
10 kvinder er blevet dræbt i år: Vi står i en krisesituation

Steven Knap/Ritzau Scanpix
I år er 10 kvinder blevet dræbt i Danmark. Gennemsnitligt bliver der dræbt 13,4 kvinder årligt, et tal vi altså nærmer os, til trods for, at vi kun er i april. Det er en krise, siger Ditte Bjerregaard, stifter og direktør for Center for Voldsforebyggelse.
– Det er et vidne om, at vi ikke har systematiske hjælpeinstanser, der kan sikre, at mænd ikke dræber, og at kvinder får hjælp. Man skal træne og undervise unge i emotionsregulering og voldsforebyggelse, og så skal man fra politisk side anerkende, at vi står i en krisesituation, siger Ditte Bjerregaard.
Når Ditte Bjerregaard henviser til, at det er mænd, der dræber kvinder, skyldes det, bliver der hvert år gennemsnitligt begået 12 partnerdrab. Det svarer til, at hver femte drab i Danmark er partnerdrab. Drab, der oftest er motiveret af jalousi eller af at forholdet slutter.
Skelnen mellem partnerdrab og andre drab på kvinder er vigtigt, mener Mette Marie Yde, der er direktør i Danner. Det skyldes, at der er forskellige forebygningspotentialer til forskellige typer af drab.
Baseret på forskning af 372 kvindedrab, har den britiske lektor i kriminologi Jane Monckton-Smiths fundet frem til the homicide timeline. Tidslinjen gennemgår de syv trin, der leder op til mordet.
De ti kvinder, der er blevet dræbt i år
Flere af sagerne er stadig under efterforskning, og der er endnu ikke faldet dom i mange af dem. Listen nedenfor giver et overblik over de dræbte kvinder.
89-årig kvinde (januar): Dræbt af en person med tæt relation. De boede på samme adresse.
17-årig kvinde (6. januar): Blev livsfarligt kvæstet efter påkørsel på Stændertorvet i Roskilde og senere fundet i Blågårdsstræde. En 46-årig mand meldte sig selv og blev sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse.
24-årig kvinde (25. februar): Fundet livløs på en adresse i Farsø. En 27-årig mand med familiær relation blev anholdt og sigtet for drab.
Ældre kvinde (februar): Dræbt af en mand og en kvinde med relation til hende.
52-årig kvinde (28. februar): Dræbt med kniv på et herberg i Vasbygade, København SV. En 48-årig mand blev anholdt og sigtet for drab.
59-årig kvinde (21. marts): Fundet død i sit hjem i Roskilde. En 61-årig mand med relation til kvinden blev sigtet for vold med døden til følge.
39-årig kvinde (17. marts): Fundet død i en lejlighed på Skrænten i Esbjerg. En 49-årig mand, som kendte kvinden, blev sigtet for vold med døden til følge.
45-årig kvinde (25. marts): Stukket med kniv i sit hjem i Fårevejle Stationsby, Odsherred. En 55-årig mand med nær relation blev sigtet for drab.
40-årig kvinde (31. marts): Fundet død i en bil i Ny Højen under mistænkelige omstændigheder.
21-årig kvinde (7. april): Stukket ned på åben gade i Herning af en endnu ikke identificeret mand. Politiet mener, at kvinden kendte gerningsmanden.
Og det er et værktøj, som politiet er begyndt at arbejde med, fortæller Mette Marie Yde og tilføjer:
– Men der er stadig plads til forbedring i politiets screeningsværktøjer. De værktøjer man bruger nu, screener for yderligere vold, hvorimod Norge for eksempel har udviklet nogle særlige værktøjer til at screene specifikt for risikoen for drab. Kvælningsvold er blandt andet en af indikatorerne på, at det kan ende i drab.
Hun pointerer desuden, at det jo stadig er tidligt på året, og vi derfor ikke ved, hvor mange kvinder der er blevet dræbt, når året er omme.
– I 2022 blev der for eksempel dræbt tre kvinder på 14 dage i januar, og det endte med, at der var 10 kvinder, der blev dræbt det år. Men det ser ud til at være et højt tal, og uanset, så er et drab på en kvinde, et drab for meget, fastslår Mette Marie Yde.
– Hvis de her tal holder, så er vi ikke lykkedes med at nedsætte antallet af kvindedrab og forebygge partnerdrab mod kvinder. Så må vi granske og se på, hvad det er, vi ikke har gjort godt nok.
I England har man erklæret vold og drab på piger og kvinder for en national krise. Det svarer til, at man ser på det med samme alvorsgrad, som man gør med eksempelvis terrorbekæmpelse og klimaforandringer, fortæller Mette Marie Yde.
Og det kan godt lade sig gøre at forebygge kvindedrab, forsikrer hun, inden hun fortæller hvordan det er lykkedes Spanien at halvere antallet af drab på kvinder over en 10-årig periode.
