Rejser
13. juli 2021

Tag på et velgørende detox-ophold i Alperne

Det medicinske spa Lanserhof har specialiseret sig i detox og behandling af krop og sjæl. Holistisk filosofi er omdrejningspunktet i de eksklusive omgivelser, og her med udsigt til de smukke alper er det tydeligt, hvorfor klienter fra hele kloden kigger mod Tyskland for at blive sundere og få mere viden om deres krop og livsstil.
Af: Anne Christine Persson
alperne

Foto: PR

At ankomme til Lanserhof ved Tegernsee i de tyske alper føles som et drømmesyn. Et moderne arkitekttegnet hus står knivskarpt, men i respekt for omgivelserne, den frodige skov og bølgende bjergtoppe. Bygningen har frodig bevoksning på taget, en minimalistisk gårdhave med kig til japanske haver og lyse trælameller foran værelsernes store altaner. Indretningen er minimalistisk og i lyst træ, og bygningens lysdesign har en beroligende og helende effekt.

Her har gæster – med overskud på bankkontoen – mulighed for at lægge hverdagens dårlige livsstilsmønstre fra sig og få hjælp til at ændre de vaner, som har forankret sig i både krop og sind: For meget mad, forkert mad på forkerte tidspunkter, for lidt søvn, for lidt motion.

Det medicinske spa Lanserhof har siden 1984 arbejdet med detox og præventiv behandling baseret på den østrigske læge Franz Xaver Mayrs forskning, og Lanserhof har medicinske spaer i Østrig, Tyskland og England.

Her bliver patienter hjulpet med at lave tiltrængte udrensninger og afgiftning for toksiner, der er akkumuleret i kroppen – altsammen under overvågning af læger og terapeuter med lang specialiseret uddannelse.

Lanserhof har en lang liste af behandlinger inden for præventiv medicin og genoptræning. De behandler ikke alvorlige sygdomme, men arbejder med at forebygge sygdomme, og så tilbyder de også genoptræningsforløb. Deres kur er funderet i detox, hvilket betyder en restriktiv diæt, hvor sukker, alkohol, koffein og gluten skæres fra. For nogle er det endda faste.

Velgørende luksus i Alperne

Den indre gårdhave er designet til at skabe ro og balance.

7 nætter på Lanserhof i Tegernsee, Tyskland

Dag 1

Check-in-oplevelsen var luksuriøs med personalets fulde opmærksomhed, friskbrygget te og en forfriskende varm vaskeklud. Da jeg blev ført til min 80 m2 store suite med altan og udsigt over de tyske alper, gav den store, lyse og hyggelige suite mig lyst til at pakke kufferten ud og kalde den mit hjem for en tid. Efter en delikat frokost – og mit sidste ‘normale’ måltid – var første aftale en bioimpedansmåling: Dag 1 på Lanserhof begyndte med en kropsanalyse af vægt, højde, fedt- og muskelmasse, og det gav god indsigt i, hvad jeg havde behov for at arbejde med.

Allerede inden afrejsen udfyldte jeg et længere spørgeskema om min og min families helbredshistorik, de udfordringer, jeg måtte have, og mine forventninger til et ophold på Lanserhof. Informationerne blev brugt som udgangspunkt til mødet med lægen dagen efter.

Velgørende luksus i Alperne

Her foretages de mange behandlinger og målinger.

Dag 2

Under morgenkonsultationen med min tyske læge besluttede vi os for en klassisk detox med fokus på udrensning og vægttab.

Min kur blev sat på niveau 1 de første fem dage. Kuren går fra niveau 0 til 3, hvor 0 er faste og 3 betyder en smule mad. Den daglige menu bestod herefter af yoghurt til morgenmad og frokost, bouillon til aftensmad.

Monotoni er godt for fordøjelsen. Der tælles ikke kalorier, men jeg fik at vide, at mit daglige kalorieindtag var 400. Hertil blev programmet af daglige behandlinger lagt. Jeg blev styrket af lægens forsikring om, at jeg i løbet af det otte dage lange ophold kunne ændre meget af det, jeg gør forkert i hverdagen. Dagens behandling var en lymfedrænage ved hjælp af cupping, der åbnede de indre organer for detoxen og udskillede kroppens toksiner.

Første dag på kur og min yoghurt til frokost lagde en meget lille base for den 7 kilometer lange gåtur, jeg fejlagtigt valgte at tage i bjergene efterfølgende. Da jeg kom hjem, var jeg sulten, og aftensmaden bestående af bouillon hjalp ikke meget.

Mental note: Begræns mængden af motion.

Velgørende luksus i Alperne

Der venter en god nats søvn i de store lyse værelser.

Dag 3

Dagens to første måltider var – som de øvrige dage – akkompagneret af en såkaldt ‘chewing trainer’. Gammelt, tørt brød bagt på enten spelt eller boghvede. Hver bid skulle tygges mindst 30 gange uden væske, faktisk må der ikke drikkes væske under maden eller 30 minutter før eller efter.

Filosofien bag er, at vi på den måde lærer at spise langsommere og gøre maden mere fordøjelig, vi stimulerer fordøjelseskirtlerne og skaber hurtigere mæthed. Og tør er den ‘chewing trainer’ virkelig, så det var ikke svært at tygge de minimum 30 gange for hver bid. Jeg koncentrerede mig om at spise langsomt, så selv yoghurten blev tygget og både yoghurt og bouillon blev indtaget med teske. Hvis jeg lukkede øjnene, kunne jeg med lidt god vilje forestille mig en delikat svampesuppe. Som supplement indtog jeg daglige kosttilskud med gode mineraler og vitaminer for at sikre, at jeg var dækket ind.

Velgørende luksus i Alperne

Dag 4

De første dages detox forløb fint; overskuelig sult om aftenen uden hovedpine eller ubehag. Nu var kurens dag 3, åh, dag 3, den værste for alle, overstået. Ja ... det var den dag, hvor jeg havde mest lyst til at give op. Toksinerne var vækket og i gang med at blive jaget ud af kroppen. Det kunne mærkes. Helt udmattet og afkræftet var jeg vågnet med kvalme. Selv ikke udsigten til et snedækket alpelandskab ændrede ved min lyst til at blive i sengen. Det var der heldigvis råd for.

De daglige behandlinger planlægges strategisk ud fra detoxens rytme, så kurdag 4 inkluderede en dybdemassage, som gav toksinerne et ekstra skub, og jeg følte mig straks friskere. En gåtur i den friske bjergluft efterfulgt af en af de daglige ture i den udendørs opvarmede saltvandspool, koldtvandspoolen, de to saunaer og dampbad gav også et forfriskende pust. Alt understøtter processen. Selv om det tidligere på dagen havde virket utænkeligt, begyndte jeg på en leverudrensning samme aften. Fastende og ved hjælp af ep-somsalt, grapejuice, olivenolie og en varmepude kom jeg i gang med en 12 timers udrensning af lever og galdeblære. Selv om de begge er selvrensende, arbejder de på højtryk, især hvis man indtager for meget alkohol og fedtholdig mad. Jeg var spændt på resultatet dagen efter.

Dag 5

På trods af ingen aftensmad og en leverudrensning i proces vågnede jeg frisk og oplagt.

Med udrensningen fik jeg udskilt en mængde galdesten, og det kan give øget energi, et boost til immunforsvaret, renere hud og hjælp til vægttab. Jeg følte mig også friskere, sundere og slet ikke med samme sult – det var den saltvandsindsprøjtning, min krop havde brug for ovenpå gårdagens strabadser. Og hvis den indsprøjtning ikke var nok, blev udrensningen senere på dagen understøttet af en leverinfusion i form af et IV-drop spækket med vitaminer og mineraler. Den kaldes også CEO-kuren og bruges i erhvervslivet inden større præsentationer, da den giver kroppen et ordentligt kick.

Velgørende luksus i Alperne

Ved tebaren på Lanserhof kan der fra de mange haner tappes forskellige varianter af te.

Dag 6

Dagens første behandling var en body wrap med mudder lavet på birk og enebær, som var med til at lede toksinerne ud gennem huden. Det føltes som et langt tiltrængt kram, da jeg blev viklet ind i et lagen og langsomt sænket ned i en vandseng, der omgav kroppen med varme. Dagen virkede nu lettere og nemmere, og da kroppen udskilte de giftige toksiner, kunne den slappe af og restituere.

Motion er en naturlig del af et ophold på Lanserhof. Om det så er at deltage i de daglige træningshold med yoga og pilates, gåture eller træning i motionscenteret. På ens første ophold og detox anbefales et minimum af motion, da kroppen skal tilvænnes mindre brændstof. Nu begyndte jeg at tilføre min daglige rutine, svømning og og meditation. Hvis jeg en dag skal tilbage, vil jeg opgradere motionen for at understøtte detox og vægttab yderligere. Lanserhof anbefaler syv dage som minimum, men gerne fjorten dage for at opnå den fulde effekt af den intense og effektive kur, som følger med et ophold på det topmoderne spa, der tiltrækker celebre gæster som Victoria Beckham og Karlie Kloss. Topmodellen Cara Delevingne var gæst samtidig med mig, og vi nåede at blive ‘hej hej’-veninder iført identiske badekåber og vamsede tøfler på klinikkens hvide gange.

Velgørende luksus i Alperne

Dag 7

At give sin krop så meget opmærksomhed kunne nu mærkes. Dagens højdepunkt var et detox fodbad, der trak toksinerne ud gennem fødderne; alene at dømme på den brune farve, efter mine ellers nydelige rene fødder havde været i vandet, var det yderst effektivt.

Beliggenheden i bjergene betyder ingen støj fra omgivelserne og en helt særlig stilhed. Personale og patienter talte sagte, der hviler en ro over stedet, som jeg først begyndte at registrere efter et par dage. Min krop og min hjerne slappede nu af på en uvant, inderlig og utrolig behagelig måde.

Set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg havde taget en digital detox samtidig. Det anbefales, og flere steder skilter med opfordring om at lægge mobilen fra sig. Jeg brugte telefonen mindre, men den mentale ro ved at lægge mobilen helt væk havde gjort underværker, men den fungerede som en lille livline til omverdenen, som gav mig overskuddet til at klare mig på mindre end 400 daglige kalorier.

Velgørende luksus i Alperne

Dag 8

Jeg havde hørt historier om andre, der havde tabt et par kilo og var taget derfra med mere fysisk energi og mentalt overskud.

Til den sidste konsultation med min læge gennemgik vi ugens forløb og udarbejdede en plan med anbefalinger til fremtidig kost, livsstil og kosttilskud.

På vægten kunne jeg ikke tro mine egne øjne. Næsten fem kilo var røget, og i spejlet kunne jeg se, at min hud havde mere glød. Mine rande under øjnene var mindre synlige , og jeg havde meget mere overskud. Det magiske ved et ophold på et medicinsk spa er, at jeg uden dårlig samvittighed fik lov til at tale om helbred og krop. Hver dag.

Omgivet af læger og terapeuter, der alle havde en naturlig interesse i mit velvære, var der masser af tid til samtale og fordybelse. At give mig selv tid til at lære mit helbred at kende og at behandle kroppen bedre har været den bedste gave.

Jeg er vendt hjem til min mindre sunde livsstil, men har allerede indarbejdet flere elementer fra Lanserhof i min hverdag. Mindre stress i hverdagen og mere reflektion kombineret med at spise mindre og sundere. Jeg skal helt sikkert spare op til ophold igen på Lanserhof.

Om Lanserhof

Lanserhof har i de sidste seks år vundet prisen som verdens bedste medicinske spa. Minimumsophold er syv dage, og det koster fra 33.500 kroner, hvilket inkluderer ophold, forplejning og basispakken af behandlinger hos læger og terapeuter. Der kan tilkøbes ekstra behandlinger som ekkokardiografi, søvnanalyse, stresshåndtering og meget andet.

Der er læger til stede 24/7. Inden afrejse sendes et brev fra Lanserhofs klinik, der gør det muligt at rejse i disse coronatider. I efteråret åbner de et nyt medicinsk spa på den tyske ø Sylt syd for Rømø, og de har netop lanceret en række forskellige kosttilskud og en søvnkur, som sælges via deres webshop.

IN var inviteret af Lanserhof, der har betalt for ophold, behandlinger og transport.

Find information om Lanserhof og deres tilbud her.

Læs også