Anja fik aldrig sin menstruation. Men det var først for halvandet år siden, hun fandt ud af, hvad det egentlig skyldtes

Jeg har ikke ligget med fødderne i bøjlerne længe, før gynækologen beder mig om at tage mit tøj på igen og sætte mig på en stol i lokalet.

Jeg husker, at hun bliver meget stille. Der lægger sig en tung stemning i rummet, som selvfølgelig bekymrer mig. Hun sætter sig overfor mig og siger: “Jeg kan ikke finde din livmoder.”

Min verden bryder fuldstændig sammen. Jeg har i mange år haft en underliggende fornemmelse af, at jeg skulle have hjælp til at få børn, men jeg havde aldrig før hørt om nogen, der var født uden livmoder.

Men det er jeg.

For mig har det aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle have børn. Det har været en selvfølge. Helt fra barnsben, hvor jeg legede med Barbiedukker, stod drømmen om en familie meget klart for mig.

Men jeg kan ikke bære mit eget barn. Det er ikke en mulighed for mig.

Bekymringen begyndte allerede at rumstere i mit baghoved i 10. klasse, hvor jeg ikke havde fået min menstruation.

Da jeg blev 18 år, tog min mor og jeg til lægen for at få mig undersøgt. Det havde jo undret mig i løbet af årene, men jeg havde også slået det hen. Nok fordi jeg var bange for, hvad det egentlig betød.

I de sene nattetimer havde jeg søgt rundt på nettet. Søgt på hvad det kunne betyde, at man ikke havde fået sin menstruation.

Lægen sagde, at der nok ikke var noget alvorligt galt. Man kan godt få sin menstruation sent. Alligevel gav hun mig en henvisning til en gynækolog. Bare for en sikkerheds skyld.

Jeg brugte aldrig henvisningen. På det tidspunkt tror jeg ikke, jeg var klar til at få foretaget en gynækologisk undersøgelse. Frygten for svaret har helt sikkert også siddet i mig allerede dengang.

Min udeblevne menstruation har altid været et ømt emne for mig. Man sammenligner sig med sine veninder, og jeg kan huske, at hver gang emnet er faldet på menstruation, har jeg holdt mig i baggrunden.

I mange år er det kun min mor og min kæreste, Oliver, der har vidst det. Ikke fordi det var en hemmelighed, men fordi det har været svært for mig at sætte ord på. Fordi jeg har følt mig anderledes.

I 2023 blev jeg indkaldt til celleskrab. Ligesom alle andre 23-årige kvinder i Danmark gør. Jeg bad om at komme ind til min egen læge, i stedet for en sygeplejerske som ofte foretager celleskrabet.

Da jeg kom ind til min læge, forsøgte hun at lave skrabet på mig, men opgav hurtigt. Hun fortalte mig, at det ikke var unormalt, jeg skulle bare til en gynækolog. De har ofte nogle bedre redskaber til det.

Jeg fortalte hende, at jeg aldrig har fået min menstruation. At det bekymrer mig, gør mig nervøs. Og så blev jeg virkelig, virkelig ked af det, fordi det var første gang, siden bekymringen opstod, at jeg satte ord på det.

Der gik et par uger, før jeg skulle til gynækolog. Men datoen står tydeligt i min hukommelse. Den 9. november 2023.

Oliver havde taget fri for at følge mig derind. Støtte mig. Han ventede ude i venteværelset, mens jeg var derinde.

Det var her, jeg fik den voldsomme besked om, at gynækologen ikke kunne finde min livmoder. Om at jeg ikke har en.

Jeg spurgte hende, hvad det betød, selvom jeg inderst inde godt kendte svaret. Hun sagde det, jeg frygtede: At jeg ikke kan blive gravid. At jeg ikke kan bære mit eget barn.

Lige der gik mit hjerte i tusinde stykker.

Jeg vidste, at Oliver sad ude på den anden side af væggen, uvidende. Om få minutter skulle jeg overlevere beskeden til ham. Senere til vores familier. Beskeden om at vi ikke kunne give dem titlen som bedsteforældre. Det knuste mig.

Vi kørte direkte hjem til mine forældre bagefter. Det var kun min mor, der var hjemme. Det første jeg sagde, da jeg trådte ind ad døren, var, grådkvalt, at jeg ikke kan få børn.

De efterfølgende måneder sloges jeg meget med tanken om, at det var min skyld. Jeg var bange for, at Oliver ville gå fra mig, fordi jeg ikke kunne give ham den familie, han ønskede sig.

Min læge henviste mig til psykolog, fordi jeg var i livskrise. Jeg går der stadig cirka hver anden måned.

I starten havde jeg intet sprog for det. Det går bedre nu, men jeg bliver stadig meget rørt, når jeg taler om det.

Oliver og jeg begyndte at søge nettet tyndt for andre muligheder for at blive en familie. Da jeg lige havde fået beskeden, var jeg meget modløs.

Det er jeg ikke længere. Nu er jeg overbevist om, at Oliver og jeg nok skal få en familie. Hvordan ved jeg ikke endnu, men jeg ved, at vi får en.

I en ønskeverden kunne vi få hjælp til det her i Danmark, men sådan er systemet ikke lige nu.

Det var også en af grundene til, at jeg delte et opslag på Facebook, hvor jeg fortalte min historie. At jeg helst vil have, at det var lovligt at få professionel hjælp til at opsætte æg i en graviditetsvært i Danmark. Fordi det er mest trygt.

Reaktionerne på opslaget har været mange, faktisk er det stukket lidt af. Det har været ret overvældende for mig.

Jeg har modtaget beskeder fra kvinder, der har oplevet det samme. Kvinder der også ville ønske, at man i Danmark kunne få hjælp til at opsætte æg i en graviditetsvært. Endda beskeder fra kvinder, der gerne vil være vores graviditetsværter. Altså bære vores barn. Det har på ingen måde været intentionen bag.

Der har været meget få negative kommentarer. Men én skrev til mig, at det ikke er en menneskeret at få børn. Det ved jeg godt.

Lige nu sparer Oliver og jeg op, for det er en mulighed at få sundhedsfaglig hjælp til befrugtningen i udlandet. Men det er en kæmpe økonomisk byrde. Inderst inde håber jeg da, at det bliver en mulighed i Danmark. Det vil jeg være allermest tryg ved.

Jeg har stadig dårlige dage, hvor bevidstheden om, at jeg aldrig kommer til at bære mit eget barn, gør vanvittigt ondt indeni. Men det meste af tiden kan jeg acceptere, at det er virkeligheden.