Se, lyt & oplev
14. februar 2025

5 romantiske film og serier til din valentinsdag - og alle andre dage

Valentinsdag eller ej. Vi har fundet en række nye film og serier på Netflix, hvor romantikken er i højsædet.
Af: Signe Bjørg Granberg
JoAnna Garcia Swisher, Heather Headley og Brooke Elliott i 'Sweet Magnolias'

Foto: Netflix

Love Forever

https://imgix.femina.dk/2025-02-14/Den-svenske-film-%27Love-Forver%27-pa-Netflix.jpg

Foto: Netflix

Vi lægger ud med en svensk lækkerbisken, der meget vel kunne være den perfekte valentinsfilm, hvis man leder efter en klassisk romcom.

Filmen handler om det stockholmske par, Hanna (Matilda Källström) og Samuel (Charlie Gustafsson), der har planlagt det perfekte bryllup i landlige omgivelser på Gotland. Idyllen bliver dog smadret af familiens traditioner, der gør deres vigtige dag til en katastrofe.

Vi har altså at gøre med den klassiske, svenske humor med skæve betragtninger og pudsige forviklinger tilsat en omgang lun hjertevarme og håb om, at kærligheden trods alt nok skal besejre alt.

'Love Forever' kan ses fra 14. februar på Netflix.

Sweet Magnolias sæson 4

https://imgix.femina.dk/2025-02-14/Maddie%2C-Helen-og-Dana-Sue-i-%27Sweet-Magnolias%27-saeson-4.jpg

Foto: Netflix

Alt for meget. Alt for sød. Og alligevel virkelig rar – i små mængder!

Dramaserien 'Sweet Magnolias' er tilbage med en ny og fjerde sæson, der endnu en gang følger de tre veninder Maddie (JoAnna Garcia Swisher), Helen (Heather Headley) og Dana Sue (Brooke Elliott), der har kendt hinanden fra barnsben. De bøvler alle med arbejds-, familie- og kærlighedslivet i den lille, idylliske sydstatsby, Serenity.

De sukkersøde banaliteter står ganske vist i kø, men hvis ikke man skulle kunne labbe det i sig på valentinsdag, hvornår så?

Der er 4 sæsoner af 'Sweet Magnolias' på Netflix.

Love is Blind sæson 8

https://imgix.femina.dk/2025-02-14/%27Love-is-Blind%27-er-klar-med-8.-saeson-pa-Netflix-14.-februar.jpg

Foto: Netflix

Det populære datingprogram er tilbage med ottende sæson, og hvilken premieredato er bedre til formålet end 14. februar aka valentinsdag!

Alt er umiddelbart, som det plejer, i den nye sæson af 'Love is Blind'. Deltagerne skal stadig forsøge at finde deres hjertens udkårne uden at se hinanden først. Det eneste, de har at gå efter, er samtaler. Den ene efter den anden med en forbistret væg imellem dem.

Kan den blinde kærlighed overkomme alt, og bliver bryllupperne, som de har planlagt sammen, gennemført inden for programmets opsatte rammer? Eller viser det sig, at kærligheden ryger, så snart der kommer et ansigt på romancen?

Det er i år fem år siden, den første sæson af 'Love is Blind' fik premiere på Netflix, og denne gang kommer singlerne fra den amerikanske stat Minnesota.

’Love is Blind’ sæson 8 kan ses fra 14. februar på Netflix. Alle de foregående syv sæsoner er tilgængelige nu.

Samme dag næste år

https://imgix.femina.dk/2025-02-14/Ambika-Mod-og-Leo-Woodall-som-Emma-og-Dexter-i-%27Samme-dag-naeste-ar%27.jpeg

Foto: Teddy Cavendish / Netflix

Sidste år på netop valentinsdag blev vi beriget med serieperlen 'Samme dag næste år', der fortæller historien om de to venner og måske-kærester Emma (Ambika Mod) og Dexter (Leo Woodall) over 19 år.

Serien er indbegrebet af en tåreperser på den gode måde, og bedst som man tror, at nu skal de endelig have hinanden, går der et eller andet galt. Og når det på den anden side virker som om, at de nu kommet over hinanden, kan man godt tro om igen.

De to hovedroller er fantastiske - både hver især og når de deler scener sammen - og med dem ved roret bliver ’Samme dag næste år’ hævet til noget helt særligt.

Serien kan sagtens genses i år, men lad os bare sige det, som det er: Du skal sørge for at have godt med Kleenex ved din side, når du ser med.

'Samme dag næste år' kan ses på Netflix.

Nobody Wants This

Nobody Wants This. (L to R) Kristen Bell as Joanne, Adam Brody as Noah in episode 103 of Nobody Wants This. Cr. Hopper Stone/Netflix © 2024

Foto: HOPPER STONE/NETFLIX

Og apropos at gense en serie, så kan der vist ikke være et bedre tidspunkt at kaste sig over 'Nobody Wants This' for anden (læs: femte) gang, end lige omkring valentinsdag.

Serien med to af 00'ernes mest ikoniske seriestjerner, Kristen Bell og Adam Brody, rammer nemlig plet på både tårevædet romance og lårklaskende komik.

'Nobody Wants This' handler om podcastværten Joanne (Kristen Bell), der efterhånden er træt af det intetsigende datingræs. Men til en middag hos sin agent Ashley (Sherry Cola) møder hun den ualmindeligt lækre og nyligt single rabbiner Noah (Adam Brody).

Kemien imellem dem er perfekt, og alt klikker. Men kan en sexpodcaster og en ambitiøs rabbiner have et forhold? Det er det altoverskyggende spørgsmål i denne fremragende rom-com-serie.

'Nobody Wants This' kan ses på Netflix.

Læs mere om:

Læs også