Anmeldelse: ’Squid Game’ skulle være stoppet, mens legen var god

330 millioner mennesker så den første sæson af ’Squid Game’, og siden premieren er der blevet set over 2.8 milliarder timer af den populære sydkoreanske serie.

Den nervepirrende serie kom, ligesom covid-angsten havde fortaget sig i september 2021, og ramte på forunderlig vis et eller andet i den globale befolkning.

Historien om gældsramte Gi-hun (Lee Jung-jae), der valgte at deltage i det fatale spil for at få penge til at betale sin gæld, var fyldt med splat, twists og en dirrende samfundskritik, så ingen kunne være i tvivl om, hvilke budskaber serieskaber, instruktør og manuskriptforfatter Hwang Dong-hyuk ville ud med.

Selvom første sæson egentlig blev lukket fint, blev der alligevel åbnet en gigantisk ladeport for en eventuel fortsættelse. Den fik grønt lys i juni 2022. Her blev det yderligere annonceret, at der både kom en anden samt en tredje sæson, og derefter ville historien være færdig.

Hvordan laver man så en opfølger til en af de største succeser i Netflix’ historie?

Man ændrer næsten ikke på noget, og det er til syvende og sidst derfor, at anden sæson af ’Squid Game’ er en rædderlig lang og kedelig omgang at komme igennem.

Tærer på tålmodigheden

Efter sin sejr i forrige ombæring har Gi-hun sat sig for at stoppe det bestialske spil med menneskeliv.

Med en hulens masse penge i baglommen har han hyret en lille privat hær til at hjælpe sig i de bestræbelser. Gi-hun får også følgeskab af den tidligere politimand Jun-ho (Wi Ha-joon), der vil have fingrene i sin storebror, som han ellers brugte hele første sæson på at lede efter. Chokket var stort, da han fandt ud af, at broderen (Lee Byung-hun) stod i spidsen for afviklingen af Squid Game under pseudonymet the Front Man.

De første to afsnit af anden sæsons syv går således med, at de prøver at finde frem til spillet.

Det er laaang tid at bruge på noget, der egentlig ikke får nogen større betydning i løbet af sæsonen. Det eneste, som bliver etableret er, at folkene bag spillet er klogere end alle andre og foran på næsten alle tænkelige måder.

Når afsnitslængden konsekvent befinder sig mellem 51 minutter og 1 time og et kvarter, med pudsige tidspunkter for cliffhangers, tærer Hwang Dong-hyuk og ’Squid Game’ godt og grundigt på publikums tålmodighed. Med tanke på, at skaberen har været meget højlydt om, hvor smadret han var efter produktionen og egentlig ikke havde mere end en sæson i tankerne oprindeligt, tegner der sig et kedeligt money talks-mønster.

Hvis man elskede den første sæson, vil man højst sandsynligt også være fan af anden.

Var man til gengæld ikke fan, er der ikke noget incitament for at hoppe med på vognen nu. Bevares, der bliver introduceret nogle nye lege, men ellers føles anden sæson meget som et remake, vi allerede har set en gang før.

Ét lyspunkt

Der er én ting i anden sæson af ’Squid Game’, der er bedre end første.

Det er, at vi får meget mere Lee Byung-hun. Den sydkoreanske skuespiller havde sin storhedstid fra omkring midt-00'erne og frem til 20'erne, hvor det blandt andet blev til en masse actionroller i store amerikanske blockbusters.

Han er i besiddelse af den slags filmstjernetilstedeværelse, der gør, at man bliver draget til alt, hvad de foretager sig. Byung-huns gode stenansigt har både en urovækkende effekt og en, hvor man konstant prøver at gætte sig frem til, hvad der foregår bag det stille ydre. Man kan nærmest se og høre kalkuleringen foregå inde bag hans øjne.

Alle scener med ham hæver automatisk niveauet for ’Squid Game’, men desværre er Lee Byung-hun ikke på hele tiden.

Det er meget sigende, at de nye mest mindeværdige karakterer i den her sæson er den vanvittige rapper Thanos (Choi Seung-hyun) og den transkønnede Hyun-ju. Af uransagelige årsager har man valgt den ciskønnede mandlige skuespiller Park Sung-hoon til at varetage den rolle. Det er lidt klodset forsøg på at være inkluderende uden rent faktisk at være det.

Det er kluntet og meget symptomatisk for ’Squid Game’ generelt.

Det er ikke en revolutionerende form for samfundskritik af det sydkoreanske samfund, der bliver vist. Park Chan-wook, Kim Ki-duk og ikke mindst Bong Joon-ho har gjort det i årevis og mere overbevisende.

Der er ingen tvivl om, at første sæson af ’Squid Game’ var med til at starte en ekstra stor interesse for koreanske serier. Men den red også på en post-’Parasite’-bølge, så den kom lige på det rette tidspunkt.

Nu, et par år efter, er glansen helt klart gået af. Anden sæson, og især slutningen, virker frustrerende uforløst, når man tænker på potentialet.

Sæson 3 kommer i 2025, men ærlig talt skulle de være stoppet, mens legen stadig var god.