Isabella og morfar på 96 rejser Europa tyndt i autocamper

– Det kom lidt bag på mig, hvor fed en følelse det var at rejse ud over grænsen i autocamper. Det føltes bare så frit, men det er jo også meget kontrastfyldt fra at have været isoleret i et år til så at kunne tage af sted med alt med sig.

– Vi skal ikke nå et fly eller et hotelværelse, vi kører bare, når vi har lyst og er klar, siger Isabella Alberte Hedeager om den ferieform, hun og kæresten Simon brugte som små tiltrængte afbræk under corona-nedlukningen.

Parret er nu igen taget på en ugelang rejse i deres autocamper – men her slutter så også det almindelige ved dét eventyr.

De har nemlig for anden gang Isabellas 96-årige morfar, Svend Aage Jensen – også kaldet Moffe – med som rejsemakker hele vejen.

Godt spændt fast i sofaen bag i bilen med hunden Gaia ved sin side og en krydsogtværs på skridsikkert underlag foran sig oplever Moffe i sin tredje alder det Europa, han aldrig tidligere har udforsket. Ser bjerge for første gang – og Venedig uden at dø.

Lad os lige ridse historien op, før vi hører mere om italienske herligheder og en ny hverdag på seks kvadratmeter. Den handler nemlig om meget andet end bare en rejse i autocamper.

Isabella stod som 22-årig og manglede et sted at bo – bare for en måned – og valgte at flytte hjem til sin morfar, der få måneder tidligere havde mistet sin hustru, Isabellas mormor.

Det bofællesskab i Moffes hus fra 1954 blev så hyggeligt og givende for begge parter, at de valgte at fortsætte det.

For to år siden flyttede så Isabellas kæreste Simon ind, og under lockdown blev det hele endnu mere intenst, da parret valgte at sige deres job op for at kunne være ordentligt isoleret med Moffe, der for enhver pris skulle undgå at få corona.

Fra vest til øst

Samtidig havde Isabella og Simon købt deres egen autocamper, efter de havde afprøvet rejseformen i en lejet camper.

– Den autocamper blev lidt vores livsredning, for så kunne vi køre ud og se noget alle tre, selv om vi var isoleret. Vi rejste rundt til forskellige steder i Danmark, for vi behøvede jo ikke faciliteter, når vi havde vores ting med.

– Vi har været fra det vestligste punkt til det østligste punkt. Vi har kørt langs vestkysten, på Fyn, Sydsjælland, været i Skovtårnet, og så var vi på Bornholm i foråret. En uge ad gangen, fortæller Isabella, der sammen med Simon i dag nu lever af sin Instagram-profil, hvor hun fortæller om hverdagen med Moffe til sine 80.000 følgere.

Og det var da også et job med at promovere Tyskland som rejsedestination, der sendte dem af sted på den første autocampertur uden for landets grænser i sommer. Planen var at være væk en uges tid.

– … men pludselig var der jo gået fire uger. Italien havde vi talt om i flere år, fordi Moffe elsker pizza. I Tyskland slog det os, at vi jo nok var nogenlunde tæt på, og så tog vi lige et ordentlig ryk og havnede i Italien, griner Isabella.

– Ja, jeg følger bare med, konstaterer Moffe tørt fra det store spisebord i Isabella og Simons del af huset. Her har de indrettet sig med stort kombineret soveværelse og stue med udsigt til den parklignende have med nyslået græs.

I den anden ende af huset har Moffe soveværelse og tv-stue, og så har de et fælles bad og husets oprindelige køkken, hvor man lige nøjagtigt kan snige tre mennesker ind om bordet.

Moffes høreapparater driller lidt, og bentøjet bærer præg af mange år på bagen, men i det store hele er han rask og frisk. Går på løbebånd hver dag, spiller wordfeud, løser krydsogtværs og deltager hellere end gerne i alt fra Aarhus Festuge til reklamekampagner på Instagram-profilen.

– Han har virkelig ja-hatten på. Det har han vist altid haft, men potentialet i den er nok ikke helt blevet udnyttet, og nu har vi fundet ud af sammen, hvad det kan føre til, siger Isabella.

Ingen begrænsninger

Isabella og Moffe havde løbende talt om ting, de gerne vil opleve sammen.

– Det startede ud i det små med is på Marselisborg Lystbådehavn og en tur til Kalø Slotsruin, og for hver succes-oplevelse blev vi mere og mere bekræftede i, at der ikke var nogen begrænsninger.

– Jamen vi kunne jo også tage til Berlin? Ka’ vi det? Ja, hvorfor skulle vi ikke kunne det, bussen går jo lige nede fra Rutebilstationen, fortæller Isabella, der ud over Berlin har besøgt London, Prag, Tyrkiet og Filippinerne to gange sammen med Moffe – selvfølgelig dengang verden var uden corona og rejserestriktioner.

Da trioen i sommer havde taget beslutningen om at fortsætte rejsen efter Tyskland, blev planerne lagt spontant, og turen var uden bagkant.

En dag viste gps’en for eksempel, at der kun var to timer til Venedig.

– Så blev vi enige om, at det sku’ vi, selv om du havde hørt det der med ”se Venedig og dø” … siger Isabella med tydelig stemme tæt på Moffes øre.

Moffe: – Ja, hvis man har set Venedig, så kan man lige så godt lægge sig til at dø, fordi det er så smukt. Det var da dejligt, vi var ude at sejle, husker Moffe, som jævnligt får genopfrisket turen, når han ser billederne på sin iPad.

Lige netop Venedig var ellers lidt af en udfordring.

– Da vi kom til Venedig, var vi jo blevet advaret om, at der var sindssygt mange trapper over det hele, og fik at vide, at det KAN I nok ikke, men så blev vi lidt fandenivoldske og sagde, at det skal ikke være derfor.

– Vi kan sige, der er for mange turister, det lugter, eller maden er dårlig, men at vi ikke KAN, det skal være løgn! Men de havde jo lidt ret, for det er ret udfordrende at gå på trapper med en kørestol, selv om den har de der mountainbike-dæk, men det meste har nu godt kunnet lade sig gøre, siger Isabella.

Overskud

Enhver, der har boet i campingvogn eller autocamper, har oplevet, hvor lidt plads man reelt har til rådighed. De tre rejsende har indrettet sig efter de særlige hensyn, der nu engang skal tages.

På køreturen sidder ”de gråhårede” (Moffe og hunden Gaia) i sofaen bagi og nusser, og de lyshårede styrer turen fra forsædet.

– … og hvis det blev FOR vildt, og der var noget, man bare ikke måtte sove fra, for det kan jo også godt ske, så kom du om på forsædet for at se det. Bjergene for eksempel, siger Isabella rettet mod Moffe.

– Det har passet meget godt, at vi havde Gaia med, som også lige skal holde pauser, så vi ikke skal køre de der lange, lange stræk uden at strække ben.

– Vi var også på en cykelbåd med både Gaia og Moffe, så vi har gjort en stor procentdel af ting, vi ville gøre alligevel, men havde Simon og jeg været af sted alene, så havde vi nok vandret lidt mere eller gået mere, men sådan er der jo altid noget, når man rejser sammen, siger Isabella.

Moffe har for eksempel et iltapparat, som han sover med om natten på grund af søvnapnø, og det står i bilens ”kælder”. Derfor har han sin soveplads i bilens bagende tæt ved, mens Isabella og Simon sover i en seng, der trækkes ned fra loftet i forenden med et lille gardin for.

Da ilt-apparatet kræver el, har de altid sovet på enten autocamperpladser eller rigtige campingpladser.

Tæt er det i bilen, men bestemt ikke noget problem, understreger Isabella, der som det mest naturlige tænker Moffe med i alt, selv om det også kan kræve overskud at rejse med en på 96.

– Jeg tror, man kan gå ind i det og gøre det til en dårlig spiral eller en god spiral. Hvis man går ind i det med et positivt sind, så avler det så meget positivt, som jeg får energi af retur.

– Det er så givende, det er helt vildt, hvad det har gjort for vores forhold at have prioriteret og brugt tiden sammen på denne måde, som vi har gjort, siger hun og tilføjer:

– Men jeg kan godt nogle gange tænke lidt over, hvor Simons overskud kommer fra, for han har enormt meget overskud til lige at finde nogle mountainbike-dæk til kørestolen og skubber den bare lige rundt i Venedig og er ikke sur over det. Vi er måske bare positive mennesker, men vi har også knækket koden til det, der fungerer godt for os, siger hun.

At der kan ske noget undervejs på turen, er ikke noget, Isabella bruger tid på at bekymre sig om.

– Risikoen for, at der skulle ske noget, er næsten større herhjemme. Tænk, hvis vi var ude og besøge nogle venner, og han så falder, og vi ikke er hjemme.

– Når vi er ude at rejse, er vi jo sammen hele tiden, og vi ved, at alle har det godt, og ingen føler sig efterladt – hunden er stimuleret 24 timer i døgnet, og det samme gælder egentlig også for os andre.

Forholdet mellem Isabella og Moffe har dog ændret sig lidt, i takt med at han er blevet ældre.

– Der er jo sket meget. For otte år siden kørte Moffe mig på arbejde i bil og hjalp mig mere, end jeg hjalp ham, og nu hjælper jeg ham mere.

– Det, der tit lykkes for os, er, at vi springer ud i tingene på en lidt uforpligtende måde – vi havde ikke nødvendigvis planlagt, at vi skulle bo sammen for evigt, eller at nu skulle vi rejse sammen. Men så finder vi ud af, at det er rigtig dejligt, og lad os da se, hvad der sker. Vi trækker ikke noget ned over hovederne på os …