Anmeldelse: Sophie Turner funkler som en diamant i ’Juveltyven Joan’

Vi er i England i 1985. Joan (Sophie Turner, Sansa Stark i 'Game of Thrones') arbejder på en bar og bor sammen med sin mand Gary (Nick Blood) og deres seksårige datter Kelly (Mia Millichamp-Long). Men hun drømmer om et andet liv.

En dag tvinger Garys lyssky forretninger ham til at gå under jorden. Og da der en nat pludselig står to fremmede mænd i lejligheden og spørger efter ham, flygter Joan med sin datter.

Hun sørger først og fremmest for, at datteren kommer i sikkerhed hos en plejefamilie. For det allervigtigste for Joan er, at datteren får et trygt liv langt fra den sociale armod, hun selv er vokset op i.

Men hun er i desperationens kløer, og jo hurtigere hun får tjent nok penge, desto hurtigere kan hun få sin datter tilbage.

I lære som tyv

’Juveltyven Joan’ er baseret på den berømte og berygtede juveltyv Joan Hanningtons bog om sit liv med titlen ’Joan – I Am What I Am: The True Story on How I Became Britain’s Most Notorious Diamond Thief.’

I serien får vi historien om, hvordan Joan får arbejde hos en juveler, og hun bliver draget af diamanternes skønhed. Men hun har ikke synderlig lyst til arbejde der, da hendes chef (Mike Blake) er noget nærgående.

Da hun en aften tilfældigt møder den kriminelle antikvitetshandler Boisie (Frank Dillane) på en bar, tager hendes liv en drejning. Antikvitetshandleren ser hendes talent for ædelstenene, og hun ser en måde at tjene hurtige penge, så hun kan få sin datter tilbage. Boisie tager hende i lære, så hun kan blive en rigtig tyv.

De mange diamantkup kræver en lang række forklædninger. Det er stærkt underholdende at se Joan forvandle sig til forskellige typer, fra overklassekvinde til kunstekspert. Hun elsker at klæde sig ud og tage en anden identitet på sig.

Men glæden ved forklædningerne dækker også over noget andet. De er en forsmag på det det liv, hun længes efter at leve. Med en helt ny identitet, langt væk fra det helvede, hun er vokset op i.

Hverken et helte- eller slyngelportræt

’Juveltyven Joan’ er stærkt stilfuld og charmerende. Men Joans liv bliver heldigvis ikke skildret som en Hollywoodfilm. Her er hverken tale om et helte- eller slyngelportræt. For den glemmer ikke de vigtige nuancer og de ægte følelser, som skaber et nuanceret portræt af en stærk, snu og meget selvstændig kvinde.

Som på trods af en uhyrlig opvækst præget af fattigdom og misbrug ikke er et offer, men en overlever. Hun er ikke skildret entydig sympatisk eller kun som en egoistisk manipulator. Hun er kompleks og fremstår derfor som meget menneskelig.

Det betyder, at man som seer bliver investeret i hende. Vil det lykkes hende at skabe en tryg base for sig selv og Kelly? Det er en nervepirrende oplevelse at være tilskuer til hendes kaotiske færd igennem livet.

Serien tegner et gennemført tidsbillede af 1980’erne. Man føler vitterlig talt, at man er blevet transporteret tilbage i tiden til stenvaskede cowboybukser, skingert afbleget hår og lædersofaer, og scenerne er badet i tidens toner fra Wham og The Cure.

Udover at det er en nydelse at overvære, understreger det seriens troværdighed.

Manipulerer nådesløst

Sophie Turner er uimodståelig som Joan. Hun er historiens hjerte og påtager sig rollen med den største naturlighed. Hun bevæger sig ekstremt sikkert mellem de mange sindsstemninger og rammer følelserne med perfekt præcision.

Om hun manipulerer nådesløst eller græder, fordi hun savner sin datter. Det er mere end imponerende gjort af den 28-årige skuespiller.

Også Frank Neville brillerer som Boisie. Han spiller rollen med stor mystik og er svær at læse, hvilket gør ham til en fascinerende karakter. I de mange scener, hvor de spiller sammen, slår det gnister.

’Juveltyven Joan’ er et pragteksempel på, hvordan man skildrer en historie, som har bund i virkeligheden. Nuanceret og ikke fordømmende.

Forhåbentlig fører serien til endnu flere roller til Sophie Turner. Her funkler hun lige så meget som de diamanter, hun stjæler.