Freja kan se, at sundhedsplejersken har svært ved at sige det. Beskeden kommer til at ændre hendes liv

Freja står på vægten hos sundhedsplejersken. Hun har ventet hele dagen på at stå her. Alle fra hendes klasse har været på besøg. Og nu er det altså blevet hendes tur.

Men da Frejas vægt kommer frem, bliver luften tung i det lille lokale.

Freja forstår, at noget er galt. Hun kan se, at sundhedsplejersken har svært ved at sige det til hende. Hvad der er galt, ved hun ikke.

Ikke før, sundhedsplejersken viser hende en kurve om vægtudvikling. En kurve, der sætter sig fast i Frejas hukommelse.

Da Freja går ud af kontoret, er hun klar over, at hun er en anden person. Hun har fået stemplet det ind i sin identitet: Hun er tyk.

– Besøget ændrede mit liv og gjorde, at jeg i en tidlig alder fik et stort fokus på kost og motion, fortæller 21-årige Freja Grønberg Milling fra Hillerød, der selv bruger ordet tyk om sig selv.

Ikke længe efter flyttede en trampolin ind i familiens have. Freja havde længe plaget sine forældre, og pludselig en dag stod den der.

– Mine forældre begyndte oftere at spørge, om jeg ikke snart skulle ud i haven og hoppe på trampolin.

Freja var ikke naiv, og hun kunne inde i sit hoved høre sundhedsplejerskens ord: ”Du skal bevæge dig mere”.

Hun forstod årsagen til, at forældrene havde købt trampolinen. Og pludselig mistede Freja lysten til at hoppe på den.

Forældrene fik også fokus på Frejas kost.

– De begyndte at spørge, om jeg virkelig var mere sulten, og om jeg behøvede anden portion til aftensmad. Sommetider blev jeg bedt om ikke at spise, fordi vi snart skulle have aftensmad.

Det fik konsekvenser for Frejas syn på mad.

– Det betød, at jeg begyndte at ignorere mine sult- og mæthedssignaler. Hvis jeg var sulten og ikke fik lov til at spise, endte jeg med at være virkelig sulten til aftensmaden. Og sommetider stoppede jeg ikke med at spise, selv om jeg var mæt, fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg fik lov til at spise igen.

Ikke længe efter begyndte Frejas overspisning, når hun kom hjem om eftermiddagen fra skole.

– Jeg kunne finde på at spise en større portion yoghurt, end jeg havde behov for, fordi jeg var nervøs for, at jeg ikke fik nok aftensmad.

Overspiste i skjul

Da Freja som 10-årig kom til sundhedsplejerske igen, fik hun at vide, at hun ikke behøvede at tabe sig længere. Selv om det var en lettelse, var skaden sket.

– Jeg havde for længst udviklet en spiseforstyrret adfærd. Jeg holdt ikke op med at overspise, bare fordi jeg ikke behøvede at tabe mig mere.

Freja begyndte at planlægge, hvornår hun kunne overspise, så ingen opdagede det.

– Hvis mine forældre skulle til forældremøde, vidste jeg, at jeg var alene hjemme og kunne overspise i fred. Jeg begyndte at planlægge det mange dage før. Når dagen endelig kom, var det ikke sikkert, at jeg havde lyst til at spise, men jeg gjorde det alligevel, fordi jeg havde mulighed for det. Det var tvangspræget.

Bagefter havde Freja det dårligt. Hun blev ked af det, men ikke længe efter begyndte hun at planlægge, hvornår hun kunne overspise igen.

Da Freja var 12 år, indså hun, at hun muligvis havde en spiseforstyrrelse. Men hun kunne ikke finde en, der passede til hendes symptomer.

Måske er det bare trøstespisning, tænkte hun. Indtil hun en aften sad på sit værelse og så en video på YouTube.

– Det var en amerikansk makeup-artist, der fortalte, at hun havde fået konstateret BED - tvangsoverspisning.

Frejas hjerte begyndte at banke hårdt, da hun så videoen, og langsomt faldt alting på plads inde i hende.

– Jeg følte mig anerkendt. Mest af alt følte jeg mig også lettet, fordi hvis hun kunne blive behandlet, kunne jeg jo også.

Freja begyndte at google BED, men havde svært ved at finde noget på nettet. Spiseforstyrrelsen var ikke særligt kendt i Danmark på det tidspunkt, og Freja måtte opgive sin søgning.

Men nogle år efter læste hun en artikel om en dansk pige, der havde haft BED, og som havde været i behandling.

Der gik nogle år, inden Freja fik mod til at gå til lægen og bede om hjælp. Inden da tog hun en snak med sine forældre. De skulle vide, hvordan hun havde det.

– Det var grænseoverskridende, fordi jeg ikke ville have, at de skulle føle skyld. Jeg måtte jo spole tiden tilbage og fortælle dem, hvornår og hvorfor det begyndte.

I behandling

Det var med ambivalente følelser, at Freja i sommeren 2022 begyndte i behandling.

– Det var svært, for min spiseforstyrrelse var både min bedste ven og værste fjende.

Freja nåede kun at sætte et par krydser i en test den første dag i behandlingen, før konklusionen var klar: Hun havde BED.

Det næste halve år var hun i behandling hver tirsdag, og langsomt fik hun det bedre. Men hun fik også en besked, hun havde svært ved forstå.

– De fortalte mig, at jeg måtte love ikke at forsøge at tabe mig igen, mens jeg var i behandling, for det var det, der havde gjort mig syg.

Freja tænkte i sit stille sind, at det kun gjaldt, mens hun var i behandling. Når hun var færdig, ville hun prøve at tabe sig igen.

– Jeg havde en forestilling om, at det var farligt at være tyk, og at jeg ville dø tidligt. Samtidig tænkte jeg også, at jeg kunne slippe for mobning og diskrimination, hvis jeg var tyndere.

Det var nemlig ikke gået ubemærket hen i klassen, at Freja skulle tabe sig. I mange år blev hun mobbet på grund af sit udseende.

– Det værste var nok at blive kaldt for ”fede ko”. Derudover har jeg fået ubehagelige kommentarer som: ”Der er aldrig nogen, som vil elske dig” og ”Trænger du ikke snart til at træne, så du kan tabe dig?”.

Det var ikke kun i skolen, at Freja oplevede et stort fokus på hendes krop og vægt. Det skete også, når hun var på besøg hos familien.

– Jeg fik at vide, at de havde bagt en kage uden sukker i for min skyld, eller at jeg ikke skulle være nervøs for at spise salaten, fordi de ikke havde rørt den op med dressing.

Også fra fremmede fik hun nedsættende kommentarer.

– En dag jeg var ude at handle, lagde en dame gulerødder ned i min kurv med kommentaren: ”Jeg tror, du vil have godt af dem her. Det er for dit eget bedste”.

En sommerdag, da hun skulle hjem, var toget fyldt, og da Freja var på vej ind, blev hun skubbet ud af to mænd med kommentaren: ”Du må tage det næste tog, du fylder for meget”.

Ingen af de andre passagerer reagerede.

Øget selvværd

I dag er Freja kommet ud af sin spiseforstyrrelse. Hun afsluttede sin behandling i december 2022.

Den har givet hende bedre selvværd, så hun tør sige fra, hvis hun oplever tykfobisk adfærd.

Da Freja afsluttede sin behandling, fik hun en tatovering med en særlig betydning.

– Den forestiller en tyk kvinde og er et bevis på, at jeg fik det bedre, og at det lykkedes at komme ud af min spiseforstyrrelse. Jeg har det i dag godt med min krop og drømmer om en tid, hvor kropsidealer og vægt betyder mindre i vores samfund.