Hun måtte ligge på bagsædet i bilen på vej ind til hospitalet og kan stadig ikke gå i jeans: "Jeg følte mig som Danmarks største pivskid"

- Jeg er overbevist om, at hvis problemet udelukkende ramte mænd, ville der for længst være fundet en løsning, siger Cecilie Lange, journalist og radiovært.

Cecilie har de seneste otte måneder levet i et noget nær konstant smertehelvede, efter hun fødte sin datter Vigga sidste år. Det har været helt udelukket for hende at have jeans på, hun har ikke kunnet sidde ned for længe ad gangen eller lave noget, der gjorde at hendes underliv blev strukket det mindste.

Derfor valgte hun for nogle uger siden at dele et opslag på sin Instagram, hvor hun fortalte sin historie og pegede på et problem: At kvinders smerte stadig ikke bliver taget seriøst.

Opslaget har fået over hundrede kommentarer, og flere kvinder har sendt hende private beskeder, hvor de deler lignende oplevelser.

- Inden jeg delte opslaget, kunne jeg mærke, at jeg stod ved en skillevej; enten skulle jeg gøre det nu, ellers ville jeg aldrig få det gjort.

- På det tidspunkt var min krop stadig fyldt af en urvrede på mit køns vegne. Og i den vrede lå der også en ansvarsfølelse for at sige fra på de kommende generationers vegne. For de kvinder der skal føde i Danmark eller bare eksistere i sundhedsvæsenet.

Den 24. juli sidste år, lige omkring midnat, gik Cecilie i fødsel. Vandet gik med et ‘sjask’, hun nåede at kysse sin mand ude i gangen, kigge ham dybt i øjnene og sige: “Nu er det nu, hvor er det vildt.”

Et kvarter senere var hun i fuld vestorm. På ti minutter havde hun mellem seks og syv veer, og sådan fortsatte det. De hastede på hospitalet, og faktisk husker Cecilie ikke meget fra de første timer, fordi hun havde så mange smerter.

Om morgenen fik Cecilie en epiduralblokade. Lægerne overvejede et kejsersnit, men på det tidspunkt var Cecilie rolig, overbevist om at hun godt kunne føde sin datter vaginalt. Det fik hun lov til. Men der var ingen presseveer, og det tror hun selv, er en af grundene til, at hun bristede og oplevede så voldsomme smerter efterfølgende.

På det tidspunkt var hun uvidende om, hvilken smertefuld tid der ventede hende det næste halve år.

Da Vigga var ude, blev hun lagt på Cecilies bryst, mens en læge og jordemoder gik i gang med at sy hendes underliv sammen. Hun var bristet, ligesom det sker for 85 procent af førstegangsfødende kvinder. Grundet smertestillende var Cecilies underliv følelsesløst, og hun mærkede ikke noget til, at der blev syet.

Efter jordemoderen havde været i gang et par timer, husker Cecilie, at hun sagde: “Jeg er virkelig ked af det, men jeg er nødt til at starte forfra.”

En lille uges tid efter fødslen kunne Cecilie mærke, at der var noget galt. Det kunne ikke være normalt at have så ondt, at smerterne ikke kunne dækkes af de panodiler og ipren, hun dagligt tog, tænkte hun.

- Jeg måtte ligge på bagsædet i bilen på vej ind til hospitalet, fordi jeg simpelthen ikke kunne sidde ned.

- Jeg husker tydeligt, at jeg skreg, da jeg blev undersøgt, fordi det var så smertefuldt for mig. Men selvom jeg havde så ondt, vurderede de, at der ikke var noget galt.

Cecilie blev sendt hjem, men smerterne forsvandt ikke.

- Et par dage efter ringede jeg til dem igen for at sige, at der var noget galt. Det gjorde så ondt, at jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne passe min lille pige.

- De sagde, at jeg skulle komme derind igen. Men det kunne jeg fysisk ikke. Jeg kunne ikke sidde i en bil. Det svar jeg fik tilbage var, at hvis ikke jeg kunne komme derind og blive undersøgt, så kunne de ikke hjælpe mig.

Allerede halvanden uge efter fødslen følte hun sig desperat og magtesløs. Hun stod midt i det, hun kalder det mest sårbare øjeblik i sit liv, hvor hendes eneste mulighed var at ringe til de rette mennesker og bede om hjælp.

- Jeg oplevede, at min vurdering af min kropstilstand blev affejet. Og når du gang på gang bliver fortalt, at noget er normalt, at det er, som det skal være, så bliver man i tvivl. Jeg endte faktisk med at have en følelse af, at jeg var Danmarks største pivskid.

I løbet af det næste halve år blev hun gang på gang fortalt, at der ikke var noget galt, hun blev affejet ved egen læge, til sin otte ugers undersøgelse og hos gynækologer. Til sidst valgte hun at gå uden om systemet og kontakte en privatpraktiserende gynækolog.

Gynækologen kiggede på Cecilie i to sekunder og sagde: “Ja, den er helt gal.”

Og så brød hun fuldstændig sammen.

- Det var første gang, nogen sagde til mig, at jeg hele tiden havde haft ret. Første gang jeg følte mig grebet og fik at vide, at jeg ikke var blevet behandlet ordentligt. Det var et meget voldsomt og følelsesladet øjeblik for mig.

Hvad der helt er gået galt under syningen af Cecilies underliv er svært at sige. Nogle har fortalt hende, at hun var blevet syet for stramt, andre sagde, at der var gået betændelse i det, fortæller hun.

Nu var beskeden klar: Hun skulle opereres.

Og det skræmte hende fra vid og sans. For det føltes som om, hun skulle starte helt forfra igen, siger hun. Men det ville hun alligevel hellere end at leve med den ulidelige smerte.

Operationen burde have taget en times tid, smerterne burde have været væk efter et par dage, det var hun blevet fortalt. Men den endte med at tage tre timer og være en del mere omfattende end først antaget.

Det er nu et par måneder siden, hun blev opereret. Siden da har hun været på nervesmertemedicin, som hun nu skal til at trappe ud af. Hun er i bedring, kan hun mærke. Og nu skal hun genfinde forholdet til sit underliv, for det har lidt efter fødslen.

- Jeg drømmer om et underliv, som jeg havde i gamle dage. Om at jeg kan cykle eller sidde på en stol i et par timer, uden det gør ondt. Jeg drømmer om, at det ikke længere er forbundet med smerte.

Efterfødselsforløbet har været både traumatiserende og afskrækkende, siger Cecilie Lange. Faktisk er hun helt begyndt at tvivle på, om det barn nummer to, hun altid havde set som en selvfølge, skal være en realitet.

Én ting er helt sikkert; hun skal aldrig føde vaginalt igen.

Og så er der en tanke, som er blevet ved med at rumstere hos Cecilie: Negligeringen af kvinders smerte.

- Hvis mange tusinde mænd hver dag skulle udføre en handling, der gjorde, at deres penisser blev flænset op, så de skulle opereres for det og efterfølgende havde store smerter, ville de så acceptere, at det var sådan, det var? At det var helt normalt. Ville systemet acceptere det? Det tror jeg ikke.

Det gør hende sur, vred og frustreret, at systemet lige nu og altid, ifølge hende, har sagt, at det er helt normalt for kvinder. At det er sådan, det er. Men mest af alt gør det hende ked af det, for hun har lige født en pige.

En pige, der potentielt skal gennemgå præcis det samme som Cecilie. Og det handler ikke kun om bristningen, smerterne og den efterfølgende operation. Det handler generelt om kvinders gang i sundhedsvæsenet.

Om det er at få sat en spiral op eller taget ud uden bedøvelse, menstruationssmerterne, brystbetændelse, fødslerne og sætningen: “tag to panodiler”.

- Vi sender raketter ud i rummet hver eneste dag. Hvorfor findes der ikke mere effektiv smertelindring til simple ting, der kun rammer kvinder? Det må kunne gøres bedre.

Cecilie har klaget til Patienterstatningen og egen forsikring. Klagerne er i gang med at blive behandlet.

Vi har forholdt Hvidovre Hospital, hvor Cecilie fødte, for kritikken, i et skriftligt svar til femina, skriver de:

”Vores vigtigste opgave er at give alle patienter det bedst mulige patientforløb. Vi tager patienternes oplevelser alvorligt, og hvis det ikke er den fødendes fornemmelse, at vi har gjort det, kan vi kun beklage. Vi er ikke bekendt med en klage fra patienten, men vi tilbyder altid direkte dialog med patienterne om deres forløb, hvis de har behov for dette. Det gælder også i denne situation, så hun er meget velkommen til at kontakte os, så vi kan mødes og tale hendes oplevelse igennem.”

Hvidovre Hospital specificerer, at der ikke er klaget direkte til hospitalet, men at de er bekendt med klagen til patienterstatningen og ikke ønsker at kommentere den igangværende sag.