Da hun er indlagt, ser hun et billede af en livmoder og synes, den ligner djævlen. Så drager hun en konklusion

Asta Olivia Nordenhof havde en specifik idé til, hvad andet bind i hendes syvbindsværk om Scandinavian Star skulle handle om.

Den første bog af de syv, ”Penge på lommen”, blev anmelderrost til skyerne, nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og havde lige præcis tragedien på Scandinavian Star, hvor 159 mennesker omkom, som bagtæppe.

Asta Olivia Nordenhof skriver her kærligt og omsorgsfuldt om ægteparret Kurt og Maggie, om den psykiske og fysiske vold i deres liv, men også om Scandinavian Star og de mistænkelige (penge)forhold, der lå til grund for branden der.

Og det var da også meningen, at andet bog i syvbindsværket om Scandinavian Star skulle have en rederiejer som hovedkarakter.

– Jeg havde en specifik idé om, hvad der skulle ske i den her bog. Idéen var at T, som er rederiejer, skulle være hovedperson. Jeg tænkte, det ville blive en sjov opgave at skulle skildre et menneske, jeg umiddelbart havde kæmpestor antipati for.

– Hvad gør man, når man har en skurk som hovedkarakter? Det viste sig i praksis, at jeg ikke kunne gøre noget spændende med det, fortæller Asta Olivia Nordenhoff, som kasserede flere udgaver af manuskriptet, før hun endte med den bog, der nu netop er udkommet, nemlig ”Djævlebogen”.

”Djævlebogen” består af flere forskellige dele med vidt forskellige temperamenter, steder og stemmer.

Den begynder med en novelle, hvor den kvindelige hovedkarakter tager til London for at være i corona-isolation med en englænder, hun har mødt tilfældigt i et tog. Hun lyver om sin identitet og opholder sig i mandens lejlighed, mens hun skriver det, der bliver historien om T.

Det er en fortælling om som prostitueret at indvilge i at rejse med rederiejeren T til en by, hun ikke ved, hvor er, og opholde sig på et hotelværelse, hvor hun overøses med dyre gaver. Lidt efter lidt sniger volden sig ind i relationen, især i form af en kniv.

– Et spørgsmål, jeg ofte stillede mig selv, mens jeg skrev novellen om T, var, i hvor høj grad hovedkarakteren er tvunget til at træffe de valg, hun gør. Er hun tvunget til at tage med T? I hvor høj grad er hun styret af en drift, en vilje og måske vigtigst en ødelæggelsestrang, som virkelig fører hende afsted? Siger Asta Olivia Nordenhoff selv om hovedkarakteren i første del af bogen, hvor djævlen som figur spiller en vigtig rolle.

Det gør den også i resten af bogen på meget forskellig vis. De andre dele, der nogle steder fremstår hvirvlende, nærmest rablende, andre steder ømme og tredje steder manifestagtige, har også djævlen som gennemgående motiv på mere eller mindre udtalt vis.

– For mig er djævlen en ekstremt tvetydig karakter. Det er en lumsk karakter, som rummer det destruktive, men i destruktionen ligger også muligheden for omvæltning eller genfødsel. På den måde er djævlen en forvandlingskarakter.

– Den har også noget til fælles med narren eller jokeren, som også har et glimt i øjet. Man ved ikke rigtig, hvad der sker, hvis man går med – bliver det ens undergang eller hvad? Fortæller Asta Olivia Nordenhof og fortsætter:

– Djævlen er en karakter, man ikke rigtig ved, hvor man har. I bogen har djævlen derfor også ret forskelligartede funktioner. I den første novelle er djævlen klart negativt beskrevet som en frister-figur, der leder én ud i destruktion, men senere i bogen får djævlen en mere revolutionær karakter.

– Her bliver djævlen også billedet på en trang til at bryde alting ned for at skrabe rum til at leve for sig selv og andre. Der er nok en djævel i os alle. I hvert fald i den forstand at vi på et individuelt plan har muligheden for at gå under og blive til igen – og forvandle os til noget andet.

I en af bogens andre dele bliver hovedkarakteren indlagt på psykiatrisk afdeling, fordi hun hævder, at hun er blevet forført af djævlen efter mødet med T. Hun ser, mens hun er indlagt, et billede af en livmoder og synes i sin maniske tilstand, at den ligner djævlen og konkluderer derfor, at hun har djævlen i sig.

– Det synes hun er ret fantastisk! Siger Asta Olivia Nordenhof og griner.

– Djævelen arbejder i hende, fordi hun er kvinde. Frem for at generere frygt eller en følelse af forkerthed hos hende, giver det hende en følelse af eufori, for det betyder, at hun ikke kan styres.

Ifølge Asta Olivia Nordenhof kan det, afhængig af hvad djævlen i én siger selvfølgelig, nogle gange være godt at lytte til djævlen i sig selv, for den besidder også evnen til sammenbrud, forvandling og forandring.

Og måske vi alle skal blive bedre til at lytte til viljen i os selv.

– Vi kommer tit til at sige og tænke om os selv “jeg kan ikke”. Vi hører mange unge især sige “jeg kan ikke”, “jeg magter ikke” og “jeg orker ikke”.

– Og jeg mener, at der er et potentiale i, at man lige stopper op en ekstra gang og overvejer, når man tænker det: Måske er det egentlig fordi, jeg ikke vil? Og hvis jeg ikke vil, så er det, fordi jeg er i protest mod noget, jeg ikke kan lide. Den form for kontakt med protesten i sig selv og med vreden, tror jeg, er rigtig god, siger Asta Olivia Nordenhof.

Djævlebogen er dog ikke kun en bog om djævlen. Det er først og fremmest en bog om kærlighed og om at elske i et kapitalistisk samfund, som Asta Olivia Nordenhoff siger og fortsætter:

– Jeg håber, at mine læsere får lyst til at spørge sig selv, hvad deres muligheder for at elske er, og om de bruger dem tilstrækkeligt godt. For mig er det i hvert fald tit et sundt spørgsmål at stille mig selv, så jeg ikke stiller mig tilfreds med, at tingene er, som de er.

– Forhåbentlig spørger læserne også sig selv: Hvad betyder penge for de valg, jeg træffer – og er det rimeligt, at penge betyder så meget?

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: