’Babygirl’ klæder Nicole Kidman helt af i en fortælling om kvindeligt begær

Lyden rammer os før billederne. En kvinde har sex med en mand, sin mand. Intens sex – og tilfredsstillende. Tilsyneladende.

For da manden er faldet i søvn, løber kvinden ud i den mørkelagte stue og tænder for computeren, for her at give sig selv udløsning til en video med dominans og underkastelse.

Alene i mørket, bider hun sig selv i armen for ikke at give lyd fra sig, da forløsningen endelig kommer. Den, hun ikke fik med sin mand – selvom hun i den grad lod som om.

Og så er ballet ellers i den grad åbnet i den debuterende instruktør Halina Reijns ’Babygirl’, der har Nicole Kidman i hovedrollen som den kølige og kontrollerede forretningskvinde Romy, der hele sit liv har tegnet indenfor stregerne – med en flot og succesfuld mand, to børn, chefjob og et hjem, der er som taget ud af et boligmagasin.

Lige indtil hun ikke kan mere. Symbolikken i hendes job i en virksomhed, der sælger industrielle robotter, er til at tage at føle på: Hun er selv en smuk, men mekanisk, figur, der måske nok trækker vejret, men ikke for alvor lever.

Simpelthen fordi hun har gemt sit sande jeg, og dermed sine sande lyster, så utroligt godt væk under den kølige overflade, hvor de rumsterer rundt og truer med at ødelægge hende. Når hun da ikke finder forløsning for dem i sene nattetimer.

BEGÆRETS PRIS

Alt det ændrer sig imidlertid, da hun møder den unge virksomhedspraktikant Samuel, der tryllebinder hende, allerede inden han træder ind i bygningen, ved tilsyneladende at kunne kontrollere en bidsk hund, der er løbet fra sin ejer på gaden. Igen er symbolikken tommetyk.

Samuel er ung, men alligevel med en intuitiv sikkerhed, der burde tilhøre en langt ældre person. En mand – ikke den dreng, han stadig er.

Han er ikke intimideret af Romy. Hverken af hendes magt eller kølige attitude. Tværtimod er det, som om han ser lige igennem hende. Ind til alt det, hun har skjult i så mange år. Ind til begæret og lysten efter, at en anden tager styringen og er den dominerende.

Inden længe har de indledt en forbudt affære, hvor hun villigt kravler hen ad gulvet for at spise et bolche af hans hånd.

Men i takt med at hun bevæger sig dybere og dybere ned ad begærets kældergange, bevæger hun sig også ud på stadigt mere tynd is i forhold til sit velordnede liv derhjemme.

Indtil hun bliver tvunget til at stille sig selv spørgsmålet: Hvor meget, og hvor mange, er jeg villig til at ofre, for ikke længere at gå på kompromis med mig selv?

FORRYGENDE KIDMAN

’Babygirl’ er en rå og direkte beskrivelse af kvindelig seksualitet.

Og det er sært befriende at se en film, hvor seksualitetens mørkere sider, og den magt, den kan tage over et menneske, bliver beskrevet så nøgternt. Som en konstatering – selvfølgelig kan kvinder også have det sådan her!

Og Halina Reijn tager ikke bare den kvindelige seksualitet seriøst, hun har også fundet den helt rigtige Romy i Nicole Kidman, der da også modtog prisen som bedste skuespillerinde på Filmfestivalen i Venedig i september, hvor ’Babygirl’ havde international premiere, samt en Golden Globe-nominering.

Hun er intens, sårbar, modig og interessant. Afklædt, i mere end en forstand.

Selvom Romy ikke er en karakter, man fatter sympati for – det er hun ganske enkelt for kølig og distanceret til – så føler man med hende og hendes behov for at nå et sted hen, hvor det ydre og indre får lov til at smelte sammen. Hvor der er plads til den hele kvinde.

SKAL VI GRINE NU?

Med så mange rigtige komponenter, hvorfor er det så, at det hele ikke rigtigt virker?

For det første er der selve tonen, der er nærmest campet. Pedro Almodóvar var en mester i at lave campede, sexede film, hvor kvinder fik lov at være for meget – men stadig blev taget seriøst. Måske er det den tonalitet, Halina Reijn forsøger at ramme?

At hun har castet Almodóvars yndlingsskuespiller Antonio Banderas i rollen som Romys søde, men forvirrede og intetanende mand, kunne være et kraftigt hint i den retning.

Men den lidt ironiske tone, der fungerede så godt i en film som ’Secretary’ med Maggie Gyllenhaal, med en lignende tematik, støder uskønt mod filmens tydelige ønske om at tage den kvindelige seksualitet seriøst.

Er det meningen vi skal grine nu? Og af hvad – filmen eller Romy? Flere steder undervejs sidder et grin fast et sted, inden det får lyd. Fordi det føles forkert og akavet. Ufrivilligt komisk.

TO TIL TANGO

Et andet og måske i virkeligheden større problem er Samuel, spillet af Harris Dickinson, der i blandt andet ’Triangle of Sadness’ har bevist, at han absolut ikke er en dårlig skuespiller.

Det er han egentlig heller ikke her, men han bliver totalt svigtet af et manuskript, der lader ham svæve rundt som en rekvisit i fortællingen, der skifter form efter forgodtbefindende.

Vi får aldrig rigtigt hold på hans Samuel. Hvem er han? Er han selvsikker og styrende eller bare en forvokset teenager med ego-problemer? Er han i virkeligheden en psykopat in spe?

Eller er han bare forvirret og forført, selvom han fremstår som forføreren? Vi ved det ikke. Og måske er det en pointe fra filmens side, at det er lige meget, hvem han er, for det er ikke ham, det handler om?

Desværre betyder det også, at han fremstår for vag og omskiftelig til, at vi helt forstår attraktionen. Vi kan ikke mærke kemien – selvom vi kan se, at Romy kan. Og det gør den til et postulat.

Man fatter simpelthen ikke, hvad det er i ham, der sender hende helt ud over kanten af alt, hvad hun kender og elsker – af rent, uforfalsket begær. Og der skal som bekendt to til tango. Og til at få en erotisk thriller til at fungere.