Jeg fortalte, at jeg var ved at abortere. Min venindes reaktion viste, at vi skal blive bedre til at tale om den type sorg

Første gang det skete, klarede min krop det selv. Jeg opdagede, at jeg var gravid, fordi jeg begyndte at bløde kraftigt. Ved lægen så jeg den positive test og fik at vide, at det lignede en abort. Derefter blødte jeg i en uge. Det var forfærdeligt, ubehageligt og sorgfuldt. Og til sidst var det overstået.

Da jeg havde været igennem det, tænkte jeg, at jeg ikke ville ønske det for min værste fjende.

Graviditeten var ikke planlagt, men den var egentlig ønsket. Jeg havde aldrig haft en iboende drøm om, at jeg skulle være mor i det her liv. Men på det tidspunkt var jeg sammen med en partner, som jeg gerne ville have børn med. Og han ville også gerne have børn med mig.

Hvis det skete, så skete det.

På trods af at jeg aborterede, var jeg glad for, at det kunne lade sig gøre. Og på en eller anden måde var det en rar måde at finde ud af, at jeg var gravid, fordi jeg ikke skulle tage et valg.

Min krop havde taget valget for mig. Den fortalte mig: “Du kan godt blive gravid, men du skal ikke være det lige nu.”

Der gik et halvt år, og så blev jeg gravid igen.

Denne gang havde jeg det på fornemmelsen, fordi min menstruation var forsinket. Vi havde været på en sommerhustur i efteråret og var på vej hjem, da jeg begyndte at bløde på sædet i den bil, vi havde lejet.

Jeg blødte i et døgns tid hjemme på sofaen, før jeg endte på Rigshospitalet. Derinde fortalte de mig, at jeg var gravid, men at det var så tidligt, at de ikke kunne sige, hvordan det ville udvikle sig. I ugerne som fulgte forsøgte jeg at opretholde et så normalt liv som muligt.

Det endte med, at jeg blev indlagt og fik en medicinsk abort.

Der lå jeg på en stue alene med et bækken i toilettet, så jeg kunne gå derud og ordne det. Abortere. Den kom i bølger, blødningen. Som voldsomme kramper, når livmoderen trak sig sammen.

På et tidspunkt vågnede jeg på badeværelsesgulvet, mens en portør prøvede at hjælpe mig op. Jeg var besvimet på grund af blodmangel. Pludselig var jeg omringet af mennesker, der ville hjælpe mig.

Hvorfor var der ikke nogen, der havde holdt øje med mig før?

Det viste sig, at et blodkar stod åbent inde i min livmoder og havde gjort det i to uger.

Efter den oplevelse var jeg afkræftet og fraværende. Min krop var på overarbejde. Det var voldsomt; traumatiserende faktisk, og jeg måtte sygemeldes fra arbejde i ugerne efter.

I alt har jeg oplevet fire graviditetstab på fire år. De to sidste tab var på hver deres måde også voldsomme og traumatiserende.

Den tredje gang førte den medicinske abort til udskrab i fuld narkose. Fjerde gang måtte jeg akut opereres i maven, da lægerne frygtede, at graviditeten lå udenfor livmoderen. Det viste sig ikke at være tilfældet. Graviditeten kunne bare ikke lokaliseres, fordi det eneste, der var tilbage i livmoderen, var vævsrester fra den abort, som min krop selv var gået i gang med at udstøde.

Jeg var rystet efter den operation, fordi det føltes så unødvendigt. Nu har jeg ar på mit maveskind, som jeg skal leve med for altid.

Hver gang, jeg er blevet gravid, har jeg kunnet mærke, at min krop er gået i gang med at arbejde og forberede sig. Mentalt forberedte jeg mig også de sidste gange på at være mor, for i flere uger troede jeg, at der ville komme et barn ud af det. Hver gang blev mit håb erstattet af en ny sorg.

Som teenagere får vi at vide, at vi skal huske at beskytte os, ellers får vi et barn.

Men der er ingen, der har fortalt os den anden side af historien.

At der også er konsekvenser ved at blive gravid, både fordi man kan miste graviditeten, men også fordi det er hårdt arbejde for en krop at være gravid. Uanset om man gennemfører den eller ej.

Efter fire graviditetstab har jeg haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skal stille op med mine oplevelser. Det er så almindeligt at abortere, men det er samtidig så tabuiseret. Vi taler ikke om det, før vi selv står i det.

Aldrig før har jeg følt mig så ensom, og uden held har jeg søgt alle mulige steder i litteraturen og populærkulturen for at finde nogen at spejle mig i. Jo, jeg kan godt læse Olga Ravn, men jeg har ikke et barn, så det er ikke mit arbejde. Jeg kan også godt læse Naja Marie Aidt, som har mistet et barn, men jeg har ikke mistet et barn. Jeg kan spejle mig i dele, men hvor kan jeg spejle mig i lige præcis de her oplevelser?

Jeg følte mig ensom i mit daværende parforhold og i mine venskaber. Min kæreste og jeg gik fra hinanden et års tid efter den tredje abort.

Jeg følte en enorm skyld og skam over ikke at kunne gennemføre en graviditet, og jeg følte skyld og skam over at hive ham ind i det, jeg gennemgik. Jeg påtog mig ansvaret for, at vi var udsat for det. Men det var jo ikke nogens skyld.

Uligheden i relationen blev samtidig tydelig for mig. Det skete for min krop, og det var mig, der reagerede på det. Det var, som om sorgen var for stor og voldsom. Der var ikke plads til den mellem os.

Heller ikke blandt mine veninder var der plads til den. Det var alt for sårbart.

Første gang jeg var gravid, var jeg sammen med to veninder og måtte sige til dem, at jeg var nødt til at lægge mig ned på gulvet, fordi jeg var i gang med at abortere og havde brug for at strække min krop ud. Min ene veninde begyndte at græde, fordi hun blev så ked af, at jeg kunne blive gravid, når hun havde været i fertilitetsbehandling længe og ikke kunne blive det.

Det forstærkede min sorg og ensomhed. Der sad vi i et lokale sammen og kunne ikke være der for hinanden. Vi sad hver især i en så sårbar situation, at vi havde svært ved at rumme den andens.

Men omkring hver femte graviditet ender i en spontan abort, og når jeg sidder rundt om bordet med andre mennesker og siger det højt, er der næsten altid andre, der har oplevet det samme.

Så hvordan kan det være, at vi skal sidde her med hver vores sorg og smerte og klare det hele selv?

De sidste par år har jeg selv opsøgt terapi og brugt en masse kræfter og energi på at bearbejde oplevelserne alene. Først nu er jeg helet tilstrækkeligt til at kunne formulere mig sammenhængende om det og udtrykke mig på en måde, hvor det ikke handler om, at jeg er et offer, men hvor det handler om det, jeg kunne godt tænke mig, var anderledes.

Først og fremmest ville jeg ønske, at der fandtes abortgrupper.

Om det er i sundhedsvæsenet, i civilsamfundet eller foreningslivet er ikke så vigtigt. Men det er i mine øjne vigtigt, at der er et tilbud, som ikke handler om, at det er dit individuelle problem, som du kan få en henvisning til en psykolog for og gå hen og fikse selv.

Der er brug for organiserede grupper og rum, hvor den fælles erfaring med denne type sorg er i fokus.

Jeg ville også ønske, at vi som samfund var meget bedre til at tale om død og sorg. Vi skal stå op om morgenen og præstere hver eneste dag. Hvis du er syg, kan du gå hjem under dynen og klare det, og så kan du komme tilbage og deltage i samfundet, når du er rask igen.

Vi har ikke plads til, at man kan være et sted midt imellem. Du skal helst pakke døden væk. Det grimme, det mørke eller de svære følelser. Det er noget, vi klarer i det private.

Men det er ikke kun privat, når det sker for så mange af os.

Jeg har brug for at tale om det, jeg har været igennem. Jeg ville ønske, vi alle sammen havde sprog for at abortere. Men det er sindssygt svært.

Der mangler et oplysningsarbejde, så vi kan være forberedt på, hvad det vil sige at være gravid, både fysisk og mentalt.

Der mangler rummelighed og åbenhed på vores arbejdsmarked, så vi ikke skal frygte konsekvenserne ved sygemeldinger på grund af graviditetskvalme eller graviditetstab. I stedet holder de fleste af os graviditeten hemmelig i første trimester, i den allermest sårbare tid.

Hvorfor er der ikke plads til, at vi kan sige det højt, så folk ved, hvorfor vi bliver pissekede af det, hvis vi mister graviditeten?

Hver gang jeg har aborteret, har jeg stået tilbage alene med de svære følelser og beskeden om, at det er almindeligt, og at jeg må op på hesten igen.

Hver gang er jeg gået hjem og har oplevet svære ting i mit parforhold, i mig selv, i andre relationer og i mit arbejdsliv.

Jeg kan ikke bare vende tilbage til den, jeg var før, for jeg er forandret med de oplevelser. Men jeg har ingen forudsætninger for at kunne navigere i det.

Mit håb er, at vi kan normalisere dét at opleve graviditetstab og kompleksiteten i det; at opleve sorg, at opleve mødet med døden. Og at vi kan komme ud over følelsen af, at vi er alene med det.

Mit håb er, at vi også tør være med det grimme og det svære, med blodet, med tårerne og med smerten.

Nu er jeg gravid igen og det tyder på, at der kommer et barn ud af det denne gang. Jeg føler mig rolig og frygtløs og glæder mig til det, der kommer. Og jeg er sikker på, at de erfaringer, jeg har, både kommer mig og barnet til gavn. Nu ved jeg, at min krop har potentiale til at bære både livet og døden.