Jeg taber både min værdighed og kæbe i samme sekund, da hun nævner prisen

Signe Bækkelund er skribent på Heartbeats. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

– 5 øl, det bliver 50 kroner, siger bartenderen. Der er fredagstilbud på den proppede bar på Fælledvej.

– Hov, kan jeg også lige få en Somersby med, spørger jeg hende i håbet om, at jeg kan slukke tørsten i cider, inden jeg skal bruge 40 minutter på at patte på en flaske Grøn Tuborg. Hvad man ikke gør for fællesskabet.

– Intet problem, så bliver det 100 kr i alt, siger hun og knapper min aftensmad op.

Jeg taber både min værdighed og kæbe i samme sekund.

For hvorfor koster en simpel cider fem gange mere end de gyldne maltdråber, vi har valgt at gøre til bodegaernes stamdrik? Og hvordan fik bryggerierne overbevist os alle om, at det er fedt at drikke noget, hvor man “lige skal vænne sig til smagen”?

Jeg er overbevist om, at alle i det ganske danske land ved fødslen har slugt den blå pille a la Matrix-filmen og nægter at se sandheden i øjnene: Øl er ulækkert.

Det smager grimt, det lugter grimmere, og man får underlig mave af det.

– Du skal bare drikke nok, så vænner du dig til det, forklarer mine venner, når jeg forsigtigt deler min største hemmelighed med dem.

Men jeg har drukket mange øl de sidste ti år.

Den nyeste øltrend, Guinness? Kæmpe nej herfra, det både ligner og lugter af sumpvand. Pilsner? Smager af fodbad. Shandy? Egentlig fint nok så længe forholdet er 1 del øl til fire dele lemonade.

– Nu er det nu. Jeg har tre år til at lære at drikke øl. Det kan kun blive en succes, tænkte jeg, da jeg i midten af 2010’erne startede på gymnasiet overbevist om, at en forkærlighed for øl ville få mig til at stryge direkte ind på pladsen som skolens mest populære pige.

Jeg fejlede med et brag. Både med øllen og med populariteten.

Jo flere lunkne Odense Pilsnere- eller OP’er, som man kaldte dem for at lyde sej – jeg fik ned, jo mindre forstod jeg, hvorfor det lige var den bitre øl, vi havde gjort til en dansk kulturskat.

I 2021 færdiggjorde jeg et højskoleophold, og her måtte jeg endegyldigt erkende mit øl-Waterloo og slå mig til tåls med, at jeg aldrig bliver en sej pige. Sådan en, der kan tage en tår af sin øl uden at rynke på næsen og koncentrere sig om at synke, før det hele flyver op ad halsen igen.

Så nu siger jeg det højt: Jeg er færdig med at prøve at kunne lide øl og vil hellere bruge mange penge på noget, jeg godt kan lide, end få penge på en flaske dårlig smag i munden.

Men det er som om øllens stærke brand manipulerer os som en giftig ekskæreste. “Hvis bare jeg giver den en chance mere, kan det være den ændre sig”. Men den ændrer sig aldrig. Og det gør din eks forresten heller ikke.

Hver gang jeg modigt – synes jeg selv – bestiller en drink, cider eller sågar en sodavand fremfor at kæmpe mig gennem en flaskeøl, skal jeg forberede mig på kommentarer som “nådada en gintonic? Føler man sig lidt fancy?” eller “Lol, er du blevet icet?”.

Nej, jeg er ikke blevet icet, som det hedder, når ens venner gemmer en Smirnoff Ice og tvinger dig til at bunde den, når den bliver fundet. Jeg har icet mig selv. Bevidst. For Smirnoff Ice er lækkert, forfriskende og sødt – præcis som jeg kan lide det.

Ordene “Skal jeg vi snuppe en øl i Enghaveparken?” lyder afslappede. Cool. Men bytter vi øllen ud med en cocktail på dåse, virker hygge i en solrig park underligt officielt. Som om aftenen nu er nødt til at ende i byen, ellers er det spild af en god drink.

Vælger vi i stedet den føromtalte Smirnoff Ice, spreder der sig en gymnasielignende stemning, som heller ikke er noget at råbe hurra for.

Det er hårdt at hade øl i et land som Danmark.

Hvad jeg ikke ville give for at kunne få cider eller en læskende drink til 20 kroner på diverse værtshuse og vigtigst af alt et anerkendende nik, når jeg kom ned til bordet eller picnictæppet med en reelt velsmagende drik i hånden.

Ufrivillige øldrikkere, blink to gange. Så kan vi samles i Enghaveparken til en hyggelig aften med ølalternativer, der ikke giver dårlig smag i munden.

Men for guds skyld, sørg for at have penge på kortet.