Netflix’ dyreste satsning nogensinde er totalt ligegyldig

Det ville være en underdrivelse at sige, at forventningerne til sci-fi eventyret ’The Electric State’ har været tårnhøje. Med et budget på 2,2 milliarder kroner (ja, du læste rigtigt) har Netflix kastet enorme midler efter adaptationen af det roste, svenske tegneserieforlæg af samme navn.

Den ombejlede instruktør-duo, Russo-brødrene Joe og Anthony, gav alle Marvel-nørder en lille, kollektiv hjerneblødning af lykke, da de med manér afrundede den vildeste fase i Avengers-filmene med ’Infinity War’ og ’Endgame’.

Siden finalen i 2019 har de to dog ikke formået at levere noget, der kommer bare i nærheden af samme niveau af bulder og brag. Men med det nærmest ubegrænsede budget til ’The Electric State’, kan Anthony og Joe Russo igen smadre alt, hvad deres hjerter begærer.

Brødrenes kærlighed til at overraske og overdrive skinner tydeligt igennem, når de med ’The Electric State’ kaster sig ud i, hvad der synes som én lang cameo af kendte ansigter. Man kan nærmest forstille sig, hvordan de har små-klukket til hinanden i instruktørstolen og begejstret hvisket de berømte ord: ”Avengers ... assemble”.

Borgerkrigen mod brødristeren

’The Electric State’ åbner med en kort og skarp montage, der ligner et tv-indslag. Her får vi opridset, hvordan robotter altid har været undertrykt. Det til en sådan grad, at de i midten af det sidste århundrede gjorde blodigt oprør, anført af en sagnomspunden robot, kaldet Mr. Peanut (Woody Harrelson).

Der er skrattende billeder fra slagmarken, hvor desperate soldater kæmper mod store maskiner. Hjemmeoptagelser af brødristere, der vender sig mod sine ejere, og skønne, manipulerede ’Forrest Gump’-lignende klip, hvor Bill Clinton med alvorlig mine adresserer nationen.

I samarbejde med techgiganten Sentre, styret af en mærkelig milliardær (Stanley Tucci), vinder menneskeheden dog til sidst. Herefter opretter man i 1990’erne en ny, indhegnet robot-delstat, The Electric State, som ingen kan komme ind i eller slippe ud af.

Indtil teenageren Michelle (Millie Bobby Brown) allierer sig med en tidligere supersoldat, Keats (Chris Pratt). Hun er nemlig stærkt opsat på at infiltrere staten, efter hendes afdøde lillebror (Woody Norman) sender et mystisk nødsignal til hende bag murene, fra Sentres hovedkvarter.

Glædeligt gensyn med Marvel-helte

Michelles lillebror døde i en mystisk bilulykke og var spået til at have en intelligens, der om et par år ville gøre Albert Einstein til skamme. Så da brormand pludselig begynder at kommunikere fra det hinsides, er det faktisk ikke så mærkelig endda for Michelle. Måske lige bortset fra, at hans krop nu er en sød, gul robot, der kun kan kommunikere gennem musik og stemmeudklip (ligesom transformeren Bumblebee).

For at finde sin ”rigtige bror” slår Michelle sig, ad omveje, sammen med en vaskeægte Avenger. Chris Pratts karakter, Keats, er nemlig Star-Lord fra ’Guardians of the Galaxy’, og intet han gør i ’The Electric State’ forsøger at overbevise os om det modsatte.

Det charmerende mande-barn har hang til seje læderjakker, elsker at samle på skinnende ting, som ikke tilhører ham, og har det fedest, når hits brager ud gennem højtalerne.

Ved sin side har han sin trofaste ven, robotten Herman (Marvel-stjernen Anthony Mackie), som han mødte på slagmarken under borgerkrigen. Her indså de begge, at krigen var meningsløs, og derfor deserterede de for at leve som lovløse enspændere.

Sjove overlevelsestips og småracisme

Selv om eventyret er centreret om at finde Michelles bror, stjæler Keats og Hermans sjove samspil komplet fokus. Som med alle gode apokalypse-fortællinger er det underholdende at se verden gå i stå og lære, hvordan vores helte holder sig i live. Røverhistorier om, hvordan Keats har overlevet på mad fra fastfoodkæden Panda Express er bare et af mange overlevelsestips. For som han siger, bliver den slags mad aldrig dårlig.

Keats og Hermans konstante skænderier og brokkerier minder om to brødre, der inderligt elsker hinanden, men ikke rigtig ved, hvordan de skal vise det. Samtidig viser deres dynamik, hvordan mennesker altid har behandlet robotter som andenrangsborgere, og hvordan mange års fordomme kan infiltrere selv de bedste venskaber med småracisme.

Da Herman og Keats omringes af fjendtlige robotter, skeler mennesket til sin metalliske ven og spørger, om Herman kender nogle af dem. Det vrede svar lyder: ”Dude, vi kender altså ikke alle sammen hinanden!”.

Samtidig er det også tydeligt, at Keats og hans sidekick bærer dybe ar fra krigens tid. Deres delte PTSD leverer klart de mest rørende og troværdige sekvenser. Det på trods af, at ’The Electric State’ er bygget op om en afdød lillebror og en søsters søgen.

’Stranger Things ’-stjernens ærgerlige modsvar

Millie Bobby Browns karakter blegner fuldstændig ved siden af. Selv efter to timer ved vi intet om Michelle, der aldrig får en gnist af kemi med den lille skabning, der skal forestille at bære brorens sjæl.

Barneskuespilleren fra megahittet ’Stranger Things’ har gjort reklame for ’The Electric State’ ved at dukke op på røde løbere den sidste måned for at tease for udgivelsen. Her er hun blevet mødt med ondsindet kritik for sit udseende, hvilket fik den 21-årige kvinde til at give igen i en rost video, der sætter medier og navngivne journalister på plads.

Efter sådan en omgang voksenmobning er det utrolig ærgerligt, at hendes mærkværdige, følelseskolde skuespil i ’The Electric State’ falder til jorden. Pointen med Michelle og brorens forhold synes ellers at skulle belyse, at vi har brug for virkelig kontakt. For skærme kan (surprise!) ikke erstatte mennesker – selv om det er en god krykke i sorgen.

Pinlig ligegyldighed

Uanset, hvor man kigger hen, er der i ’The Electric State’ velkendte ansigter, som synes castet alene for at give overfladiske karakterer lidt tyngde, baseret på deres tidligere arbejde.

Ke Huy Quan (’Everything Everywhere All at Once’) spiller en karikeret, superklog læge, mens ’Breaking Bad’-stjernen Giancarlo Esposito, der skræmte livet af os som Walter Whites nemesis, Gustavo, er en ond, koldblodig morder. Og sådan fortsætter det.

Samtidig kører actioneventyret komplet i ring, mens det i sneglefart nærmer sig Michelles lillebror, der holdes fanget af det onde techselskab. Her nærmest tigger og beder ’The Electric State’ om at få tilføjet bare et par øjeblikkes nerve og analyse af nutidens USA.

Stanley Tuccis rolle som milliardær, der arbejder tæt sammen med den amerikanske regering kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Men på ufatteligvis bliver hans rolle så Bond-skurkagtig, at selv åbenlyse Elon Musk-paralleller, tårnhøje mure og deportering af ulovlige, elektriske ”andenrangsborgere” udviskes af generisk ligegyldighed.