og ose efter garn. Det ikke at kunne ”klemme” eller dufte til garnet og at skulle vælge farverne online er noget af det mest udfordrende ved at bo her. Jeg har lært at tilpasse mine designs og visioner efter det, når farverne ikke viser sig at være, som jeg havde forestillet mig.

– Alt det garn, jeg har, er fløjet ind af fragtfly, og jeg har lært at sætte stor pris på det. Jeg forsøger ikke at lade noget gå til spilde og tager ofte mig selv i at gå i gemmerne i stedet for at købe nyt garn. Selv om manglen på valgmuligheder ofte sinker mig lidt, tror jeg, at det får mig til at skære ned på forbruget og fokusere på det, jeg allerede har, siger hun.

Det har fået hende til at sætte pris på det hjemmelavede kunsthåndværk og på de ting, hun har, ligesom det har lært hende at have behov for mindre og værdsætte hvert eneste nøgle garn, for det har krydset både landegrænser og åbent hav for at nå frem til hende.

Det startede med et halstørklæde

Selv om de fleste af hendes vågner fritimer i dag tilbringes med strikkepinde i hænder, lærte Weichien Chan faktisk først at strikke sent. For hun er født på den anden side af kloden i et tropisk klima, hvor behovet for strik nærmest var ikke-eksisterende og håndarbejdstraditionerne nogle andre.

Men da hun som ganske ung var udvekslingsstudent i Norge, oplevede hun en aktiv strikkekultur. Når hun var ude, var der altid mindst en i selskabet, der havde strikketøj med. Det inspirerede hende.

Da hun nogle år senere var i Nice med sin ven, som hun havde mødt i Norge, besluttede hun sig pludselig for, at nu ville hun lære at strikke. Hendes første strikkeprojekt blev et retstrikket halstørklæde i fransk merinould. Det var i julen 2015.

Hun fulgte ingen mønstre, og det første strikkeprojekt kom da heller aldrig til at ligne et rigtigt tørklæde. Men det satte fart under pindene. For hun fortsatte med at øve sig, da hun kom hjem og fik over nogle år for alvor gang i strikningen. Det førte til hendes The Petit Knitter-univers, som i dag følges af strikkeentusiaster fra hele verdenen.

– Jeg besluttede at kaste mig ud på dybt vand og begyndte selv at designe med det samme, da jeg havde nogle meget specifikke farvedesign i tankerne. Og jeg har ikke set mig tilbage siden, siger Weichien Chan.

Hun er fascineret af langsommeligheden i strikningen. Som hun skriver i sin bog: ”Når man bor på en arktisk ø, hvor ingen nogensinde har travlt, tager man én ting for givet, som andre folk rundt omkring i verden ønsker sig mere af – tid!”

At det er sweatervejr året rundt, giver kun endnu mere grund til at lave sit eget tøj, mener hun.

– Jeg kan selv bestemme, hvad jeg vil lave, hvor meget jeg vil lave, og hvornår jeg vil lave det, og det hjælper mig med bevidst at beslutte, hvad der skal være i mit klædeskab, forklarer hun.

Selv om hun bor i et af verdens tyndest befolkede egne, er det at strikke alligevel forbundet med et stærkt fællesskab for Weichien Chan. Hun havde aldrig troet, at det kunne samle folk på den måde, men i dag følger mere end 140.000 mennesker fra hele verden med i hendes strikkeprojekter på Instagram, og det fællesskab er hun taknemmelig for, for her kan hun dele sin kærlighed til strikning og farvearbejde med ligesindede.

Dagtimerne er fyldt op af fuldtidsarbejde, men aftener og weekender foregår med garn og pinde, forklarer hun og tilføjer med et smil:

– Jeg vil tro, at jeg strikker cirka 20 timer om ugen – er det lidt for meget?

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 7/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.