'Bridget Jones - Vild med ham' føles som et venskab, der engang var tæt og intenst, men nu er løbet ud i sandet

Bridget Jones lærte os allesammen, at det er okay ikke at være perfekt – bare man er uperfekt med hjertet. ’Bridget Jones’ dagbog’ om den kluntede, men evigt charmerende Bridget, med det ukuelige gå-på-mod og de alt for store trusser blev et kulturelt ikon.

Først som bog i 1999 og to år senere også som film. Med Renée Zellweger i titelrollen og en charmerende duo af mandlige tilbedere i skikkelse af Hugh Grant og Colin Firth.

Siden kom to film mere, ’Bridget Jones 2 - På randen af fornuft’ i 2004 og ’Bridget Jones’ Baby’ i 2016, der i modsætning til de to forrige film ikke var baseret på en roman.

Nummer to og tre levede ikke op til hypen fra den første. Og det gør fjerde film i rækken, ’Bridget Jones - Vild med ham’, desværre heller ikke. Heller ikke selvom den igen er baseret på en roman af Bridgets ‘mor’, Helen Fielding.

’Bridget Jones - Vild med ham’ er mest af alt som et gensyn med en kær veninde, som man altid vil være interesseret i, hvordan har det og ønsker det bedste. Men, hånden på hjertet, så føles det også lidt som et af de venskaber, der engang var tæt og intenst, men nu er løbet lidt ud i sandet.

TO NYE MÆND

Og livet har også i den grad taget fusen på Bridget Jones, der har fået to dejlige børn, Billy og Mabel, med sin elskede Mr. Darcy. Men også mistet ham igen. Fire år tidligere blev han dræbt på en humanistisk mission til Sudan, intet mindre.

Og Bridget Jones er stadig ramt af dyb sorg. Hendes omgivelser mener dog, at det må være på tide, at hun kaster sig ud i både arbejds- og datinglivet igen. Og det gør hun så – lettere tøvende.

Der viser sig at være masser af mænd til Bridget – også den langt yngre Roxster (Leo Woodall), der redder hende ned fra et træ og falder pladask for hende, selvom hun er en del ældre end ham. (Som han siger: “Du ser ud, som om du er 35”, hvortil hun svarer: “Okay, så lad os sige 35”).

Men så er der også den nye skolelærer Mr. Walliker (Chiwetel Ejiofor) med den insisterende gymnastikfløjte, der gang på gang bliver vidne til Bridget Jones’ mest pinlige øjeblikke – hvilket jo tidligere har vist sig som et glimrende, omend ubevidst, scoretrick fra hendes side.

ALDEREN TRYKKER

Det er meget godt set at vende den unge Bridget Jones’ komplekser over sin vægt til komplekser over alder. For sådan er det.

Der er altid noget, man kan blive usikker over. Ikke mindst når man er Bridget Jones. Det ændrer bare form livet igennem. Og det er virkelig svært ikke at holde lidt af hende.

Særligt, hvis man er en af dem, der har været med fra starten (og denne film er lavet præcis til den målgruppe). For hvor var det bare stort, da hun kom frem første gang.

Hvis ’Sex and the City’ gjorde det okay at tale om dildoer i bedste sendetid og understregede, at man sagtens kan være feminist i høje hæle, så lærte Bridget Jones os, at det er okay at være lidt kikset, det er okay at hyggesørge med hvidvin og is i litervis i sengen, og det er okay at tage en chance – også selvom man dummer sig helt vildt – hvis bare man gør det helhjertet og uden bagtanker.

Pludselig var det faktisk ret cool at være både uperfekt og en smule kikset! Eller måske bare helt normal. Hun var et kærkomment åndehul, inden Instagrams perfekthedsfiltre kom buldrende. Men først og fremmest var hun bare en af os – så befriende genkendelig i al sin sødmefulde kiksethed.

SIN EGEN VÆRSTE FJENDE

Med den ikonstatus kunne man godt have undet hende et lidt mere elegant plot til den store genkomst. Ikke mindst fordi manuskriptet er skrevet af Helen Fielding selv i samarbejde med de dygtige forfattere Abi Morgan og Dan Mazer.

Desværre er ’Bridget Jones - Vild med ham’, på nær enkelte godbidder, så forudsigelig, at havde filmen ikke været en Bridget Jones-historie, og havde castet bestået af mindre kendte skuespillere, så kunne historien såmænd sagtens have været pakket ind i en fin sløjfe og serveret som julefilm på Hallmark. Komplet med sne og violiner til sidst.

Ærgerligt, for der er potentiale til en bedre film. Der har sneget sig en moden alvor ind i Bridget Jones-universet, der har sorgen over det store tab som en understrøm filmen igennem.

Og faktisk er den bedst, når den vover at være alvorlig og ikke prøver at være BRIDGET JONES med store fede neon-bogstaver. Midt i de romantiske forviklinger gemmer der sig en bittersød historie om at blive ældre, miste og forsigtigt vove sig ud af sin skal igen.

Desværre overskygges den gang på gang af… Bridget Jones. Ikke karakteren som sådan, men den ikoniske forestilling om, hvem og hvordan Bridget Jones er. Kaos og slapstick skal lige tage brodden af alvoren.

Det ender med at gøre ’Bridget Jones - Vild med ham’ til en temmelig ujævn omgang, der veksler mellem at være et rørende drama og en forceret farce.

ET RIGTIGT MENNESKE

Det bedste ved ’Bridget Jones - Vild med ham’, er de scener, hvor hun tager magten tilbage.

Som den voksne Bridget, der stadig har sit gåpåmod intakt, men omfavner det med en anden ro og styrke end tidligere. Som vender tilbage til arbejdet – ikke krybende, men med en overbevisning om, at de har mere brug for hende, end hun har for dem.

Som tager på vildmarkstur, ikke fordi hun vil, men fordi hun har sagt ja, og hun viser sig at være god til det. Som tør at være sårbar overfor sine børn og omfavne savnet efter Mr. Darcy.

Kort sagt – når hun er et rigtigt menneske, man kan spejle sig i og ikke en karikeret tegneseriefigur, der hopper ned ad gaden med stramme skuldre, puffede læber og påtaget pibestemme.

Gid hun havde fået lov til at fylde det hele.