Overvejer du en sviptur i december? Disse 3 byer vil få dig i ægte julestemning
Foto: pr og shutterstock
Oslo
Nordisk udendørshygge
Selv om det ikke altid sner i Oslo, er chancen stor for sprød frost under fødderne og sol på himlen i det korte interval mellem morgen og eftermiddag, inden mørket sænker sig som et hyggeligt tæppe over den norske hovedstad. Gammeldags lygter og tusind elektriske lys viser vej til et par dages intens før-julestemning, der afspejler vores nordiske medsøstres forkærlighed for udendørsaktiviteter, men også det smagfulde liv på nordisk manér.
Fordi det er vinter, holder de ikke op med at bade, så den indre del af Oslofjorden ud for den berømte, hvide Opera er linet op med mobile saunaer såsom Kok langs kysten, der tilbyder dampende varme i intervaller med dyp i det iskolde vand.
Vil du helst beholde tøjet på, er der gratis skøjteløb på julemarkedet Spikersuppa, og hvis vejret ikke tillader skihop på den legendariske bakke Holmenkollen højt hævet over byen, er der 500 meter alpinbakke i den indendørs skiarena Snø, som også sørger for julestemning med dets eget marked fra sidst i november til midt i december.
Fra Holmenkollen kan man se ud over hele Oslo.
Ellers er den store attraktion Spikersuppa, der forvandler de grønne arealer mellem Karl Johans Gate og Stortings Gata til en lysende, hvid landsby med snurrende pariserhjul, boder med gløgg og godter, verdensmad og tændte bålfade. Er du heldig, kan stemmerne fra de mange korarrangementer i den nærliggende domkirke høres herude, men det er også koncerter, du kan købe billetter til.
Tonerne er lidt mere alternative i kulturområdet Salt over for Operaen, når det edgy julemarked Oslos Supermarked åbner de tre første weekender i advent. Stedet har lidt Reffen over sig med festivalfølelse under den bærende, pyramideformede trækonstruktion, der er scene for koncerter, teater og film med masser af streetfood-tilbud omkring sig.
Frilandsmuseet Norsk Folkemuseum på Bygdøy giver til gengæld oplevelsen af den norske jul, inden den blev moderniseret. Herude står Gol stavkirke fra 1200-tallet som vartegn for de gode, gamle dage omringet af 160 huse, nogle af dem i 500 år gamle, og som rummer historier om liv og traditioner omkring højtiden. Ikke mindst det tilbagevendende spørgsmål ”spiser I ribbe eller pinnekjøt?”.
Det er stadig det store spørgsmål blandt mange nordmænd, om det skal være flæskesteg eller lammekød, hvis ikke den salte, tørrede og fermenterede lutfisk. Disse traditionelle retter serveres stadig i stor stil på restauranterne Engelbret, Lorry og Finstua, ligesom den foretrukne juledrik, varm chokolade, betragtes som en forkælelse i biblioteksbaren på Hotel Bristol eller på Konditori Pascal.
Det er gratis at løbe på skøjter ved jule-markedet Spikersuppa.
Den bedste norske gave fra dig til dig skal åbnes med det samme. Oslo er på et årti blevet Nordens kulturhovedstad, så en billet til Munch, det nyåbnede museum for Norges internationale kunstnernavn, er en stor oplevelse, der passende kan sluttes af med middag i deres bistro Tolvte og godnatdrink fra skybaren Kranen, hvis udsigt favner hele den juleoplyste by.
Lille
Et kulinarisk rendezvous
Den eventyrlige stemning starter allerede ved rullekuffertens rejse over brostenene fra banegården i Lille til hotellet i centrum. Foran Operaen på Place du Theatre kører en lyserød børnekarrusel langsomt rundt og slår de nostalgiske toner an. Lidt længere fremme på Place du Charles de Gaulle overvælder et kæmpestort, kegleformet juletræ og det snurrende pariserhjul i XL-størrelse med små passagergondoler til de modige.
Tre af mine fem veninder gik tidligt den aften. Da jeg hørte årsagen, kunne jeg ikke holde mund
Til sidst øjner vi turens mål, den populære Le Village de Noël på Place Rihour, som i 30 år har gjort Lille i Nordfrankrig til et eftertragtet udflugtsmål for dem på jagt efter julestemning, før højtiden går løs.
Overalt i centrum af Lille kan man se det store pariserhjul
Lille har den perfekte ramme for et kulinarisk rendezvous med sin historiske bydel, Vielle Lille, der er et overflødighedshorn af både markedsboder og specialbutikker samt en perlerække af små, lokale restauranter, der holder den fransk-flamske bondemadstradition i hævd som hos Estaminet Au Vieux De La Vielle.
Andre har et kosmopolitisk præg med spansk-italiensk køkken som hos Autour De Vos Lille og ren italiensk modernitet hos Il Bocca Al Lupo, der også sælger ud af sine delikatesser i specialbutikken La Bottega Epicerie. Og så er det også her i byen, man både får en fremragende steak tartare hos til Le Petit Barbue d’Anvers og nabolandets nationalret, moules frites, hos byens bedste, A Taaable.
A Taaable er en klassisk restaurant og byens bedste, især til at servere moules frites.
Det ses også på arkitekturen, at Lille i århundreder har været kastebold mellem herskende kongeriger i nord og syd samt været åben for nye strømninger, da der kom samling på Frankrig under Solkongen i 1600-tallet. Den nære beliggenhed til den belgiske grænse har smittet af på asketiske middelalderhuse og voluminøse renæssancebygninger, og franskmændene respekterer begge dele med smagfulde juledekorationer på facaderne, der passer til deres kulturarv.
Til gengæld lever julelandsbyen på Place Rihour mere op til moderne tiders gængse stil med rustikke træhytter side om side under lysguirlander og glitrende lametta, men vareudbuddet er af høj kvalitet. Markedet er åbent hver dag fra den sidste uge i november og til nytårsaften, og Lille-borgerne og tilrejsende turister snor sig sultne gennem de festlige, krogede handelsgader til sent om aftenen.
Rejseguide: London (for første gang)
Ligesom til den franske juleaften er her også østers, klar til at blive åbnet og spist på stedet, skyllet ned med mousserende vine på køl i en spand med is. Og så er der ellers kamp om den søde tand, for her fås andre julespecialiteter som gaufres, en tyndere udgave af de velkendte belgiske vafler, og æbleskive-lignende sprødstegte beignet-boller af hollandsk oprindelse. Flødeboller, chokolader og småkager byder sig også til sammen med varm cider eller rødvin, vin chaud, det franske svar på gløgg.
Palma
Lysfest i middelhavsbyen
Det føles som gave på forskud at kunne nøjes med en lun striktrøje, selv om Palma de Mallorca er som forvandlet fra sydeuropæisk livsstilsmetropol til traditionel juleby fra november til slutningen af januar. Temperaturerne ligger stadig på den gode side af 14 grader om dagen, men når mørket falder på, kræver det en let jakke for at deltage i den udendørs lysfest, som illuminerer middelhavsøens hovedstad.
Den løber fra det 23 meter høje juletræ af metal i Parc de la Mar til de utallige lyskæder, der er viklet om stammer og kroner på palmer og platantræer langs hovedstrøgene Passeig del Borne og La Rambla. Sidegaderne er pyntet med gigantiske, gyldne julekugler og strålende stjerner, og i Seu-katedralen konkurrerer kaskader af sirlige papirguirlander hængende fra korets loft med det i forvejen rigt ornamenterede kirkerum.
Palmer og juletræer står side om side i Palma.
Ingen jul på det stærkt katolske Mallorca uden bélen, krybbespil. De sættes op i hjemmene, men de ses også på alle markeder og i kirkelige institutioner, og øens ældste, der er erklæret kulturarv, kan ses i det smukke Caputxines-kloster fra 1600-tallet.
Santa Clar- klostret er derimod kendt for de usynlige nonner, der bager de mest velsmagende mandelkager, men som aldrig viser deres ansigter, når man kommer til lugen for at købe deres julebag. Ellers er det duften af ristede kastanjer, der fylder aftenluften, og de spises med lige så stor entusiasme som juledelikatessen turrón, den spanske nougat, der er rig på nødder og chokolade, og de søde doughnuts, bunuelos. For ikke at tale om en anden lokal kagestolthed, den spiralformede ensaimada, som man ganske vist spiser hele året, men som har en særlig status i julen.
Temperaturen i Palma er høj i december og ligger oftest over 14 grader i dagtimerne, så det er rart at slentre rundt i de farvestrålende gader.
Julen varer længe i Palma, så lysfesten kan nydes i næsten to måneder: Fra byens træ tændes den tredje uge i november, over de skiftende julemarkeder og selve juleaften med messe og efterfølgende familiehygge på byens caféer, og Hellig Trekongers Aften, som er vigtigere for katolikker end 24. december, hvor den fejres i hjemmene med gaver.
Til gengæld kan vi alle være med til at pakke julen ned i Palma 20. januar, som markerer San Sebastian-festivalen til ære for byhelgenen af samme navn. Flere dage før fyldes gaderne med festglade mennesker, der brænder bål og laver spontane grillsammenkomster, klæder sig ud og danser til toner af det lokale sækkepibe-lignende instrument, xeremia, så vinterhøjtiden følges til dørs med manér.
Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 49/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.