Rapport fra en kvartlivskrise: Min kalender er altid proppet, fordi jeg frygter, at den en dag er tom for altid

Signe Bækkelund er skribent på Heartbeats. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

– Hvordan gik det med eksamen?, spurgte jeg forleden min veninde over en kop kaffe, som vi planlagde flere uger forinden.

– Altså jeg var til eksamen i december, og det gik fint, men det er jo et stykke tid siden efterhånden, svarede hun forvirret.

Fuck. Endnu engang havde mit indre arkiv byttede rundt på to af mine veninders sagsmapper, og der stod “usmart” i panden på mig. Igen. Igen.

Jeg følte mig både egoistisk og desperat, mens jeg febrilsk prøvede at padle mig frem til en semi-ok undskyldning.

– Nårh jaja, men du fortalte aldrig, hvordan det endte. Blev ham Lucas nemmere at danse med?

Jeg prøvede at lyde overskudsagtig, mens jeg tog en tår af min matchalatte og håbede, at jeg kunne få et par point for at huske studiegruppens navne.

– Lasse hedder han, og ja det gik så fint.

I stedet for at lytte efter sidst vi så hinanden, havde jeg nok siddet og kigget på klokken i frygt for, at jeg ikke nåede hjem i seng i tide. For dagen efter skulle jeg tidligt op til en kaffedate, inden jeg skulle på kontoret og om aftenen til en fødselsdag.

For jeg kan ikke sige nej, når en besked lander i min indbakke med ordene “Kaffe snart?” efterfulgt af et lyserødt hjerte.

Jeg løber fra en kaffeaftale til en anden, hapser en durum med på vejen og sætter mit hår op i en clean girl hairstyle – bedre kendt som fedtet hår maskeret som en trend – fordi jeg ikke har haft tid til at vaske det i lidt for mange dage.

I stedet for at glæde mig til ugens optursaftale, har jeg formået at opfatte aftener i gode venners lag som en pligt. Et arbejde. En ork, som vi unge kalder det.

Det er ikke fair over for mig selv. Og det er i særdeleshed ikke fair over for mine venner.

Men hvorfor holder jeg mig så ikke til et par planer om ugen?

Hvorfor er det så svært?

Måske er det bare, fordi jeg er verdens største people pleaser. Uanset, hvor meget jeg prøver, er det umuligt at få ordene “Sorry, men jeg har virkelig travlt for tiden” over læberne uden, jeg selv synes, det lyder som en tumpet undskyldning, man smider afsted til et Hinge-match.

Måske er det bare, fordi jeg er en helt almindelig kvinde i midten af tyverne med en kvartlivskrise? En krise, der egentlig er en ‘overbelastningsreaktion’, som professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, Noemi Katznelson, har kaldt det.

– Man har svært ved at overskue, hvordan man skal overkomme det hele, og hvordan man skal nå at overkomme det hele, sagde hun sidste år til Femina.

Jeg er født i år 2000. Udover at jeg ikke kan huske 9/11 og har en guilty pleasure for Signe Lindkvist og Jacob Riising, betyder det også, at jeg mistede mit første sabbatår til coronakrisen.

Jeg havde forestillet mig tiden efter gymnasiet som en utopisk periode med privatfester en masse, spontane rejser til Sydeuropa og at ligge i en klump af mine venner, indtil jeg var klar til at rejse mig for at starte på et studie.

Jeg vil ikke spoile verdens mest fortalte historie, men sådan endte det ikke.

Mon det er coronakrisens hudsult, jeg aldrig helt er kommet mig over, og som fylder min kalender op til randen og samtidig dræner min krop for overskud?

Er min kalender altid proppet, fordi jeg frygter, at den igen en dag er tom for altid?

Da jeg nævnte mit luksusproblem for to andre veninder, svarede den ene:

– Er det ikke også lidt et statussymbol at have travlt?

– Nej, er det ikke mere et statussymbol ikke at have travlt?, svarede den anden.

Jeg tror, de begge to har ret. Vi leger ikke alle den samme leg.

Jeg vil så gerne være en soft girl, som internettet kalder det. En, der tager sig tid.

En, der går Amagerminoen alene spontant en lørdag eftermiddag uden noget i ørerne. En, som kan tilbringe en hel weekend uden planer. En, som har overskud til at huske navnene på sine venners studiegruppemedlemmer.

Men som usikker ekstrovert føles det ikke som en mulighed.

Da jeg forklarede min kollega, som har et årti mere på bagen end mig, min indre kamp mod tiden, svarede han:

– Det er sådan det er i 20’erne. Man smager på alt for at finde ud af, hvad man kan lide.

Jeg har smagt på travlhed og ufokuserede samtaler og valgt, at det ikke er noget for mig mere.

Så til mine venner: jeg prøver at holde mig til to højst tre aftaler om ugen.

Hvis jeg svarer “Undskyld jeg er lidt presset for tiden” så vid, at det ikke er en dårlig undskyldning stjålet fra Hinge.

Det er mit desperate forsøg på at være nærværende.