Har du savnet en god journalistthriller? Ny biograffilm er det perfekte bud

Skuddene runger i mørket.

Klokken er lidt over fire om morgenen i München, og medarbejderne i sportsafdelingen på den amerikanske tv-station ABC er næsten alle sammen gået hjem. Et par er tilbage og i gang med at gøre klar til næste dags dækning af de olympiske lege.

Året er 1972, og verden er stadig ikke oversvømmet af smartphones med indbyggede kameraer. Vil du se levende billeder, er det enten i biografen eller i tv.

Skuddene indvarsler et af de mørkeste kapitler i de olympiske leges historie.

Terrorgruppen ’Sorte september’ tiltvinger sig adgang til den olympiske by og finder vej til den israelske delegations værelser. Der dræber de to israelere og tager ni som gidsler.

Vi følger de skæbnesvangre begivenheder 5. og 6. september i ’September 5’ fra kontrolrummet hos ABC. Her følger journalisterne selv bekymret med, samtidig med at de skal sørge for at producere indhold.

De er nemlig de eneste, som sender livesignal ud til omverdenen. Som dagen forløber, bliver journalisterne nødt til at træffe flere vanskelige beslutninger. Herunder, hvad de skal gøre, hvis terroristerne gør alvor af deres trusler om at henrette et gidsel i timen.

Går de i sort? Eller lader de kameraerne rulle?

Det er et af de mange spørgsmål, der bliver stillet i den intense thriller. Selvom man måske ved, hvordan det ender, er der stadig meget at komme efter. Og det er da heller ikke for ingenting, at ’September 5’ blev nomineret til en Oscar for Bedste originale manuskript.

En for holdet

Det er schweiziske Tim Fehlbaum, der har instrueret ’September 5’ ud fra et manuskript, som han har skrevet sammen med Mortiz Blinder og Alex David, og det har de gjort godt.

Filmen er en kort, effektiv thriller på lidt over halvanden time – den perfekte spillefilmslængde.

Hvis man skal tale om en egentlig hovedrolle, må det være John Magaro som Geoffrey Mason. Han er en af de nedre i producerhierakiet, men denne dag er det ham, der styrer kontrolrummet, og hvordan udsendelsen bliver strikket sammen.

Magaro har en god kraftfuld tilstedeværelse, der gør, at hver gang Markus Förderers kamera finder ham, er det umuligt at tage blikket fra ham. Men hele ensemblet gør det rigtig, rigtig godt. ’September 5’ er en rigtig skuespillerfilm, fordi der ikke er nogle store actionscener eller andre former for distraherende gimmicks.

Oftest består scenerne bare af to eller flere mennesker, der taler. En snakkefilm, men en uhyre spændende og veludført en af slagsen.

Tyske Leonie Benesch, der bragede igennem med sin eminente præstation i den tyske Oscar-nominerede film ’Lærerværelset’, gør også her en rigtig god figur. Sammenholdt med hovedrollen i den schweizisk-tyske hospitalsdrama ’Heldin’ er skuespilleren i startfasen af en rigtig flot international karriere.

Journalistens dilemma

I stedet for at genindspille alt dramaet omkring gidseltagningen bruger Fehlbaum og kompagni de faktiske optagelser fra ABC og andre tv-stationer. Sammenvævningen af fakta og fiktion fungerer rigtig godt. Ved at holde det meste af handlingen inde i kontrolrummet er det nemt at tilføje diverse klip på diverse skærme.

Manuskriptet er blevet til gennem lang research og samtaler med flere af de mennesker, som befandt sig i kontrolrummet i de dage, heriblandt Geoffrey Mason.

Autenticiteten føles meget stor, og med velvalgte tidspring i løbet af dagen fastholdes spændingen godt igennem hele filmen. Således er ’September 5’ nærmere åndsbeslægtet med 1970’ernes politiske thrillers som ’Alle præsidentens mænd’ end de fleste andre film, som præger nutiden.

Det tætteste, vi kommer, er nok pave-thrilleren ’Konklave’.

Begge film formår at tilføje deres historier en presserende deadline, som, hvis den overskrides, afstedkommer noget, der vil ændre verdenshistorien. Vejen dertil bliver fortalt med twists og overraskende afsløringer på velvalgte tidspunkter.

’September 5’ skal dog forholde sig til virkeligheden med flere faste begivenheder på bestemte tidspunkter, som man ikke kan omskrive. Det forløser manuskriptforfatterne godt, samtidig med at de fint får italesat de journalistiske dilemmaer.

Det er for eksempel okay at lave radioudsendelser om, så man kan lytte med til politiets meddelelser. Men når det står klart, at terroristerne måske også ser med på ABC, bliver det mere prekært. Fortsætter man med at sende, og risikerer man dermed, at eventuelle redningsaktioner bliver spoleret? Eller holder man signalet kørende, fordi det er nu, historien sker?

Fehlbaum og ’September 5’ gør sig ikke til overdommere over, hvad der er rigtigt eller forkert i de spørgsmål, men skildrer flot de diskussioner og overvejelser, som journalister er nødt til at tage på et splitsekund, når verdenshistorien udspiller sig for rullende kameraer.

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.