Se, lyt & oplev
9. april 2025

Dansk forfatter nomineret til en af verdens største litteraturpriser

Spændingen udløses i maj.
Af: Louise Elly Meyer
forfatter Solvej Balle

Foto: Fredrik Sandberg/TT/Ritzau Scanpix

Det er intet mindre end en af verdens største litterære anerkendelser, som Solvej Balle er med i kampen om at vinde.

Den danske forfatter er nemlig blevet nomineret til den internationale Booker Prize for sin roman ‘Om udregning af rumfang’, et værk i syv bind. Det er imidlertid første bog i serien, der er blevet nomineret til den prestigefyldte pris.

Balles bog har da også høstet fornemme anmeldelser i alt fra New York Times til The Atlantic og The Washington Post. Og her til lands vandt hun Nordisk Råds litteraturpris for samme titel i 2022.

Men nu er Solvej Balle altså også med i kapløbet sammen med seks andre forfattere om Bookerprisen, der uddeles årligt for at fejre og anerkende litteratur fra hele verden, der er oversat til engelsk. Den vindende forfatter deler således prisen og pengepræmien på cirka 430.000 danske kroner med sin oversætter.

Om nomineringen af ‘Om udregning af rumfang I’ skriver Booker Prize-juryen:

– Denne bog smitter læseren med sin stemning […] og sin filosofiske dybde. Man føler, at man er i det, hvilket nogle gange er nervøst, andre gange beroligende, og denne påvirkning hænger ved længe efter, at bogen er læst færdig.

‘Om udregning af rumfang’ udkom på dansk i 2020, og det var Solvej Balles første udgivelse efter at have været væk fra den litterære scene i næsten 30 år.

I 2021 var Olga Ravn ligeledes nomineret til den fornemme pris for sin roman ‘De ansatte’. Hun vandt dog ikke prisen.

Vinderen af International Booker Prize findes 20. maj 2025 på kunstmuseet Modern Tate i London

Læs mere om:

Læs også