Jeg siger ikke, at jeg er sammen med min kæreste, fordi han har en fed lejlighed på Vesterbro. Men…

Nina Pratt er journalist på Heartbeats. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

‘There are people dying, if you care enough for the living’.

Sådan lyder omkvædet i Michael Jacksons sang ‘Heal the World’, og jeg har endelig analyseret mig frem til, hvad den handler om.

Den må og kan kun handle om Generation Z’s trængsel på boligmarkedet. Vi er the people dying. En ny rapport fra Finans Danmark viser, at antallet af førstegangskøbere af ejerboliger mellem 18 og 29 år er på det laveste niveau i ti år. Det er den mindst overraskende nyhed, siden de annoncerede endnu en sæson af Bachelorette.

For nej, vi kan ikke få foden ind på boligmarkedet. Vores boomer-forældre har mæsket boligmarkedet i sig som en ad-libitum buffet og efterladt os med regningen. En regning, der ifølge Finans Danmark, inkluderer urimeligt høje renter.

Disclaimer: Jeg, en 28-årig humanist, der bor til leje, ved ikke helt, hvad ‘renter’ er for noget. Men det behøver jeg måske heller ikke, for det viser sig, at jeg, imod alle odds, er kommet ind i varmen.

Jeg flytter ind i en andelslejlighed på Vesterbro i København. Ja, Vesterbro. Det forjættede land med urimelig høj kvadratmeterpris. Dér, hvor de med transparente brillestel og Weekendavisen-abonnement bor. Hvor kardemommecroissanter og flat whites koster 50 kroner. Hvor folk ser tjekkede ud, selv om de går rundt med barnevogn.

Min klatren op ad ejendomsstigen skyldes hverken opsparing eller flair for hustling à la ‘Nemme Penge’ bois’ne i Dubai. Den skyldes ren tilfældighed. Som min veninde sagde til mig, da vi diskuterede unge på boligmarkedet forleden:

– Jeg har altid tænkt, at jeg ville møde én, der ejede en bolig. Jeg har i hvert fald ikke sparet op til en.

– Tja, sagde jeg.

– Det er måske ikke helt dumt.

Ejendomsdating

Det er ikke helt dumt. Med frygt for at lyde som Melania Trump, så har jeg fundet en kæreste, der har en ualmindeligt fed lejlighed. Første gang, jeg besøgte Den Vidunderlige Endestation, var på vores tredje date. Den var rummelig og varm, fyldt med træmøbler og bogreoler, men også sexet med sit store soveværelse og ternede vinylgulv i køkkenet. Glem chokolade, østers og næsehornshorn. Det ultimative elskovsmiddel er en lækker lejlighed. Det er ikke tilfældigt, at han fik lov at gå til second base den aften.

Og så er der beliggenheden. Jeg har tegnet det øjeblik, jeg fandt ud af, at han boede på Vesterbro. Det så nogenlunde sådan ud:

Det var også lige omkring vores tredje date, at jeg begyndte at kalde mig selv for real estate whore. For der var ingen tvivl om, at hans hotness-aktie steg betydeligt, da det stod klart, at han havde en god bolig.

Jeg ved godt, at det lyder lidt hårdt. Men er der ikke en lille real estate whore gemt i os alle? Ifølge memeprofilen ‘cand.merc.memes’ er svaret i hvert fald klart. Se billede nummer to i nedenstående opslag.

Nuvel – jeg er selvfølgelig ikke kun sammen med min kæreste på grund af hans lejlighed. Jeg ville også være sammen med ham, hvis han boede i Tarm. I så fald ville jeg dog blive boende i min lejebolig på Amager.

Men selv hvis hans lejlighed er én af ingredienserne i min tiltrækning, er det så slemt?

I et nyligt interview fortalte skuespiller Kristin Davis, der spillede Charlotte York i HBO-serien ‘Sex and the City’, at det fedeste ved at date Alec Baldwin var, at han havde et sommerhus i The Hamptons.

– Jeg vil ikke slå op med denne person, fordi jeg kan lide hans hus. Det er så pinligt at sige det højt, men det er sandt, sagde hun.

Kristin, girl, vær ikke flov. Tryghed er trods alt trin nummer to i Maslows behovspyramide. En kæreste med en fed bolig er som et arbejde med en lækker frokostordning. Det er en frynsegode, og du kan lige så godt udnytte den.

Men, som hun også påpeger, kommer den med en risiko. Nu Melania Trump’er jeg den igen, men: Ryger manden, ryger lejligheden. Jeg funderer over denne potentielle katastrofe og henvender mig til min kæreste.

– Nu må vi sådan for real ikke slå op, for så bliver jeg hjemløs, siger jeg til ham over morgenmaden.

Han ved, at jeg skriver denne klumme og refererer i stigende grad til sig selv som ‘sugar daddy’.

– Jeg mener det. Hvis du slår op med mig, så bliver jeg nødt til at flytte til Kagerup eller Slagelse.

Han kigger på mig med et klokken-er-otte-om-morgenen blik og smutter ud af døren. Jeg går efterfølgende ind i stuen i mit kommende slot på 64 kvadratmeter og tænker nostalgisk på min lille lejebolig på Amager.

Started from the bottom, now we here, tænker jeg. Al kunst på væggen skal bare lige udskiftes, for ikke at nævne dynebetrækket, glassene, spisebordsstolene, kommoden og sofaen, fordi ew.